Niels Rohleder: Møns Klint i klart vejr

Niels Rohleder: Møns Klint i klart vejr

En fremragende bog om DDR og os selv i en lidt anden indpakning end vi er vant til. Niels Rohleder har her skrevet en spændende roman om den unge nordslesvigske medicinstuderende Martin, der møder sin Julia i Prag i en gensidig stormende forelskelse.
Der er bare det aber-dabei ved det, at Julia er borger i DDR.
Gennem de to unges forsøg på at nå hinanden, alene sådan rent geografisk, oprulles stemningen i Danmark og ikke mindst i DDR i midtfirserne. Og det er fremragende gjort. Man kan formelig (gen)lugte brunkullene og se det slidte og let lurvede i gadebilledet, hvad enten det er Rostock eller Berlin.

Men det er også en bog om FRIHEDEN i og udenfor vores hoveder. Kan den gradbøjes?
“Die Partei hat immer Recht !” Gælder det kun for SED? Eller hvordan ser det ud i det kongelige danske socialdemokrati? Er der mere end gradsforskelle mellem Stasi og PET?

Romanen bevæger sig på to tidsplaner. Martin og Julia som sagt i firserne og Martin og hans søn i 2010, hvor en såkaldt dybdeborende journalist fra et dansk sidestykke til Bild Zeitung, graver noget snavs frem fra de åbnede Stasi-arkiver om Martin. Han er i mellemtiden blevet dansk socialdemokratisk folketingsmand og står måske netop nu  foran sin karrieres højdepunkt, med udsigt til en ministerpost, da Stasi-bomben springer på avisens forside. Gennem parallelfortællingen opstår både elementær spænding og et velfortalt interessant billede af tiden og tidsånden i begge årtier.
Det er en bog der åbner sig for sin læser i et langt sug. Spændingen opretholdes til det sidste på en meget fornem måde. Og så skal der ikke siges mere om plottet. Læs den selv.

Niels Rohleder er et barn af grænselandet, uddannet journalist, sågar med en fortid på Flensborg Avis. Han har senere arbejdet som Tysklands korrespondent i en årrække for dagbladet Information. Han dækkede blandt andet Murens fald for avisen og skrev derudover om efterretningstjenester og dansk politik.
 

https://bib.dcbib.dk/sites/XBIB/pub/search.html?doaction=search&data=scode_ccl%3...
Relateret indhold
Fortællinger fra Arkivet 21/06/2011 - 17:30 Nyhed
Azincourt 19/05/2010 - 11:51 Anbefaling
Danmark - en rejse i den danske erindring 06/05/2010 - 15:56 Anbefaling
1001 Danmarksfortællinger 04/05/2010 - 18:56 Nyhed
Sværdsang 23/02/2010 - 14:38 Anbefaling
Slagtebænk Dybbøl - 18. april 1864 05/10/2009 - 12:59 Anbefaling
Parentesen 06/05/2008 - 13:45 Anbefaling
Og alt blev stille 09/02/2008 - 23:20 Anbefaling
Spaltningen 15/01/2007 - 10:37 Anbefaling