Om dette arrangement

Tid
9:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Danmark
Target
For voksne
Udstilling

100% fremmed?

15.06.18
100% FREMMED? er et dokumentarisk kunstprojekt med 100 portrætter og 100 tekster af 100 borgere, der statistisk repræsenterer de 161.000 mennesker, der har fået asyl i Danmark siden 1956.

De senere år har flygtningedebatten domineret mediebilledet. Først var der fokus på dem, som ankom, mens blikket nu især er rettet mod dem, som er her. Det spørgsmål, der går igen, er, hvor danske eller fremmede de i grunden er?

Med 100% FREMMED? svarer 100 tidligere flygtninge på dette forsimplende spørgsmål med 100 komplekse og vidt forskellige fortællinger om at være menneske i Danmark i dag – fremmed eller ej. Fortællinger om tilhørsforhold, længsler og drømme, minder om mennesker og steder, holdninger til samfund, køn, kultur og religion. Her bliver nationalitet kun et af mange parametre for det at føle sig fremmed. Alle portrætter er skabt i Tivoli – En forlystelseshave og nationalklenodie der siden 1843 har repræsenteret det danske og det fremmede med lige dele nysgerrighed, hyldest, forsimpling og fortrængning. Et spejl på, og samtidigt et helle fra verden udenfor, hvor gæsterne kan leje med den personlige såvel som den nationale identitet for en stund.

Med 100%FREMMED? tager de hundrede tidligere flygtninge selv del i historiefortællingen. Her fungerer Tivoli som et gammeldags fotostudie, hvor deltagerne klæder sig pænt på, vælger deres baggrund og posering med de personer og genstande, der betyder mest for dem. Med parkens myriade af farver, figurer, symboler og materialer forsøger billederne at undslippe fortællingen om flygtningene som ”ofre” for deres skæbne.  Deltagerne er valgt ud fra fire statistiske kriterier: oprindelsesland, køn, årstal for ankomst til Danmark og familiesammenførelse samt forskellighed indenfor politisk, religiøs, etnisk og professionel baggrund. 100%FREMMED? er den første større kunst-dokumentariske indsamling af denne befolkningsgruppes personlige beretninger. De 100 fortællinger overleveres til Københavns Stadsarkiv og baner således vej for en ny og mere repræsentativ historieskrivning. Projektet er skabt af Københavns Internationale Teater/Metropolis og Maja Nydal Eriksen. 100% FREMMED? er en del af Københavns Internationale Teaters projekt Metropolis, der skaber og præsenterer kunst i, med og for København ved at bearbejde byens usynlige fortællinger. 

Filer