Veje til Nidaros

02.02.16
I sin nyeste bog ”Veje til Nidaros” tager journalisten og anmelderen Jørgen Johansen os med på pilgrimsvandring gennem nordiske landskaber.

Han er en dygtig fortæller, så dygtig, at man fornemmer, man selv vandrer ad de ældgamle stier.

Der findes mange mere eller mindre kendte pilgrimsruter i Europa, den kendteste og mest populære er vejen til Santiago de Compostela bedre kendt som ”Jakobsvejen” eller ”Caminoen”

I 2010 fik vi i Norden vores egen ”Camino”, da netværket af såkaldte ”Olavsveje” blev udpeget til officiel europæisk pilgrimsrute i lighed med vejen til Santiago de Compostela .

Starter man i Sydslesvig, krydser man Hærvejen - en lidt forsømt del af ruten - for senere at møde de store nordiske vider, stavkirker og fjeldlandskaber. Vandringens mål er Trondheim, det gamle Nidaros, hjemsted for Olav den Helliges grav.

veje til Nidaros

I vores hektiske verden er det blevet populært at tage på pilgrimsrejse, for at få ro i sjælen eller måske for at få kontakt til en åndelig verden, som vi har mistet i farten.

Men nu forholder det sig sådan, at vi ikke alle sammen har tid eller overskud til, at begive os ud på en krævende og inspirerende pilgrimsvandring. Så er det faktisk dejligt med en gedigen omgang historieformidling i bogform, hvor man kan komme med på en rejse fra sofakanten, en slags ”Pilgrimsvandring  To Go”. For når man læser Jørgen Johansens spændende fortælling, er det som at være der selv, med rygsæk på og vandrestaven ved hånden.

I sin nyeste bog "Veje til Nidaros" fortæller Jørgen Johansen om landskaber, byer og historiske begivenheder på denne ældgamle pilgrimsrute gennem Danmark, Sverige og Norge.

Med sine fortællinger i pilgrimmenes fodspor, puster Jørgen Johansen liv i den kulturhistoriske rejse som litterær genre. Og han gør os klogere på vores identitet og kultur.  Så den, der ikke selv vandrer, kommer med Jørgen Johansens bog alligevel med på turen.

Jørgen Johansen har tidligere skrevet om pilgrimsveje til bl.a. Rom og Santiago.

Mød Jørgen Johansen på Slesvig Bibliotek,
torsdag d. 18. februar kl. 19:00, entré 6 €
se mere her >>

Læs mere på om Pilgrimsvejene på:

http://pilegrimsleden.no/

Jørgen Johansen : Veje til Nidaros. Pilgrimsspor gennem Danmark, Sverige og Norge.

Forlaget Gyldendal. 248 sider

 

Anbefalet af bibliotekar Brita Hecker

Materialer