
Om dette arrangement
Romaner og rosé - Gode romaner til læsekredse og andre læseheste
Det sker jævnligt, at vi bliver spurgt, om vi kan anbefale en god bog. Det kan vi, men svaret på spørgsmålet kan lande tusind steder alt efter, hvem der spørger. Er spørgsmålet, om vi kan hjælpe med at finde en god roman til en læsekreds, har vi helt andre overvejelser.
Lysten til at vide mere
En god læsekredsroman sætter gang i læserens nysgerrighed og pirrer lysten til at vide mere om romanens handling, karakterer, temaer eller forfatteren. En læsekredsroman skal give én lyst til at tale med nogen om læseoplevelsen. I samtalen med andre opdager man ofte nye vinkler og perspektiver i historien, hvilket giver en mere dyb og reflekteret læseoplevelse.
Man kan sige, at en bogs liv fortsætter og forstærkes i samtaler med andre læsere, og ofte ser man helt anderledes på romanen efter at have diskuteret den. Samtidig giver forskellige opfattelser tit de bedste samtaler.
Kom og se, hvilke læsekredssæt biblioteket har på lager!
Dansk Centralbibliotek har over 50 læsekredssæt, som udlånes til læsegrupper i hele Sydslesvig, og nu inviterer vi alle læsekredse og andre læseheste til nogle hyggelige timer med præsentationer af gode bøger til læsekredse.
I kan derudover glæde jer til et glas rosé eller juice og lidt at spise.
Bibliotekarerne Lene Lund og Anni Søndergaard fortæller om romanerne.
Entré € 7, - inkl. et let traktement. Det er nødvendigt at købe billet senest dagen før a.h.t. servering.
Har du lyst til at være med i en læsekreds?
Vil du gerne være med i en læsekreds, undersøger vi gerne, om det er muligt at oprette nogle nye eller at komme med i en af de eksisterende. Tag gerne fat i os under arrangementet eller tag fat i en bibliotekar, næste gang du er på biblioteket!