Serier der ikke skal læses i rækkefølge

Normalt plejer man at læse serier i rækkefølge. Men det gælder ikke alle serier. Her er børnebibliotekarens bud på nogle spændende og sjove serier. Bemærk, at de foreslåede serier ofte består af flere bøger end angivet. De nævnte er kun et udvalg.

Vild med dyr

Vilde agenter af Jennifer Bell
Forældreløse Agnes bliver udvalgt som agent for OBISTA (Organisationen til Beskyttelse af Imponerende Sjældne og Truede Arter). Agnes sendes sammen med sin makker på hemmelige missioner for at redde de truede dyr. Perfekt spænding til dyreelskere med sjov, dyr og missioner. Med illustrationer og fakta om truede dyrearter og klima. Fra 9 år.

Død, splat og pelsdyr af Sam Hay
Alvin får en egyptisk amulet af sin onkel, som kan opfylde et ønske. Alvin ønsker sig et kæledyr, men ønsket går ikke helt som planlagt. I stedet for en sød hund dukker der en zombiehamster op. Da Alvin 
endelig slipper af med zombihamsteren, dukker der bare et nyt zombie-kæledyr op, som har brug for Alvins hjælp. Megasjovt og skørt. Fuld af sjove sort/hvide illustrationer. Fra 9 år.

Spirit – rider frit af G. M. Berrow
Lucky skal forlade byen og rejse med sin far mod Det Vilde Vesten. På togturen ser hun en smuk vild hingst blive indfanget, og senere krydser deres veje igen. Det er svært at starte et nyt liv, men heldigvis møder Lucky andre hesteglade piger, og de skal starte på rideakademi sammen. Perfekt hvis du er vild med heste. Bøgerne bygger på animationsserien fra Netflix. Fra 9 år.

Stjernevenner af Linda Chapman
Stjernevenner-serien er fuld af dyr og magi. Alle børn, som tror på magi kan blive stjernevenner. Mød veninderne, som med dyrenes hjælp udvikler deres egne særlige magiske egenskab, mens uhygge, magi og mørke kræfter er på spil. Mon de klarer udfordringerne sammen? Sød spændende fantasy serie med fine illustrationer af stjernevennerne og deres dyr. Fra 9 år.

Sjov og gakket

Hundemand af Dav Pilkey
Gakket sjov og ballade med Hundemand. Hunden Greg og hans menneske-betjent kommer til skade på jobbet og bliver ved hjælp af spritny kirurgi forenet til Hundemand. Med menneskekrop og hundehoved opsnuser Hundemand forbrydelser og kæmper for retfærdighed. Hvert bind i serien stikker helt af og i alle retninger. Hylende morsom graphic novel med masser af sjove illustrationer. Fra 9 år.
 

Et langt år i Leif Lykkes liv af Marie Duedahl
En kugleskør serie om Leif, som er mere uheldig end lykkelig, da han får altid rodet sig ud i noget ballade. Leif har en god ven, en sindssyg ond storebror og kommer blandt andet til at kidnappe en hund. I hver bog ender Leif med at blive jagtet af nogle farlige typer. En serie fuld af fart, skøre hændelser og fede illustrationer. Fra 10 år.

Drengen der fik ting i hovedet af Kasper Hoff
Om drengen Karl, som får ting i hovedet. Alt fra tungonit og guld til bøger – og vist nok også en hval, en bil en meteor og og og… Følg Karl og vennen Ludvig gennem alle mulige og umulige, gakkede, fjollede og ret vilde oplevelser, mens du dør af grin. Fuld af sjove og skøre illustrationer. Fra 8 år.

Jagten på sandheden af Kasper Hoff
Drengene Amir og Charlie bor i byen Skjulstrup. På byens torv står Tosse-Torben og sælger sin avis ”Jagten på sandheden”. Torben tror både på tidsrøvere og rumvæsner i byen. Amir og Charlie tror ikke helt på Torben – eller gør de? Sjov serie fuld af mysterier, konspirationsteorier og flotte illustrationer. Fra 8 år.

