Juletræsfest på Flensborg Bibliotek i december 2022
Juletræsfest på Flensborg Bibliotek i december 2022

Juletræsfest 2022: En stor børneflok mødte julemanden på Flensborg Bibliotek

21.12.22
Juletræsfesten på Flensborg Bibliotek var atter et stort hit. En stor flok børn mødte op på biblioteket for at danse omkring det store juletræ i indergården og hilse på julemanden.

Den 9. december var der atter full house på Flensborg Bibliotek. Juletræsfesten var igen et hit hos lokale børnefamilier, som talrigt mødte op for at danse omkring det store juletræ, der var sat op i bibiotekets indergård.
Efter et par danseture var det tid til at kalde på julemanden, som kort efter dukkede op i vinduet på 2. sal. Julemanden tog straks plads i sin slæde i gården, hvorfra han delte julegaver ud til alle børnene fra sin store, røde sæk.

Sneboldkamp uden sne og en tur til bibliotekets hemmelige arkiver

Mens en gruppe børn ventede på, at det blev deres tur, var resten delt op i to grupper. Den ene gruppe hyggede sig med en sneboldkamp med kunstige snebolde i baggården, mens den anden gruppe var på en eventyrlig tur til de spændende, hemmelige steder i bibliotekets arkiver, som normalt ikke er tilgængelige for offentligheden.

Vi siger stor tak til alle, der kiggede forbi, og ønsker jer alle sammen god jul og godt nytår!

Materialer