Medrivende roman om Dronningen af Saba

19.08.16
Dronningen af Saba har de fleste hørt om, men hvor mange kender myten om den handlekraftige pige fra jægersamfundet, som endte med at blive dronning?

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet en både spændende og interessant roman om Dronningen af Saba, Kong Salomon og samfundet for 3000 år siden. Romaner, som foregår på den tid, plejer ikke at vække min interesse, men jeg er glad for, at jeg læste denne. Jeg kunne ikke lægge den fra mig, før den var læst til ende. Forfatteren fortæller meget levende om kærlighed, alliancer, strid og magt – og det er let at trække paralleller til nutiden.

 

Pigen Makeda vokser op hos sin mor i den nordlige del af det sabeanske rige. Hendes far var på gennemrejse, og da han tog af sted, var Makedas mor gravid. Moderen venter på ham, men han kommer aldrig tilbage. Makeda er en usædvanlig pige, som går på jagt, og hun er både modig og handlekraftig. Hun drager på en anstrengende og besværlig tur for at finde sin far. En pige kan ikke rejse, så Makeda klæder sig som en dreng. Den beslutsomme og strategiske kvinde når frem og bliver én af inderkredsen, da hun bliver optaget i Kongen af Sabas råd. Hun rejser til Jerusalem for at indlede diplomatiske forhandlinger med Kong Salomon, så riget kan udvide sit handelsområde. Salomon voksede op i Jerusalem, som søn af Kong David. Hans ældre brødre kunne ikke enes og dræbte hinanden, derfor efterfulgte han, den yngste, sin far på tronen.

                                   

Læseren møder de to børn gennem deres opvækst og i løbet af fortællingen flettes de to spor sammen, da Makeda går flere tusinde kilometer fra sin hjemby til Jerusalem for at forhandle med Salomon. De fatter sympati for hinanden, men Makeda må rejse igen.

 

Marstrand-Jørgensen fortæller meget spændende og med et sanseligt sprog om det sabeanske rige, som lå, hvor Etiopien, Somalia og Yemen ligger nu. Romanen bygger på fælles myter fra Biblen, Koranen og det etiopiske epos Kebra Nagast.  Romanen har krævet en enorm research, og forfatteren har været ved at opgive. Jeg er glad for, at hun fuldførte projektet, så myterne bliver levendegjort for mange flere mennesker. Læs den og bliv klogere og samtidig godt underholdt.

 

Mød Anne Lise Marstrand-Jørgensen i Bov, Sønderborg og Flensborg i forbindelse med ”Ord Fra Nord. Litteraturfest i grænselandet” den 14.-17. september 2016.

Materialer