Online

Klimakrigerne af Henrik Nilaus
Emma vil gerne redde klimaet, selvom det er svært at ændre vaner og få resten af familien med på ideen. Sammen med vennerne Malthe og Mathilde erklærer de sig for klimakrigere og kæmper for kødløse dage og klimavenlige ferier. En sjov, underholdende kamp for at være klimavenlig i hverdagssituationer. Enkelte helsides illustrationer. Fra 10 år.

Verdens værste af Marius Horn Molaug
Mød Ruben og hans bedste ven Kent. Ruben og Kent kommer ud for mange crazy skøre ting i denne serie – altså verdens værste ting. Læs med om verdens værste skoleinspektør, ven, lejrtur eller fødselsdag. På verdens værste bilferie er der alt fra mange penge til bræk på bagsædet – og måske kommer de til at låne skoleinspektørens luksuscamper. Virkelig gakket og fuld af sjove illustrationer. Fra 10 år.

Naja Münster af Line Kyed Knudsen
Hej alle sammen og velkommen til den her serie, som handler om youtuberen Naja Münster og hendes familie. Følg Naja og familien på en masse skøre og sjove oplevelser i bedste youtube-stil og med illustrationer. Fra 8 år.

Vlog-pigerne af Lise Bidstrup
Pigerne Lærke, Muna og Malle kalder sig Vlog-pigerne, og de vlogger om aktuelle emner i deres by. De kommer omkring emner som mobning, hvalpefabrikker, forældre, racisme mm. Følg pigerne i jagten på det næste vigtige emne, og deres overvejelser inden de interviewer, optager og klipper deres egen vlog. Fra 9 år.

Superhelte og store muskler

Nørd af Mina Lystad
Læs med om, hvordan Marie bliver et viralt hit, selvom hun er klassens nørd. Skal hun dyrke populariteten eller være tro mod sig selv? Da skoleavisens redaktør opfordrer til at skrive fake news for at lokke flere læsere til befinder Marie sig endnu en gang i et dilemma. Er det ok at pynte på sandheden for at få flere clicks? Sjov og vedkommende serie med gode emner. Fra 11 år.

Overmand af Pascal Jousselin
En vaskeægte tegneserie med superhelten Overmand, som med sine superkræfter kan springe i tid og rum og fra tegneseriebillede til tegneseriebillede. Tag med Overmand på en skør tegneserieoplevelse og kæmp med alt fra gale videnskabsmænd og forbrydere til marsmænd. Fra 10 år.

RobinSamse af Kim Langer
Læs med om de to youtubere Robin og Samrita også kendt som RobinSamse. I hver bog er der et nyt eventyr, som de to youtubere tager på. Tag med når Samrita vinder en tur til Mars, eller når de prøver at redde den olympiske ild. Fuld af eventyr og sjov krydret med Samritas flotte illustrationer. Fra 8 år.

Cold Blood Coopers af Thilo
Vild med Fortnite og missioner? En global katastrofe har udryddet 98% af Jordens befolkning, og de sidste 2% består af bander, som kæmper om råstoffer, våben og magt. Du er hovedpersonen. Dit navn er Bob ”Cold Blood” Cooper – en kampmaskine på to ben, og du er på mission. Fuld af action, missioner og våben. Dine valg afgør din skæbne. Fra 10 år.

Nova City af Lars Kramhøft
Nova City er en by, hvor alt kan ske, men heldigvis er byen beskyttet af de tre hemmelige superhelte: Stridsmand, Dr. Kemi og Natteravn. Sammen udgør de Team Nova og beskytter byen mod skurke, monstre og trusler fra rummet. Kæmp for de gode og hjælp de svage. En superhelt har et ansvar. Illustreret i farver. Fra 9 år.

