
Om dette arrangement
Et dramatisk landdagsvalg i 2005 - på vej til magten
Valget til Landdagen i 2005 havde stor betydning for SSW's udvikling som moderne mindretalsparti. Valget var fyldt med dramatik, og SSW befandt sig i orkanens øje, fordi partiets to mandater var tungen på vægtskålen.
Partiet besluttede at være støtteparti for en SPD-ledet mindretalsregering, men efter tre mislykkede forsøg måtte SPD og ministerpræsident Heide Simonis erkende, at de ikke kunne danne regering. I stedet kom en CDU-ledet flertalsregering, og SSW havnede i opposition.
Trusselsbreve og spærregrænse
Under dette forløb var SSW og Anke Spoorendonk under stort pres, og partiets fritagelse fra den slesvig-holstenske 5%-spærregrænse blev igen angrebet. Anke modtog trusselsbreve, og var en overgang under politibeskyttelse.
I et lidt længere perspektiv betød valget også, at SSW var parat til syv år senere - i 2012 - at træde ind i en regering med Anke Spoorendonk som minister. Desuden blev det slået endeligt fast, at SSW har et fuldgyldigt mandat på lige fod med de øvrige partier i parlamentet.
Livestreaming til Fællesbiblioteket i Egernførde
Det fysiske foredrag foregår på Flensborg Bibliotek. Hvis du ikke ønsker eller har mulighed for at køre til Flensborg, kan du med fordel få en hyggelig aften sammen med andre på Fællesbiblioteket i Egernførde, hvor foredraget vil blive vist live på TV.
Foredrag ved Anke Spoorendonk
Fri entré. Tilmelding til keh@dcbib.dk.