
Linus og Theo går på opdagelse i "Stakkevis af de bedste for børn"
Find stakkevis af de allerbedste danske børnebøger på bibliotekerne i Flensborg, Slesvig, Husum og Egernførde – et nyt tilbud til alle børnefamilier.
Stakkevis
Børnebiblioteket har udvalgt stakkevis af de bedste danske børnebøger. Sikre titler, som er anskaffet i mange eksemplarer, så de altid vil kunne findes på biblioteket. Bøgerne er ”stakket” og udstillet på børnebiblioteket, så man nu kan snuppe noget af det allerbedste inden for dansk børnelitteratur med i farten.
Sallys far - og alle de andre
Børnebiblioteket har valgt både klassiske, nyklassiske, samt lidt skæve titler og selvfølgelig også nogen af de helt nye hotte bøger. Der er populære billedbøger, som f.eks bøgerne om Sallys kiksede far, elefanten Carl eller den altid opfindsomme dreng Vitello. Blandt højtlæsningsbøgerne er også en samling af Aakesons skæve, tankevækkende og morsomme historier, men også historierne om Snøvsen, og bøger som barnet selv kan læse som f.eks ”Kaskelotternes sang”.
… og Mis med de blå øjne
Blandt klassikerne og nyklassikerne er titler, som man i Danmark nærmest får ind med modermælken. Højtelskede bøger, som allerede vores forældre og i nogen tilfælde endda vores bedsteforældrene er vokset op med. ”Mis med de blå øjne”, er et godt eksempel på en af de bøger, der er hvermandseje i Danmark, ligesom ”Cykelmyggen Egon” er elsket af generationer. Derfor er det vigtigt for biblioteket, at disse bøger er tilgængelige i Sydslesvig. De kan være en god indgang til at forstå det særegne ved dansk kultur. Her spiller biblioteket en vigtig rolle som formidler af god litteratur som en vej ind i dansk børnekultur.
Stærke børn i litteraturen
I Sydslesvig skal biblioteket både være med til at vække glæden ved at læse, men også gerne formidle det særprægede ved dansk og nordisk litteratur. Her er børnelitteraturen bl.a. kendetegnet ved stærke og selvstændige børn og fraværet af ’løftede pegefingre’.
Glæd dig...
...til ’Stakkevis’ på bibliotekerne i Husum, Slesvig, Egernførde og Flensborg.
Tak til Jens Jessens Mindelegat, Grænselandets Legatfond og Lektor Kirsten Langkildes Legat for velvillig støtte.