Lucinda Riley: Solsøsteren, 6. del i De syv søstre-serien
Lucinda Riley: Solsøsteren, 6. del i De syv søstre-serien

Bibliotekarernes favoritter i 2020: Solsøsteren - af Lucinda Riley.

De 7 søstre-serien er en skøn serie, som jeg varmt kan anbefale.

Serien udgøres ind til nu af seks bøger - den syvende og sidste udkommer i 2021.

I hver bog følger man en af de adopterede søstre og deres baggrund alt efter, hvor i verden de stammer fra. Der optræder historiske personer og vi får historisk indsigt i det pågældende land. Vi følger slægten tilbage i tiden og den, som adopterede dem til Pa Salt, hvor de sammen voksede op.

Den sjette bog i serien, som jeg har hørt i år, fangede mig virkelig meget. Den handler om Electra D'Aplièse, som er adopteret fra Kenya. Hun er en meget smuk sort supermodel, der på overfladen har det hele. Under overfladen af det luksuriøse liv som model på Manhattan, er tingene dog knapt så perfekte.

Lykken vender for hende den dag, hvor hun uventet får et brev fra en kvinde, der skriver, at hun er hendes bedstemor. Electra finder gradvist ud af hvem hun er og hvor hun kommer fra. Samtidig får hun indsigt i historien om sin bedstemors liv i 1930'ernes Kenya. Dette bandt mig så meget til historien – rejsen og livet i Kenya og de smukke og storslåede vidder dér – da jeg selv har en stor tilknytning til og altid har været fascineret af Afrika.

Alt i alt en medrivende, rørende og spændende historie til jer som kan lide familieromaner krydret med kærlighed og historie. Serien har ind til videre været en stor succes blandt bibliotekets lånere.
Spændingen er nu høj og forventningsfuld, da den sidste bog i serien: ”Den ukendte søster” kommer til maj 2021.
Glæder mig til at se hvordan alle trådene bindes sammen i denne 7. og sidste bog. 

Udover de trykte udgaver og e-bøger som angivet herunder, findes serien også som mp3, som du også kan bestille på biblioteket.
 

Materialer