Serier der ikke SKAL læses i rækkefølge
Serier der ikke SKAL læses i rækkefølge

Serier der ikke SKAL læses i rækkefølge

24.06.18
Serier er det bedste! Særligt de, der ikke skal læses i en bestemt rækkefølge, og hvor det er lige meget om man læser nr. 5 efter nr. 10, eller om man starter ud med nr. 2 i stedet for nr. 1.

I denne folder præsenterer vi et udvalg af nyere serier, der gerne MÅ men ikke SKAL læses i rækkefølge.

Her er et bredt udsnit af serier i alle genrer, lige fra serier om fodboldglade børn til serier, der giver et godt gys og serier om ganske almindelige piger og deres veninder.

Folderen er god at have i hånden op til sommerferien, hvor det kan være svært at finde nr. 1 hjemme på hylden

Illustrator: Jan Solheim
Udarbejder: Bibliotekar Susanne Dahl Jensen

Magi & fantasy

Helt af Steve Barlow
Du-er-selv-hovedpersonen i denne serie for drenge og piger, hvor det gælder om at vælge helt rigtigt undervejs i historien, hvis man skal løse de store mysterier, klare de farlige missioner eller redde et folk fra den visse død. Det er dine valg, der afgør sagen!
9-12 år

Den magiske bog af Anne-Marie Donslund
Cecilie, Julie og Helena er bedste veninder. En dag køber de kærlighedsdukker, som skal få deres udkårne til at forelske sig i dem. Men magi er bestemt ikke let, ligesom venskab, kærlighed, familie- og skoleliv heller ikke er det.
11-14 år

Merlin af Pernille Eybye
I Tusmørkedalen bor Merlin sammen med sin familie, og det er et sted, hvor der sker både sjove, spændende og meget mærkelig ting. Så mærkelige ting, at Merlin må tage kampen op mod kannibaler, onde dukker og varulve.
10-13 år

Et strejf af magi af Sandra Schwartz
Runa, Frida og Vigga er veninder. Vigga og Runa tror på magi, men det gør Frida slet ikke. Lige indtil et bestemt ønske går i opfyldelse. Måske er der alligevel mere, end øjet kan se? Men venskab er ikke nemt, hverken med eller uden magi.
9-11 år

Team Hero af Adam Blade
Jack har skællede hænder og superkræfter. Han går på en kostskole for superhelte, og her er der nok at se til i kampen mod general Gore og hans hær af monsterkrigere.
9-12 år

Veninder

Bitz af Ellen Holmboe
Zille, Betty, Ingrid og Tove har lavet en klub i sommerferien. De vil være de sejeste tøser, når de vender tilbage til skolen. De vil være som luft, ild, vand og jord, for så må de være uovervindelige og seje. Det har deres klassekammerater bare ikke helt forstået.
12-14 år

Chokoladesøstre af Cathy Cassidy
Følg Cherry og hendes 4 nye søstre i deres nye og store sammenbragte familie, hvor mange ting er lidt svære, når det kommer til skolen, venner, familien og ikke mindst dem selv. Og oveni det hele er Cherrys far ved at åbne en chokoladebutik.
9-13 år

Ladybirds af Jenny McLachlan
Der var engang, hvor Bea, Betty, Pearl og Kat var bedste veninder, men noget er gået galt. Følg pigerne i skolen, kom tæt på deres inderste drømme og smuglæs om deres forelskelser i hver deres historie i serien om de 4 Ladybirds.
12-14 år

Nikkis dagbog af Rachel Renée Russell
Nikki skriver dagbog. Og hun har det med altid at ende i sjove, pinlige og ikke mindst kiksede situationer, som hun skriver om i sin dagbog. Her fortæller hun om veninderne Chloe og Zoey, om skolen, forelskelsen i Brandon og ærkerivalen Mackenzie.
12-14 år

Roomies af Karen Vad Bruun
Sally skal meget mod sin vilje på kostskole, da hendes mor og far har travlt med deres karrierer. På kostskolen skal hun dele værelse med 3 andre piger, men Sally finder sig alligevel hurtigt til rette og bliver en del af skolens hverdag med store og små oplevelser.
10-13 år

Star Girl af Nicole Boyle Rødtnes
Der er ingen i klassen, der ved hvem sangeren Star Girl er. Kun Nanna. Det er nemlig hende, der er Star Girl, men ingen må vide det, heller ikke Nannas bedste veninde, Luna. Men er det muligt at holde sådan noget helt hemmeligt?
9-11 år

Sjov & ballade

Balladeklubben af Jory John
Da Miles Murphy starter på en ny skole, beslutter han sig for at blive skolens bedste ballademager. Det er bare ikke nemt at blive, når skolen i forvejen har en ballademager og endda en rigtig, rigtig god én af slagsen.
9-12 år

Hundemand af Dav Pilkey
Læs den gakkede tegneserie om hvordan Greg Hund og betjent Knægt bliver til Hundemand, politikorpsets bedste betjent. Hundemand klarer alle de sværeste opgaver og opsnuser selv de snedigste skurke sammen med katten Pjevs.
9-11 år

