Lars N. Henningsen: Kirke og folk i grænselandet

Indledning (gengivet fra bogen)

Den 2. januar 1921 blev en mærkedag for dansk kirkeligt arbejde Sydslesvig. Nogle måneder forinden havde selskabet "Dansk Kirke Udlandet« købt en stor ejendom i Toosbuystraße (nr. 7). Huset bar navnet "Kaiserhof". Her havde der været hotel og restaurant. I tiden op til folkeafstemningerne forud for Slesvigs deling havde det danske valgkontor, "Tillidsrådets valgkontor", til huse her. Der blev bl.a. udarbejdet kartoteker over Vælgerforeningens medlemmer til brug ved afstemningen. Der var også soldaterhjem for de franske og engelske soldater, som sikrede ro og orden i månederne omkring afstemningen.

Da Dansk Kirke i Udlandet købte ejendommen, blev stedet ombygget og navngivet "Ansgar". Den 2. januar 1921 indviede man så den nye menighedssal. Der var fyldt til trængsel, da næstformanden for Dansk Kirke i Udlandet, pastor A. Fibiger fra Eliaskirken i København, holdt indvielsestalen.

Hans ord er nok værd at lytte til. De var henvendt ikke mindst til den tyske omverden. I forsigtige men dog tydelige vendinger gav han udtryk for nogle grundvilkår for det kirkearbejde, som nu blev indledt fra dansk side. På Dansk Kirke i Udlandets vegne sagde Fibiger bl.a.: "Det første ord i vor forenings navn er Dansk. Vi er danske, og vi vil blive ved at være danske. Og det kan vel hverken forarge nogen eller blive misforstået af nogen, når jeg siger, at jeg ville ønske af hele mit hjerte, at det havde været en indvielse i en helt dansk by i et helt dansk land, vi i dag var samlede til. Det må enhver kunne forstå, som selv elsker sit fædreland, dets minder og dets historie ...

Men dette arbejde hedder jo tillige "Dansk Kirke i Udlandet". Og i disse to sidste ord ligger jo fra vor side, også overfor det arbejde, som i dag bliver indviet netop her, på dette sted, en loyal tilkendegivelse af, at vi ved, hvor vi er. Vi ved, at vi er jo - og man vil forstå og tilgive os, at vi med et suk siger: desværre - "i Udlandet«, og jeg kan forsikre alle, at det er vort selskabs ubrødelige og urokkelige vilje stadig loyalt at holde os og vore arbejdere hernede dette klart for øje, så der forhåbentlig aldrig med rette fra den lovlige øvrigheds side skal kunne rettes nogen bebrejdelse eller anklage mod os og vore arbejdere for national propaganda eller obskurt muldvarpearbejde.

Overhovedet tror jeg, jeg må have lov til at sige, at hovedvægten hverken skal lægges på »Dansk« eller på »Udlandet«, men på »Kirke«. Thi det er dog den, vi er her for, og den, vi vil tjene, og som også til syvende og sidst giver os berettigelsen til at nævne Jesu dyrebare navn over dette sted og over den gerning, der skal øves her ud fra.

Vi vil ganske vist øve vor gerning på dansk, i dansk ånd og i det danske sprogs klædebon; men vi vil øve den først og fremmest i Jesu navn, i hans navn altså, der engang sagde: »Giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er".

Pastor Fibiger rørte her ved spørgsmålet om den danske kirkes plads i spændingsfeltet mellem det kirkelige og det nationale. Netop her lå der gemt kim til utallige vanskeligheder. Som en rød tråd kom de til at præge den danske Sydslesvig-kirkes historie helt frem til vore dage. Det viste sig snart, at det ikke var helt let at etablere sig og leve som dansk menighed syd for grænsen. Balancepunktet lå ikke fast - det blev til enhver tid fortolket alt efter de ydre forhold.

I de første to årtier var der ingen tvivl for ledelsen i DKU og for næsten alle de præster, som kom til at virke syd for grænsen. Løsenet var givet: »Vi vil have mennesker frelste, det er det vi vil«. Det blev i tydelige vendinger indskærpet medarbejderne, at de skulle afholde sig fra alt, som kunne vække nationalt anstød.

Alligevel overbeviste det ikke den tyske omverden. Der opfattede man de danske initiativer på en anden måde: Det danske kirkearbejde var set fra landskirkens og tyske politikeres side en politisk provokation.

Værst blev modsætningen efter 1945. Den eksplosive udvikling i det danske kirkearbejde og dets nære forbindelse til de folkelige strømninger i Danmark virkede som en rød klud på mange i den tyske omverden, ikke mindst inden for landskirken. Derfor blev samlivet med den tyske kirke i mange år så smertefuldt. Størst var vanskelighederne i de perioder, hvor det tyske samfund stod svagest - dvs. i årene lige efter 1920 og efter 1945. Disse modsætninger er med til at gøre historien om dansk kirke i Sydslesvig fra 1921 og fremefter til en omskiftelig og spændende historie. Den er en vigtig brik af beretningen om forholdet mellem dansk og tysk i grænselandet i dette århundrede.

Indhold

Lån bogen på biblioteket