Sebastian Barry: Og alt blev stille

Dublin 1896. Han blev født i en mørkningstid og som næsten alle drenge i Europa blev hans skæbne i sandhed indskrevet i et grumt kapitel af livets bog. Alle disse millioner af menneskelige historier smidt på sjælenes gigantiske affaldsbunke. Alle disse millioner af drenge kværnet på møllestenene af en kommende krig.

Begejstringens bølge som ramte Europa i 1914, ramte også Irland. Kort efter jul stod de frivilligt i Flanderens mudder. Mange fordi de herigennem troede at fremme Irlands sag. At opnå retten til selvstændighed.

Efter det første gasangreb døde alene i hans skyttegravsafsnit fem hundrede. De begravede dem. Fem hundrede stille hjerter. Mændene der svang spaderne, var taknemmelige for, at sommeren næsten var over dem, og at jorden var tør, men ikke hård.

Det var små, kinesiske mænd med små overskæg og hårpisk. Kulier blev de kaldt, en race af gravere, der holdt sig for sig selv eller måske blev holdt for sig selv. Kineserne gravede hullerne, alle fem hundrede. Snart blev de døde erstattet med nye mænd hjemmefra. Flokke og atter flokke af dem. Kong Georgs små lam.

Og så er det ekstra svært at forstå, da irske orlovstropper fra Vestfronten - i Dublin af alle steder - indsættes mod deres egne landsmænds tryglen om selvstændighed under Påskeopstanden i 1916.

Og vi kan ikke gøre ret meget andet end at synge "Ave Maria" for disse ødelagte mænd, disse forbandede fæhoveder, drømmere der gik i krig uden deres eget land i ryggen, som slaver for England og konger af intet. Sebastian Barry har her er sat et minde om et næsten glemt aspekt af første verdenskrig. Det Irske Spørgsmål, den irske drøm om selvstændighed og den fri nationale selvbestemmelse. Et spørgsmål med flere muligheder for svar, som det fremgår af denne medrivende, følsomme - men også gruopvækkende bog. Samtidig et spørgsmål som på mange måder ligner vores eget sønderjyske i nøjagtig samme periode.