Karmaboy af Jacob Riising
Skovlunde har fået en ny superhelt, Karmaboy, og han er fast besluttet på at redde byen fra den komet, der er på vej for at udslette Skovlunde Bytorv. Heldigvis er Karmaboy også klar til at forhindre de ødelæggelser, der efterfølgende truer byen.
10-14 år

Timmy Taber af Stephan Pastis
Timmy forsøger hele tiden at bevise, at han er verdens bedste detektiv, og for at få gang i sit detektivbureau kaster han sig over de sager, der lander for fødderne af ham. Omverdenen ser dog ikke altid helt hans talent, men hans isbjørn hjælper alt det, den kan. Det er dog sjældent nok.
8-12 år

Tom Gates af Liz Pichon
Tom har gang i mange ting. Han starter sit eget band Dogzombies, driller sin søster mest muligt, forsøger konstant at slippe for lektier og hænger ud med sin kammerat. I det hele taget er Tom en dreng fyldt med geniale ideer, når han altså selv skal sige det.
8-12 år

Wimpy Kid af Jeff Kinney
Det er bestemt IKKE en dagbog men en notesbog, som Greg skriver og tegner i, mens han venter på at blive rig og berømt. I notesbogen fortæller han om alt fra sure pligter til brydetimer og mange af alle de andre ting, der optager ham og irriterer ham i hans liv.
11-14 år

Spænding, superhelte & science fiction

Antboy af Kenneth Bøgh Andersen
Pelle er Terror-Tvillingernes mobbeoffer i skolen, men kun indtil den dag, hvor Pelle bliver bidt af en tissemyre og bliver til superhelten Antboy – Myredrengen. Så bliver der vendt op og ned på alting, og Pelle eller Antboy får travlt med at redde verden.
10-13 år

Doktor Z af Kasper Hoff
Videnskabsmanden Dr. Zararov sender Viggo og Mylle på en rejse til jordens indre. De skal finde en sjælden grøn krystal, men det bliver en farefuld færd og ikke det eneste spændende eventyr, de to kommer på.
9-11 år

Ghost af Bjarke Schjødt Larsen
Da Danny stjæler en hvid dragt med superkræfter, bliver superhelten Ghost skabt. Ghost tager kampen op mod en rockerbande for at hjælpe sin ven Khalid og må også snart tage kampen op mod en superskurk, der bruger uskyldige til kriminelle formål.
10-13 år

Invasion fra rummet af Max Silver
11-årige Cosmo Santos fra Jorden bliver rekrutteret af sikkerhedsstyrken G-Watch til at redde galaksen fra nogle af de farligste monstre i rummet. Men kan Cosmo og rumagent Nuri befri galaksen fra Kaos og hans rædselsvækkende håndlangere? Mange spændende kampe venter.
9-12 år

Rummets detektiver af Søren Ellemose
De fire venner Xander, Jeanne, Georg og Sigrid får vendt op og ned på deres helt almindelige liv, da de to tvillinger Robert og Tammie fra år 2155 nødlander i en defekt tidsmaskine på deres skole. Herefter følger flere intergalaktiske eventyr for de fire venner.
11-14 år

Vogterne af Carsten Folke Møller
Ondskab er på spil i den by, som Gustav lige er flyttet til. Gustav bliver hurtigt venner med Penny, Zack og Tara, og de fire venner må gang på gang bekæmpe frygt og ondskab sammen og danner derfor gruppen Vogterne.
9-12 år

Sport & fritid

FC Askerød af Sophie Lysholt Hansen
Følg Ellen og veninderne på fodboldholdet FC Askerød, der har kvalificeret sig til landsmesterskabet. Der er mange udfordringer, og venskabet og sammenholdet bliver sat på en hård prøve, da FC Askerød både får ny træner og ny pige på holdet.
9-12 år

FlikFlak af Kirsten Sonne Harild
Veninderne Felina, Sofia og Magda er vilde med springgymnastik. De drømmer om at komme på opvisningsholdet, men da holdet bliver udtaget, er Felina ikke på listen. Heldigvis kommer der hjælp fra uventet side.
9-12 år

Fodboldtvillingerne af Måns Gahrton
Tvillingerne Kim og Konrad elsker fodbold. De er lige flyttet og starter i en ny fodboldklub, hvor de skal spille deres første vigtige kamp. Kim spiller både på drenge- og pigeholdet, da hun er en rigtig dygtig målmand, men hvordan bliver det på det nye hold?
9-11 år

Hestene på Ponygården af Ina Bruhn
Pigerne på Ponygården har deres udfordringer, når de skal finde tid til deres elskede heste. Der er nemlig også skolen, veninderne, forelskelserne og familien, og det er altså svært at få tid til det hele.
10-14 år

Natuglerne af Kirsten Sonne Harild
At komme på ekspeditioner i den barske natur udenfor byen er Siverts store drøm, men hans forældre syntes hellere, at han skal være gamer og bruge sin tid på nettet. Langt om længe får han dog lov til at begynde som spejder og komme med på lejrtur.
9-12 år

Serien om Mikke og hans fodboldvenner af Arild Stavrum
Mikke har købt Maradonas magiske anførerbind på et krydstogt, og nu håber Mikke, at den store fodboldsspillers magi kan hjælpe ham og holdet til at vinde over ærkerivalerne.
10-13 år