Pigeliv mysterier af Sara Ejersbo
Vær med når de tre skarpe veninder Josefine, Emma og Amanda løser mysterier. Pigerne efterforsker forskellige sager bl.a. tyveri fra en taske i klassen og juicebarens omsætning, som bliver stjålet. Skøn serie med venskab og spændende mysterier, hvor man ikke kan gætte, hvem skurken er. Med illustrationer. Fra 10 år.

Mysterier i lange baner

Eurokicker af Fabian Lenk
Fodbold og detektivhistorie i en vild blanding af masser af fodbold, venskab og action. Følg de fire venner Paco, Alex, Raja og Nelly, som forsøger at afsløre en billethaj i München, Tyskland og opklare et juveltyveri i London, England, hvor EM-kampe spilles. De fire venner spiller på ungdomslandsholdet og opklarer mysterier samtidig. Fra 10 år.

Mit navn er Justice af Elly Griffiths
Justice kommer på kostskole, da hendes mor er død. Kostskolelivet er svært med skrappe regler, kolde sovesale og klam mad. Men mystiske ting sker på skolen, og Justice må opklare mysterierne. Hvorfor forsvinder der personer fras skolen? Kan Justice hjælpe den blinde mand i det hjemsøgte hus? Hvem kidnapper Justices klassekammerat? Hjælp Justice med efterforskningen. Ægte kostskole-krimi for skarpe hjerner. Fra 10 år.

De fem af Enid Blyton
Spændende børnekrimihistorier med børnene George, Julian, Dick, Anne og hunden Tim. Sammen er de altid klar til at opklare mysterier og fange forbrydere. Læs med om indbrudstyve, en kidnappet dreng og en hundetyv. De klassiske børnekrimier i ny lettere udgave fyldt med flotte farveillustrationer. Fra 9 år.

Mit liv

Pigerne fra Stjernedalen af Mille Gori
Tag med tvillingerne Nete og Nola på hyggelige og spændende eventyr. De bor i Stjernedalen med deres forældre. Masser af eventyr, lidt spænding, familiehistorier og ikke mindst gode cirkushistorier. Forfatteren er også kendt fra TV som Motor-Mille. Fra 9 år.

Wimpy Kid af Jeff Kinney
Greg har en notesbog, som han skriver og tegner i. NEJ! Det er ikke en dagbog, men alligevel skriver han om sit liv og oplevelser på en sjov og skør måde. Skrevet i dagbogsstil med herlige krusedulle illustrationer. Fra 11 år.

Olgas hemmelige Coronadagbog af Karin Heurlin
Læs med om Olga, som under Corona lock-down fik nok af sin familie, da mor sang over hækken med nabokonen. Eller læs om Olgas jul, som er ligeså kikset, da bonusfar kaster op på luciakjolen og kæresten skriver digte. Kæmp med Olga, så hun overlever pinlige forældre og forelskelser. Fra 9 år.

Myntes dagbog af Stinestregen
Mynte må bære over med pinlige teknikforskrækkede speltforældre og teenageusikkerhed. Sjov, ærlig og respektfuld beskrivelse af Myntes teenageliv med bl.a. veninder, fester, matematikudfordringer skrevet i dagbogsstil med stregtegninger. Fra 10 år.

Nikkis dagbog af Rachel Renée Russell
Livet med Nikki er aldrig kedeligt og heldigvis skriver hun dagbog. Læs med om teenageliv, skole, rivalen Mackenzie, veninderne og Brandon. Der er altid noget, som ikke helt går som planlagt, sjove situationer og hverdagsudfordringer. Alt sammen skrevet i bedste dagbogsstil krydret med illustrationer. Fra 12 år.

Mira af Sabine Lemire
Følg med i Miras liv. Mira er skilsmissebarn og skal finde sin plads midt i alt det nye med mor og far, nye familier, veninder, skole, pubertet, forelskelser og teenageliv. Virkelig flot graphic novel hvor illustrationer og historie smelter perfekt sammen. Fra 9 år.

Serier der ikke skal læses i rækkefølge
Serier der ikke skal læses i rækkefølge
01.07.22