Flugten fra livet på 1. klasse

14.10.16
Palle står i lufthavnen. Landets statsminister er blevet skudt. Palle tager det næste fly og ender i Argentina

Palle er undervejs til Nice, hvor hans kone vil fejre sin 50års fødselsdag med et ordentligt kalas. På mobilen hører han hende kværne om planlægningen. I en højtaler hører han, at statsministeren, som er hans ungdomsven, er blevet skudt. Han synker sammen på en bænk. Han tager ikke flyet til Nice. Han tager det næste fly. Det flyver tilfældigvis til Argentina. Herfra fortæller han historien om de fire ungdomsvenner i 80’ernes Odense og fremefter.

Morten Hesseldahl har skrevet en spændende udviklingshistorie om ungdomsvennerne Palle, Tilde, Torben og Sigvard. Om deres drømme, da de forlader gymnasiet, og hvad der siden blev af dem.  Det er en god og velkomponeret historie, som vækker minder fra 80’erne og fremefter. Der er buttede faxe flasker, kun to tv-kanaler, murens fald og mange andre ting, der fremkalder billeder fra dengang hos læseren.

Palle flygter
Læseren følger de fire unge fortalt med udgangspunkt i Palle Bengtson. Palle er den regelrette, som efter gymnasiet læser på universitetet og bliver anerkendt i reklamebranchen. Han ender med at blive kommunikationsdirektør i en stor tøjkoncern - og gift med datteren. Da han er 50, indser han, at han bare er fulgt med, han har ladet andre beslutte for sig. Han har penge og prestige, men savner indhold i livet. Han flygter.

Palles kone 
Palle og hans kone Julia lever hver deres liv. Når han taler med hende i telefonen ved han aldrig, om hun er i deres hus i Nordsjælland, Skagen eller i Sydfrankrig. Hun er sammen med veninder eller kunstnere, som er tilknyttet hendes galleri i Frankrig. Sammenkomster synes at være omdrejningspunktet i hendes liv.

Palles ambitioner 
Palle manøvrerer rundt i toppen af tøjfirmaet ”Yours Truly”. Det er et familiefirma, som Julias far har stiftet. Men Palle føler sig ikke tilpas. Han er mere til et tilbagetrukket liv. Han har aldrig haft ambitioner, men er alligevel kommet videre, fordi andre ønskede hans ekspertise. Da han undervejs til Nice taler med Julia i telefonen og netop har hørt, at statsministeren er død, slår han bremserne i. Han vil ikke længere leve dette liv, som ellers er et liv på 1. klasse.  

Ulykken
Samtidig styrter en underleverandørs fabrik i Bangladesh sammen. Mange dør. Det er en skandale.  I medierne bliver Palle udråbt til synderen, der er flygtet på grund af ulykken.  Men han var alene kommunikationsdirektør. Alligevel vil han ikke reagere på løgnene. I stedet rejser han tilfældigt rundt i Sydamerika, hvor han tager de oplevelser, der dukker op og tænker på sine kammerater fra ungdommen.

Også til læsekredse
Forfatteren fører med en lethed læserne gennem årtierne med to parallelle handlingsforløb: fra ungdommen til flugten samt livet og oplevelserne i Sydamerika. Det er en meget læseværdig samtidsroman med mere fokus på personudviklingen end på spændingselementet. Den er ikke til at lægge fra sig og slutter lige lovligt hurtigt. Romanen kan anbefales til alle og er meget velegnet til læsekredse.

Morten Hesseldahl på Flensborg Bibliotek
Morten Hesseldahl besøger Flensborg Bibliotek onsdag den 8. marts i forbindelse med Læsefestivalen, der finder sted i hele Sydslesvig. Jeg kan kun anbefale bogen. Så læs den og mød forfatteren på biblioteket.

Udover at være forfatter er Morten Hesseldahl også teaterchef på Det kongelige Teater

Materialer
Spørg biblioteket