Et perfekt liv?

08.09.16
Williams far har fødselsdag. William glæder sig. Han har en særlig gave til sin far. Han har lært sig selv latin og kan læse og oversætte ”Gallerkrigen”.

 Ingen i fødselsdagsselskabet er synderligt overrasket, selv om han kun 4 år. William var den klogeste i verden, alligevel er han glemt nu. Hans skæbne er fyldt med elementer til en roman.

Morten Brask har skrevet om geniet og vidunderbarnet William Sidis. Han kunne læse, da han var 18 måneder, tog studentereksamen som 8-årig på 12 uger og underviste på universitet som 16-årig. Livet var ikke let, for han var bogligt altid forud for sine jævnaldrende og alle andre. Han rettede på lærerne og passede ikke ind i. Af sine forældre fik han ikke megen hjælp til at begå sig blandt andre. Han var nærmest et psykologisk eksperiment. Det er en interessant og tankevækkende roman, men også trist, når man ser, hvor lidt han blev forstået.

William Sidis levede fra 1898 til 1944. Han er den person, der har fået målt den højeste IQ. Nu er han glemt, men han var kendt i datidens amerikanske medier for sine usædvanlige evner. Han hadede medierne og ville helst passe sig selv og leve i anonymitet. Samtiden beundrede ham, men gjorde ham samtidig til grin bl.a. fordi han samlede på sporvognsbilletter og udgav en bog om det.

Forældrene flygtede til USA fra zaren jødeforfølgelserne i Ukraine. Begge blev læger og faderen var anerkendt indenfor psykologien på niveau med Freud. Han var professor på Harvard University og interesserede sig for uudnyttede ressourcer i børns hjerner og forstod mediernes interesse for William, men forældrene forstod dog ikke at beskytte deres intelligente søn, og måske var det en af grundene til, at han ikke blev den nye Newton, som mange ellers forventede. Tværtimod flygtede han for at leve et anonymt liv uden kontakt til forældrene.

Hans forældre syntes ikke at leg og fodbold havde en værdi, derfor legede William ikke med andre børn. Dette har formentlig ikke gjort det lettere for ham at fungere i almindelige sociale sammenhænge, hvilket livet igennem var svært for ham. Sidis’ historie kan lære os noget. For er det ikke stadig sådan at mennesker, som ikke ligner flertallet holdes lidt udenfor? Det ville være godt for alle, hvis vi havde lettere ved at acceptere forskelligheder og udnytte de samlede ressourcer.

Det er godt, at Morten Brask læste en notits om William Sidis høje IQ og valgte at skrive en roman om hans liv. Historien om William Sidis er fascinerende, og romanen er interessant og tankevækkende om end ikke helt så letløbende som de øvrige romaner, forfatteren har skrevet. Romanen fortæller i korte afsnit om Sidis’ barndom, hans sympati for socialismen og hans sidste år.

Fakta

William Sidis kunne over 40 sprog

Skrev sin første bog som 4-årig

På et revisionskontor lavede han en dags arbejde på 13 minutter

Han udgav oftest under pseudonym.

Hans IQ var 250-300, så høj at den ikke kunne måles.

En gennemsnitlig IQ er på 100

Stephen Hawkings er 160

Rowan Atkinson/Mr Bean har en IQ på 178

 

Morten Brask besøger Slesvig og Flensborg i forbindelse med ”Ord Fra Nord. Litteraturfest i grænselandet”, som finder sted den14.-17. september.

Se hele programmet her

Klik på ikonet Ord Fra Nord for at se alle anbefalinger.

 

Materialer