Stine Pilgaard. Foto: Martin Reinhard
Stine Pilgaard. Foto: Martin Reinhard

Læsernes Bogpris: Interview med Stine Pilgaard

12.03.21
Stine Pilgaard er nomineret til Læsernes Bogpris for sin sproglige stjernekaster af en roman ’Meter i Sekundet’

I Stine Pilgaards roman Meter i sekundet er den unge kvindelige fortæller flyttet til Vestjylland med sin kæreste, der er blevet lærer på en Højskole. Parret er blevet forældre, og for fortælleren handler hverdagen om at undgå at gå i brædderne af træthed, at få sønnen i dagpleje og hente ham igen, at forsøge at passe bare nogenlunde ind og forsøge at få et kørekort.

’Meter i sekundet’ er en komisk kærlighedssang til sproget, samtalen og det stærkt underholdende møde mellem to (ord)kulturer. Men også en guide til, hvordan man som småbørnsforældre redder parforholdet med sproget, og en rørende påmindelse om, at man engang igen vil få dybe relationer til venner. Bare ikke, når man er i 30’erne.

Stine Pilgaard har med sin sproglige stjernekaster af en roman på alle måder fortjent at blive nomineret til Læsernes Bogpris.

- Og Stine Pilgaard, hvad betyder det egentlig for dig at være nomineret til netop denne pris?

”Der er noget fint ved de priser, hvor det netop er læserne der bestemmer. Fordi det peger på, at skriften jo er en interaktion. En bog giver først rigtig mening, hvis den bliver læst, ligesom en samtale også kræver en, der lytter. Og en åbenhed og en vilje til at give sig hen til det fortalte. Det er noget af det smukkeste ved litteraturen. Netop bibliotekerne og Litteratursiden er steder, der rækker ud mod mennesker, og som sørger for, at vi kan mødes gennem bøgerne, så det er et meget fint sted at blive inviteret ind.”

- Hvad fik dig i første omgang til at skrive bogen?

”Når jeg skriver en bog, er det ikke en beslutning, jeg tager, men snarere noget, der sker. Jeg skriver små fragmenter eller scener næsten hver dag og prøver på at skrive, fordi jeg elsker at skrive, og forsøger ikke at have noget større formål, en endestation eller et resultat. Det har jeg selvfølgelig alligevel, men jeg vil gerne holde mig åben og nysgerrig så længe som muligt og forestille mig, at teksterne kan gå i alle retninger. At alting hele tiden kan ske på skærmen, der skrives på. Det kan give mig en følelse af beruselse, en fornemmelse af at alting er muligt. Jeg fik et barn, mens jeg skrev romanen. Det betød meget, fordi jeg blev kastet ud i et sprogunivers, hvor jeg aldrig havde været før. Også et socialt univers, forældrenes og børnefamiliernes univers, hvor jeg ikke tidligere havde haft adgangsbillet. Derudover flyttede jeg også til den anden ende af landet midt i skriveprocessen, og netop det at blive en del af et nyt landskab, tilflytterens skærpede opmærksomhed, lysten til at fastfryse alt det nye, fjorden, havet, møllernes susen og menneskenes stilhed, blev helt klart fodspor gennem romanen.”

- Når du nu bladrer din bog igennem, hvad synes du så, at en ny læser kan glæde sig mest til?

”Jeg har meget svært ved at anbefale min bog eller udtale mig reklamerende om den, fordi jeg nok oplever den som noget indre, som en del af mig selv. Det ville nok være nemmere, hvis jeg havde tegnet en smuk bygning og materialiseret den med mørtel og mursten, så skal jeg love dig for, at jeg skulle belyse fordelene ved hvert eneste rum og sælge den til højestbydende. Jeg ville ønske, at jeg kunne skabe noget med mine hænder og ikke kun det alleryderste af mine fingerspidser, når de rammer tastaturet. Det jeg håber er, at læserne vil møde nogle karakterer, som de vil holde af, at de kan lide det univers, som romanen bevæger sig rundt i, at de vil gå ind i det rum sammen med mig, det hus som litteraturen trods alt også kan være.”

Kilde: madsdamso, Litteratursiden.

Stem på din favorit her: Læsernes Bogpris 2021

Materialer