Dyrepasser Mikkel Stenholt Sortemos
Dyrepasser Mikkel Stenholt Sortemos

Om dette arrangement

Tid
16:00
Pris
Gratis
Target
For alle
Foredrag & debat

Foredrag: At kæmpe for drømmen

13.10.22
Mikkel Stenholt Sortemos passion er naturen og dyrene. Efter mange udfordringer blev han uddannet til dyrepasser og har siden da vundet priser for sin måde at formidle natur på og været med i forskellige TV-udsendelser. Vær med, når Mikkel åbner op for den verden han elsker. Nogle af hans dyr vil være med til foredraget, som også er egnet til børnefamilier.

Dyrepasser og indehaver af "Arternes Verden", Mikkel Stenholt Sortemos, fortæller om dyr, nervepirrende oplevelser og om at kæmpe for det, man drømmer om. Med sig har Mikkel nogle af sine dyr.

Allerede som 16-årig blev Mikkel optaget på dyrepasseruddannelsen, og i dag lever han for at videreformidle sin viden om dyr, kryb og slanger. Mikkel har fotograferet vilde elefanter i både Afrika og Asien, undersøgt verdens største koralrev, været i nærkontakt med nogle af verdens farligste slanger og har mødt dyrearter som koalaen i Australien.

Passionen for dyr

Mikkels passion for alverdens natur er nærmest et kald. Allerede som lille sad han sammen med sin mormor og så Steve Irwin på Animal Planet. Fodbold og biler var ikke Mikkels førsteprioritet i frikvartererne i folkeskolen, tværtimod var bøger og fugle uden for meget sjovere at observere.

Han fortæller:

"Lige siden jeg var i 2-3 års alderen, har jeg ALTID vidst, hvad jeg ville bruge mit liv til. At passe på alverdens dyreliv og samtidig videregive den passion jeg har for det til alle andre. I 2018 lykkedes det mig endeligt at kunne kalde mig selv for uddannet Dyrepasser. Det tog knapt 6½ år efter jeg skulle gennemgå en masse udfordrende livsvalg, mens jeg studerede."

Drømmen om at blive dyrepasser

Mikkel har rejst i store dele af verden, men den mest læringsrige rejse har været rejsen mod drømmen og målet: at blive uddannet dyrepasser. På denne rejse har kun fantasien sat grænser for oplevelserne. Her har han fået en uvurderlig støtte fra sin familie, for det skulle vise sig at vejen ikke var lige, men med mange sidesving og glatbaner. Flere gange overvejede han, om det var kampen værd, at skulle opgive nogle ting, for at lykkedes med nogle andre. Men med familiens stemmer i baghovedet var svaret altid: JA! Så måtte han bide tænderne sammen i de svære tider og se fremad mod det mål, han havde sat sig fra barnsben. I november 2018 blev Mikkel færdiguddannet dyrepasser "med tonsvis af livsbekræftende oplevelser rigere i bagagen!", som han siger.

Arternes Verden

"Arternes Verden" har til formål at videregive viden om verdens fantastiske arter – ikke mindst de arter, som man frygter eller ser skævt til, som edderkopper, slanger og øgler. Idéen er udsprunget af Mikkels fortid, hvor han har haft både "Forunderlige Skabninger" i samarbejde med Tim Hansen og "Slangernes Verden".

Udover at stå for "Arternes Verden " arbejder Mikkel som informationsmedarbejder og guide i Aalborg Zoo, hvor han hver dag får ny viden om naturen og dyrene. Derudover holder han foredrag, er ude til undervisning og er med i forskellige udsendelser på TV og i radio.

Mikkel er indstillet til prisen Danmarks Bedste Naturformidler 2022.

Mød Mikkel og nogle af hans dyr -  blandt andet en slange og en fugleedderkop. Foredraget er afvekslende og både børn og voksne kan deltage.

Fri entré.

Tilmelding til dcb@dcbib.dk

Materialer