Stine Liv Johansen, lektor, ph.d. ved Aarhus Universitet
Stine Liv Johansen, lektor, ph.d. ved Aarhus Universitet

Om dette arrangement

Tid
19:00
Pris
5 Euro
Target
For alle
Foredrag & debat

Tanker om digital dannelse

22.02.23
Hvornår er man digital dannet? Når man er aktiv på sociale medier? Når man bruger smarte digitale gadgets? Eller først når man kan læse HTML? I sit foredrag vil lektor, ph.d. Stine Liv Johansen komme med nogle svar på, hvordan man bliver digitalt dannet, hvad det betyder for vores hverdag og hvad vi egentlig får ud af det.

Digital dannelse er noget, alle skal have, ikke kun børn og unge, som man ofte taler om, men også forældre og bedsteforældre. Men hvad er digital dannelse? Er det at kunne begå sig på de sociale medier, at vide hvordan man betaler med MobilePay eller at gennemskue algoritmer? Alle bliver i dag udfordret af en mere digitaliseret hverdag, og nye undersøgelser viser, at mange stadigvæk har svært ved at begå sig i den.

Umoden debat

Selvom vi har haft sociale medier i et par årtier og selvom mange af nutidens forældre selv var ivrige computerspillere som børn i 1980'erne og kom på nettet i 1990'erne, så er vores debat om de digitale medier stadig umoden og bidrager for mange til mere forvirring end afklaring. Der tales, skrives og menes blandt andet meget om digital dannelse. Alle er enige om, at det er godt at have digital dannelse, men hvad mener vi egentlig med det? Hvad er digital dannelse for en størrelse?

Baseret på sin nye bog reflekterer Stine Liv Johansen over vores digitale liv og hvordan vi som forældre, bedsteforældre og fagprofessionelle kan bidrage til at ikke alene børn og unge, men alle bliver mere kritiske, reflekterede, nysgerrige og kreative borgere i et digitaliseret samfund.

Hvordan bliver man digitalt dannet?

I sit foredrag fortæller lektor, ph.d. Stine Liv Johansen, hvordan man bliver digitalt dannet, hvad det betyder for vores hverdag og hvad det overhovedet skal gøre godt for. Hun vil diskutere begrebet digital dannelse og give et overblik over, hvor og i hvilke samfundsmæssige, kulturelle og sociale sammenhænge digital dannelse er relevant. Derudover vil hun diskutere, hvem der egentlig har ansvaret for den digitale dannelse.

Om foredragsholderen

Stine Liv Johansen er lektor, ph.d. ved Center for Børns Litteratur og Medier på Aarhus Universitet og tidligere formand for Medierådet for Børn og Unge.

Hun har i over 20 år været optaget af at undersøge børn og unges liv med medier i og uden for institutionelle kontekster. Hun er derudover en aktiv deltager i debatten om børn, unge og medier. Hendes seneste bog 10 tanker om digital dannelse udkom i sommeren 2022 på Dafolo Forlag. Her samler hun mange års forskning på en overskuelig måde.

Entré € 5,-. Forsalg på biblioteket

Arrangeret af Dansk Centralbibliotek og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger

Materialer