
Om dette arrangement
Vilde Valde-sommerfest
Det er sommer og traditionen tro holder vi Vilde Valde-sommerfest for familier, børn, bedsteforældre og andre barnlige sjæle på biblioteket i Flensborg.
Festen starter i Bibliotekshaven, hvor flere børnehaver i år har passet deres eget insekthotel. Det har været med til at give ekstra liv i bibliotekets grønne oase. Børnehaverne har deltaget i forskellige små konkurrencer, og ved Vilde Valde-sommerfesten bliver vinderne fundet!
Tulle og Skralle i Krible-krableland
Efter børnehavernes lille konkurrence venter en sjov teaterkoncert: Katten Tulle og papegøjen Skralle tager alle med til Krible-krableland. Her møder deltagerne alle de sjove små Krible-krabledyr, som findes lige uden for døren
Børn og voksne inviteres med til sang, musik og bevægelse. Ditte Aarup Johnsen fra Eventyrværkstedet står for underholdningen sammen med sine kompagnoner Tulle og Skralle. Du kan låne billedbøger om Tulle og Skralle på biblioteket og høre deres sange på Youtube.
Sommerfesten slutter i Bibliotekshaven med grillpølser og sommerforfriskninger.
Fri entré. Begrænset antal deltagere.
Tilmelding til børnebibliotekar Inge Marie B. Elechukwu på imbe@dcbib.dk.
Hvorfor holdes Vilde Valde-sommerfest
Idéen udspringer af, at der er Valdemarsdag den 15. juni. Det er den dag, Dannebrog i følge sagnet faldt ned fra himlen. Det skulle have fundet sted i 1219 ved Lyndanise i Estland under et af sejrs-korstogene af Valdemar 2.
Siden 1913 har Valdemarsdag været en national mærkedag. Især indtil 1948, hvor dagen var skolefridag, blev den markeret med valdemarsfester rundt om i landet.
Biblioteket holder derfor hvert år sommerfest en fredag tæt på den 15. juni.