Fastelavn
Fastelavn

Hvorfor holder vi fastelavn?

29.01.21
Hvorfor holder vi fastelavn? Er fastelavn kun for børn? Hvor finder jeg inspiration til dragter og pynt?

Fastelavn er en gammel skik, der både udspringer af religion og af årstidsbestemte traditioner. I middelalderen varede fastelavn en hel uge og markerede starten på 40 dages faste før påske. Derfor flytter datoen for fastelavn sig hvert år, så den følger påsken. I år er det fastelavn søndag d. 14. februar.

En kæreste bag masken?
Tidligere var fastelavn i høj grad for voksne. Det var en uge fyldt med optog, sjov og ballade – og fester, hvor de unge havde mulighed for at møde hinanden. Var man heldig, fandt man måske en sød kæreste gemt bag en maske.

Fastelavn har været forbudt
I Danske lov af 1683 står der: ”Fastelavns løben forbydes strengeligen, og bør alvorligen straffes". Denne lov har vist ikke virket helt efter hensigten. For vi holder stadig fastelavn. Dog ikke en hel uge, men blot en enkelt dag. 
Og med årene har det udviklet sig fra at være en fest for voksne til, at det næsten kun er børn, der klæder sig ud og slår katten af tønden.

Tips til bøger om fastelavn
Du kan læse mere om fastelavn i en række af bibliotekets bøger. 
Ulla Mosegaard beskriver i et let sprog om traditionen i ”Fastelavnsbogen”. En lidt grundigere forklaring om forårets traditioner findes i Anna-Marie Helfers ”Vintergækker og påskeharer”. Den helt store gennemgang af maskeballer, maskerader, julebukke og egnsbestemte fastelavnsfejringer finder du i Inge Adriansen og Carsten Bregenhøjs flotte bog ”Maske og forklædning i Danmark”.

Dragter og pynt
Biblioteket har mange bøger med mønstre og syvejledninger til farverige kostumer. Der er for eksempel både hurtige dragter, mere krævende kreationer samt forklædninger, der næsten bare er en maske i Sabine Lemires ”Fastelavnsbogen”. Bogen ”Ingelises fastelavn” er fyldt med klassiske mønstre på mariehøns, bier, sørøvere og prinsesser. Her er både til de lidt større børn samt et par varmere dragter til de helt små, der måske skal med til fastelavn for første gang.
Dette Kims ”Klip & pynt til fastelavn” giver masser af inspiration til bordpynt, invitationer og pynt til fastelavnsris. Meget af det er så nemt at lave, at børn fra 3-4 år sagtens kan være med.

Mangler du en god højtlæsningsbog om fastelavn?
Der findes også bøger med fastelavn som tema. En del er billedbøger, der er skønne at læse sammen. 
Tor Åge Bringsværd har skrevet en dejlig serie om Kasper og Sofie. I ”Kasper og Sofie klæder sig ud” er der karneval i børnehaven. Hvad mon de klæder sig ud som?
Thorstein Thomsens ”Lille Mus til fastelavn” er en sød historie om, hvordan man ved et enkelt nys kan komme til at ødelægge en vens kostume. Og hvad gør man så?
Også Lasse-Leif fejrer fastelavn – eller tør han nu det? For far har sagt, at det ikke er godt for børn at spise slik, da deres sukkermave ikke er udviklet endnu. Mette Finderup har med ”Lasse-Leif – drømmen om sukkermaven” virkelig beskrevet ethvert barns mareridt om slik, men heldigvis ender det godt.

Kan dit barn selv læse, har biblioteket disse lette bøger i samlingen
Jørn Jensen: Palle slår katten af tønden. Her kommer Palle og far næsten for sent til fastelavnsfesten, fordi far gerne vil ”rasle” først.
I Kirsten Ahlburgs ”Bo er en ko” tager Ane og Bo masker på og rasler hos naboerne.
Per Østergaards bog ”Du er en kat, Bella” handler om Sine og hunden Bella, der skal slå katten af tønden. Sine vil være løve, og hun bestemmer, at Bella skal være kat – men vil Bella det?
Også Marie Duedahl skriver om fastelavn i ”Julie og Baby-Olsen”. Julie er klædt ud som pirat, og Olsen er klædt ud som kæmpe-baby. Mon han må være med til at slå katten af tønden?

Alle bøger kan bestilles fra listen herunder.
 

Tags
Materialer