I krig & kærlighed
I krig & kærlighed

Om dette arrangement

Tid
19:00
Pris
7 €
Target
For voksne
Foredrag & debat

I krig & kærlighed

26.02.19
Mød forfatteren og manuskriptforfatteren.

Karsten Skovs første roman, Knacker, er udgangspunktet for filmen I krig og kærlighed, som er instrueret af Kasper Torsting og produceret af Ronnie Fridthjof.

”Vores egen historie har altid fascineret mig, og i min barndom lyttede jeg til flere beretninger fra tidligere krigsdeltagere fra 1. verdenskrig. Mads fra Fynshav, der havde transporteret soldaterne i krig ved at skovle kul i damplokomotiverne. Den lokale doktor Agerley i Augustenborg, der havde arbejdet som kirurg. Endda havde en enkelt af skolens aldrende undervisere, Hans Lassen, selv deltaget i krigshandlingerne ved Vestfronten i Frankrig, og kunne efter megen plagen, overtales til at berette fra dengang landsdelen var tysk. De er alle borte nu, men har inspireret mig til at berette om vores egen historie”, har Karsten Skov sagt.

Knacker, som udkom i 2013, handler om Esben, der er tysk frontsoldat. I april 1917 udnytter han sin orlov til at vende tilbage til sin gård og familie i Sønderjylland. Han nages af sine grufulde oplevelser ved Vestfronten og beslutter sig for at desertere. Planen er at flygte til Ærø, men i stedet må han skjule sig på loftet på sin gård. Her har den tyske officer Gerhard overtaget hans plads.

Fridthjof Film havde oprindeligt planer om at lave en film om 2. verdenskrig, men da Ronnie Fridthjof blev præsenteret for Karsten Skovs roman, så han potentialet i den vigtige men oversete del af nationalhistorien.

”Det er en ret stor del af Danmarkshistorien, som i mange år har ligget gemt, fordi vores opfattelse i resten af Danmark er, at vi var neutrale under krigen. Men vi glemmer bare, at en stor del af det, vi kalder Danmark i dag, lå i den region. Der døde flere danskere under Første verdenskrig, end der er døde i alle de efterfølgende krige, som Danmark har været involveret i,” fortæller Fridthjof til Det Danske Filminstitut.

Ronnie Fridthjof skrev sammen med Kasper Torsting manuskriptet til filmen, som er Torstings spillefilmdebut.

Dele af filmen blev optaget med Flensborg Bibliotek som udgangspunkt og er i øvrigt en del af Den dansk-tyske udviklingsaftale, som støtter samarbejde mellem danske og tyske producenter.

Se filmen på Jaruplund Højskole kl. 14:30 samme dag.

Arrangementet er en del af Litterært Træfpunkt - en uge med litteratur, som finder sted i et samarbejde med Jaruplund Højskole.

Læs mere >>HER<<

Spørg biblioteket