Ugens bedste bøger - uge 44

"Ugens bedste bøger" bliver til "Månedens bedste bøger". Bibliotekets mangeårige bibliotekar og vært på Ugens bedste bøger Blide Kürstein Borg går på pension og overlader derfor roret til bibliotekar Karl Fischer.  Månedens bedste bøger starter torsdag den 2. december klokken 16.00, hvor vi præsenterer et udvalg af superaktuelle bøger. Og som sædvanlig kan du låne dem med hjem med det samme.

Uge 44

Faglitteratur:

99.4 Frank, Thyra
Jette Meier Carlsen: Thyra Frank : livsglæde & stjernestunder
Historien om kvinden bag plejehjemmet Lotte, Thyra Frank (f. 1952). Om hvor hun har sine værdier fra, og om hvordan hun skabte et plejehjem, hvor beboerne lever længere end gennemsnittet, og personalets sygefravær er i bund.

99.4 Johannsen, Charlotte
Charlotte Johannsen: Forklædt som nazist
I knapt et år levede den tidlige elitesvømmer Charlotte Johannsen (f. 1988) et dristigt dobbeltliv i det nazistiske miljø i Århus. Hun foregav at sympatisere med hooligangruppen White Pride, men infiltrerede den indefra.

99.4 Mandela, Nelson
Nelson Mandela: Nelson Mandela : eftertanker
Uddrag af den tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandelas (f. 1918) fængselsbreve, samtaler, notesbøger, kalendernotater, dagbøger samt tanker fra fx fængselsopholdet tegner et portræt af mennesket bag Mandelas image.

99.4 Møllehave, Johannes
Ole Sönnichsen: Møllehave : jagten på lyset og kærligheden
Om forfatteren og præsten Johannes Møllehave (f. 1937) og hans liv der er præget af nysgerrighed, generøsitet og søgen efter lys og kærlighed, men også om hans kamp mod angst, fortvivlelse og ensomhed.

99.4 Trier, Lars von
Nils Thorsen: Geniet : Lars von triers liv, film og fobier
Om filminstruktøren Lars von Triers (f. 1956) liv og arbejde, hvor han fortæller om sin angst, sine film og sine tanker suppleret med venners, kollegers og kritikeres versioner af begivenhederne.

 

Skønlitteratur

Michael Katz Krefeld: Protokollen
En bilbombe dræber treogtyve personer på en fashionabel restaurant i det indre København. Alt tyder på et terrorangreb, men endnu har ingen taget ansvaret. Nikolaj Storm, der er chef for PET´s enhed for kontraterrorisme, sættes i spidsen for efterforskningen. Med sin nyoprettede task force forsøger han at finde frem til gerningsmændene bag, men han plages samtidig af samvittighedskvaler over ikke at have forhindret angrebet.

Kristin Marja Baldursdottir: Karlsvognen
En midaldrende kvindelig psykiater og en teenagepige er på tvunget ophold i en weekend. Tiden går med at psykiateren fortæller om sin barndom samtidig med at hun forsøger at forstå den mutte teenager.

Paolo Giordano: Primtallenes ensomhed
Nogle mennesker er som primtal – de er kun delelige med én og sig selv. Alice og Mattia bærer begge på mørke hemmeligheder. Det matematiske vidunderbarn Mattia har en psykisk udviklingshæmmet tvillingesøster, som forsvinder sporløst en dag Mattia har ansvaret for hende. Alice har en ambitiøs far, som gerne så hende ende som alpinstjerne, men en skiulykke gør hende halt for livet. Da Alice og Mattia mødes i barndommen, genkender de begge to straks deres egen ensomhed og anderledeshed i den anden og udvikler et varmt venskab. Men selvom deres skæbner virker sammenvævede, når de ikke helt frem til hinanden. Ligesom primtal passer de ikke sammen med nogen anden.

Hanne Reintoft: Når dagene strenges
Jens Peter bliver under første verdenskrig tvunget i tysk militærtjeneste, men forfærdet over krigens rædsler deserterer han, og for ikke at bringe sin dansksindede familie i Slesvig i fare søger han tilflugt hos slægtninge i Danmark. Her gøres der alt for at bringe ham på fode igen, men han kan ikke ryste oplevelserne af sig og bliver aldrig som fætteren Jep og andre medlemmer af sin store slægt fænget af tidens nye politiske bevægelser som arbejderkamp og kommunisme. Selvstændig fortsættelse af "Nu er det længe siden".

Bjarne Reuter: Den egyptiske tenor
Kriminalkommissær Stelman og hans tåbelige assistent Larsen sættes på sagen om en chefforhandler, der myrdes før en vigtig global fredskonference, og sporene ender på et krydstogtsskib på Nilen.

Fay Weldon: Primrose hill
Året er 2013, nationen er gået bankerot, og de gode tider er en saga blot. Hovedpersonen i Primrose Hill er Frances Prideaux, 80 gammel, tidligere højt besunget feministisk romanfofatter - Fay Weldons ufødte søster.
Hun sidder på adressen Chalcot Cresent 3 i Primrose Hill og lytter til fogeden, der hidsigt banker på hendes dør. Fra dette hus har Frances været vidne til fem årtiers verdenshistorie, fra kommunismens fald til kapitalismens endeligt og senest statens overvågning af borgerne. Mens Frances sidder og venter på, at fogeden opgiver kampen og går sin vej, begynder hun at skrive sin historie: historierne om de kærester, hun lånte, og de ægtemænd, hun stjal, om sine døtre og sine børnebørn og deres liv. Og ikke mindst fortæller hun om alle hemmelighederne. 

 

 

Relateret indhold
Bogtips - årsmødeboglisten 2011 30/05/2011 - 14:49 Nyhed
Månedens bedste bøger - maj 26/05/2011 - 16:49 Nyhed
Stem på din favorit til Læsernes Bogpris 2011 28/01/2011 - 10:10 Nyhed
Månedens bedste bøger - januar 27/01/2011 - 18:20 Nyhed
Månedens bedste bøger 02/12/2010 - 19:48 Nyhed
Ugens bedste bøger - uge 43 29/10/2010 - 09:58 Nyhed
Ugens bedste bøger - uge 42 22/10/2010 - 15:47 Nyhed
Ugens bedste bøger - uge 41 14/10/2010 - 17:35 Nyhed
Ugens bedste bøger - uge 40 07/10/2010 - 17:34 Nyhed
Ugens bedste bøger - uge 39 30/09/2010 - 15:40 Nyhed