Sissel-Jo Gazan & Kristian Bang Foss
Sissel-Jo Gazan & Kristian Bang Foss

Om dette arrangement

Tid
14:00
Pris
10 €
Target
For voksne
Foredrag & debat

Mød forfatterne Sissel-Jo Gazan & Kristian Bang Foss

19.09.20
Med Frank vender hjem er forfatteren Kristian Bang Foss nået ud til et stort publikum.

Utallige læsekredse har læst romanen, som blev nomineret til DR’s romanpris. Frank er mønsterbryder og har svært ved at finde sig tilrette i sin kærestes velhavende familie og på universitet. Klasseforskelle i et meget lige land som Danmark interesserer forfatteren, som mener, at der ikke er lige muligheder for alle.

Kristian Bang Foss fik sit gennembrud i 2008 med Stormen i 99, hvor temaet er gruppedynamik og magtforhold på en arbejdsplads og i folkeskolen. Døden kører Audi fra 2012 blev hans internationale gennembrud. Romanen er en fortælling om Waldemar, verdens sygeste menneske, og Asger, en falleret reklamemand, der nu er handicaphjælper.
Forfatteren lader sig inspirere af oplevelser og iagttagelser, hvor han færdes, og sat sammen bliver det til absurde skildringer med både komik og tragedie. 

I romanen Blækhat fra 2017 vender Sissel-Jo Gazan tilbage til ungdommens Aarhus i 1980’erne. Rosa vokser op hos sin mor, der ikke vil fortælle, hvem Rosas far er. Det lykkes dog Rosa at opklare det mange år senere. Det er et tidsbillede af 80’ernes Aarhus, hvor der var BZ’ere, KU’ere, graffiti og street art. 

Efter gymnasiet tog Sissel-Jo Gazan til Lissabon, hvor hun på tre måneder skrev sin debutroman Når man kysser i august, en finurlig kærlighedsroman, som udkom i 1995. Hun uddannede sig til cand.scient. i biologi med speciale i dinosaurer og skrev videnskabskrimien Dinosaurens fjer, som blev hendes helt store gennembrud i 2008. Som i Sissel-Jos øvrige romaner er temaet det menneskelige samspil med hemmeligheder, løgne, svigt, had og kærlighed. Svalens Graf er en selvstændig fortsættelse. 

Interview ved Ivy York Möller-Christensen, tidligere professor ved Europa-Universität Flensburg.

En del af litteraturfestivalen OrdFraNord. Læs mere i særskilt program.

Tags