Fårehyrdens dagbog
Fårehyrdens dagbog

Bibliotekarernes favoritter i 2020: Fårehyrdens dagbog - af James Rebanks.

29.12.20
Kom helt ned i gear med denne fortælling fra de engelske bjerge.

Her er bogen der får dig til at komme heeeelt ned i gear. Med omdrejningspunkt i sin gamle slægtsgård i nærheden af Threlkeld, Blencatra, i det engelske Lake District fortæller James Rebanks om sit liv med får og hunde og årets gøremål. Man går ikke på arbejde, man arbejder. Og det gør man hver dag. I vind og vejr. Bare det, at reparere et stengærde eller en hæk, er et længervarende foretagende, fordi man stort set kan begynde forfra hvert år pga. naturens kraft og ødelæggelse. Landbruget er den bærende søjle for opretholdelse af liv og traditioner i denne egn af England. Kvæg og fåreavl er her et levebrød og ikke et hygge-projekt for byboer med burn-out. 

Jeg blev nærmest suget ind i bogen, fordi jeg har vandret mange mange kilometer i dette område over de sidste 25 år og kender til folk & fæ. Og jeg må erkende, at jeg har fået dyb respekt for det store arbejde der ligger i at drive de mange store og små gårde, som ligger fordelt rundt omkring i de liflige grønne engelske bakker med de mange tusind får. Fordi der er jo nogen der passer og holder øje med dem allesammen. 

Næste gang jeg vandrer i det område, vil jeg træde varsomt og hvis jeg ser et får, der ligger på ryggen, ved jeg hvordan jeg vender det,  så det kan komme op på benene igen, ellers dør det nemlig. Det har jeg lært af Mr. Rebanks! 

 

 

Materialer