Universets engle

19.08.16
Ikke helt ny, men evig aktuel roman af islandske Einar Már Guðmundsson.

”Når man bliver udskrevet, er det ikke med noget eksamensbevis. Døren til sindssygehospitalet lukkes, og virkeligheden begynder igen.”

Sådan oplever Paul det, da han bliver udskrevet fra sindssygehospitalet Kleppur i Reykjavik.

 

 I ”Universets engle” fortæller Paul om sit liv, fra før han bliver født, til han er død. Det er en sjov roman i en trist ramme.  Forfatteren Einar Már Guðmundsson har en fantastisk evne til at fortælle om skæve eksistenser, som lever uden for samfundets systemer og normer. Han gør det altid med humor, og læseren kan ikke andet end at få sympati for de, der er anderledes.

Så når en gruppe fra hospitalet tager ud at spise på en god restaurant, kan læseren ikke andet end at klukke. For hvor har de fortjent det – selv om de ingen penge har.

Paul siger i romanen:

”Men vi der bliver indlagt på anstalter og anbragt på institutioner, vi har ingen svar at komme med, når vores ideer ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, for i vores verden er det de andre, der har ret, og som kender forskel på rigtigt og forkert.”

Men også i systemet er der en sygelighed, når f.eks. en plejer bliver fyret, fordi han imod reglementet har givet et stykke kage til en indlagt. Det sætter alt i perspektiv, for hvad er normalt, og hvem har lov til at bestemme det?

Romanen er tilegnet forfatterens psykisk syge bror, hvis fødsels- og dødsdag stemmer overens med hovedpersonens. Einar Már Guðmundsson udarbejdede filmmanuskriptet, da bogen blev til film i 2000.

”Universets engle” blev gennembruddet for Einar Már Guðmundsson og han modtog Nordisk Råds litteraturpris for romanen. Bedømmelseskomitéens begrundelse var:

”Med poetisk galskab opleves civilisationen og verden gennem den psykiatriske patients sind. Humoren fremhæver alvoren. Ironien er klædt i naivitetens slør. Romanen åbner for indsigt i den virkelighed, som vi har vænnet os til at kalde normal.”

 

Mød Einar Már Guðmundsson i Aabenraa, Sønderborg og Flensborg i forbindelse med ”Ord Fra Nord. Litteraturfest i grænselandet” den 14.-17. september 2016.

 

Materialer