
Om dette arrangement
Udstilling: Bovbjerg & Gerlif – maleri og keramik fra Viborg
Annette Gerlif og Helle Bovbjerg fra Viborg viser deres værker.
Billedkunstner Annette Gerlif
Billedkunstner Annette Gerlif er uddannet fra Århus Kunstakademi i 2008. Hun arbejder med maleri, grafik, tegninger, collager og installationer.
Hendes kunst er i udgangspunktet karakteristisk ved den åbenlyse interesse for den konkrete, fysiske verdens forskellige rum og arkitektoniske formationer. Iagttagelserne kan spores direkte på billedfladen, hvor de forenkles, arrangeres og gøres flade, så de fremstår som abstraktioner og mønstre i dialog med linjer og taktile brud, der skaber modvægt, åbninger og forskydninger i billedrummet.
Keramiker Helle Bovbjerg
Keramiker Helle Bovbjerg er uddannet på Designskolen Kolding i 1990. Hun fortæller:
"Med inspiration fra industrielle havnemiljøer arbejder jeg med abstrakte arkitektoniske skulpturer og mindre serier af funktionel keramik. At gå på opdagelse på havnen er min drivkraft og grobund for at skabe nye inspirationer til nye værker. Inspirationen fra de enorme containerskibe, det internationale og filosofiske aspekt af havnen som metafor, optager mig, samt konkrete linjer og detaljer. Formmæssige sammenhænge mellem de indre og ydre rum i værkerne er noget jeg vægter højt i mit arbejde med leret. Både hvad angår funktionelle og skulpturelle arbejder".
Fri entré.
Udstillingen kan ses mandag-fredag fra 11.00 - 17.00 og lørdag 11.00 - 14.00 i tidsrummet fra 20. januar - 11. februar.
Arrangeret i samarbejde med Sydslesvig danske Kunstforening.