Bogforside af "Safari fra helvede" af Tom Buk-Swienty
Bogforside af "Safari fra helvede" af Tom Buk-Swienty

Om dette arrangement

Tid
19:00
Pris
7 Euro
Foredrag & debat

Safari fra helvede

08.03.23
Bogen "Safari fra Helvede" handler om 30 sønderjyder, der i 1915 blev sendt på en hemmelig mission til Tysk Østafrika. Den 8. marts genopliver journalist og historiker Tom Buk-Swienty disse dramatiske begivenheder på Flensborg Bibliotek, hvor han i sit foredrag vil supplere med autentiske fotografier og beretninger fra sine egne research-ophold i Tanzania.

En dag i slutningen af 1914 stod fyrbøderen Nis Kock fra Kegnæs på Als på kasernepladsen i Kiel. Den vagthavende officer befalede alle dansktalende marinesoldater at træde et skridt frem. Det gjorde en lille håndfuld. En fremmed søofficer tog dem til side og fortalte dem på dansk, at de hermed var udtaget til særlig tjeneste og skulle være klar til afrejse med kort varsel.

Hemmelig mission

Tom Buk-Swienty har udgivet bogen Safari fra helvede, som handler om 30 sønderjyder, der forklædt som danske sømænd i det tyske kejserriges tjeneste under 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til kolonien Tysk Østafrika. De unge mænd skulle møde på skibet Kronborg i 1915. Da de stod på skibet, vidste de endnu ikke, hvor de skulle hen. Men de skulle tilbagelægge en enorm sørejse på et skib, der var camoufleret som dansk handelsskib. Derefter gik turen til fods gennem det fremmede afrikanske landskab. En af dem man gennemgående følger, i fortællingen om krigens gang i denne fjerne del af verden, er fyrbøder Nis Kock fra Als. Han og de øvrige unge mænd blev kastet ud i en voldsom og blodig krig mod englænderne i det nuværende Tanzania.

For utroligt til at være sandt

Selvom alt det sønderjyderne skulle igennem næsten er for utroligt til at være sandt, er der tale om virkelige hændelser. Historien beskrives via deltagernes øjenvidneberetninger og erindringer og er baseret på samtidige og unikke dokumenter fra arkiver i Tyskland, England og Danmark. Forfatteren takker blandt andet historiker og arkivar Martin Bo Nørregård, som er ansat i Forskningsafdelingen, for researchhjælp og kalder ham arkivdetektiv i særklasse. Forfatterens primære kilde er bogen Sønderjyder forsvarer Østafrika 1914-18, som udkom i 1937. 

Foredraget ved journalist og historiker Tom Buk-Swienty suppleres med samtidige fotografier, der bringer tilhørerne helt tæt på de dramatiske begivenheder. Derudover vil Tom Buk-Swienty berette om sine egne mange ophold i Tanzania i forbindelse med sin research og skrivearbejdet. 

Tom Buk-Swienty har skrevet flere bøger, der altid tager udgangspunkt i historiske begivenheder. 

Entré € 7,-. Forsalg på biblioteket

Arrangeret af Dansk Centralbibliotek, DSH -Aktive kvinder i Sydslesvig, Den slesvigske Kvindeforening.

Materialer