Flensborg Avis' logo
Flensborg Avis' logo

Årsmøderne i mellemkrigstiden

07.06.13
Tradition. Det danske mindretals årsmøder blev i løbet af få år sat i system, og mødernes form og indhold blev lagt fast.

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 7. juni 2013. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Frem til 1925 blev årsmøderne afholdt en søndag i september, men derefter blev de flyttet til en junisøndag. Det skyldtes både, at der i september var for stor risiko for dårligt vejr, men også at landmændene havde svært ved at deltage i høsttiden. I disse år blev spejdernes optog gennem Flensborg efterhånden en central del af årsmødet.

Signalværdi

Helt fra begyndelsen var årsmøderne et vigtigt signal indadtil og udadtil om fællesskab og sammenhold. Mindretalsledelsens indre stridigheder, som havde været udtalte det første år efter grænseafstemningen i 1920, blev efterhånden mindre markant. Til gengæld blev det ydre pres fra lokale og nationale tyske myndigheder oplevet som meget nærværende. Det var således ikke kun efter Hitlers magtovertagelse i 1933, at det danske mindretal følte sig chikaneret. Også op gennem 1920erne var der et behov for at stå sammen mod den tyske flertalsbefolkning.

Det var i disse år udelukkende dansksindede fra Sydslesvig, der talte på årsmøderne. Man startede med friluftsmødet, der fra 1922 fandt sted på »Festpladsen oven for Terrassegade« klokken to søndag eftermiddag. I annoncen i Flensborg Avis blev deltagerne oplyst om, at man i tilfælde af dårligt vejr skulle mødes i Borgerforeningen, Flensborghus og Bellevue. Om aftenen var der flere foredrag de tre nævnte steder, og på den måde kom årsmøderne dette år - og fremover - til at strække sig over det meste af søndagen. På friluftsmødet lagde formanden for Den Slesvigske Forening ud med sin tale, inden formændene for henholdsvis Centralbiblioteket og Skoleforeningen tog over. Desuden talte gårdejerne P. Budach, Hornskov og P. Lassen, Strukstrup. Derved blev mindretallets forskellige organisationer præsenteret, ligesom det blev slået fast, at mindretallet ikke alene holdt til i Flensborg, men at det var udbredt over hele Sydslesvig. Redaktør Johs. Oldsen fra Lindholm sendte »En Hilsen fra Friserne«, hvor han understregede sammenholdet mellem de to nationale mindretal i Sydslesvig. Hilsenen fra friserne blev også en tradition, der blev fortsat i alle mellemkrigsårene, og som blev taget op på årsmøderne efter Anden Verdenskrig. Under årsmøderne blev der sunget forskellige danske sange, blandt andet den meget nationale »Kongernes Konge« fra 1848.

»Kan vi staa os?«

Redaktøren af Flensborg Avis, Ernst Christiansen, sluttede friluftsmødet med at tale over temaet »Kan vi staa os?«. Hovedparten af talen var vendt mod den undertrykkelse af mindretallet, som han mente gjorde sig gældende. Han gjorde klart, at »Danmark og de Danske syd for Grænsen optraadte loyalt over for Tyskland, men at Tyskland og Tyskerne paa begge Sider af Grænsen ikke har gjort det over for Danmark «. Formålet med talen var at få forsamlingens opbakning til en resolution, der både var henvendt til de tyske myndigheder og til den danske offentlighed. I resolutionen – der blev vedtaget enstemmigt – krævede man de samme rettigheder »som Danmark har indrømmet Tyskerne nord for Grænsen «, og som man havde ret til ifølge den tyske grundlov. Samtidig fordømte man Flensborgs overborgmester, Hermann Todsen, der flere gange havde betegnet mindretallet som en »Fremmedkoloni«, hvilket både var fejlagtigt og nedværdigende.

Dette møde i 1922 blev en skabelon for årsmøderne i mellemkrigsårene. Ifølge Flensborg Avis mente man, at der normalt deltog mellem 4.000 og 7.000 mennesker, mens de tyske aviser konsekvent angav betydeligt lavere deltagerantal. I de tyske aviser blev det også fremhævet, at hovedparten af deltagerne kom fra Danmark, mens opbakningen fra Sydslesvig var faldende. Ernst Christiansen var også hovedtaleren de følgende år, og han vedblev at være stærkt kritisk over for de tyske myndigheders behandling af det danske mindretal. Det var således en fast del af årsmødet, at forsamlingen sammen med Christiansen krævede, at mindretallets rettigheder blev overholdt.

To dage

Fra årsmødet i 1931 gik man over til at holde møderne over to dage. Lørdag aften aflagde formænd og tillidsmænd deres beretninger på et møde i Flensborghus, og dermed kunne hele søndagen helliges mere folkelige aktiviteter. Flagene blev som sædvanlig hejst kl. 8 på festpladsen, hvorefter der var messe i den danske kirke. I programmet annoncerede man for første gang spejdernes parade fra Duborg-skolen til festpladsen og opfordrede alle til at deltage i optoget gennem byen. Det var et indslag, der havde udviklet sig gennem årene, men som først nu indgik som en del af det officielle årsmødeprogram. 1931 var desuden det første år, hvor Harreslev, som det første område uden for Flensborg, arrangerede selvstændige møder, hvor man havde indbudt dansksindede fra det vestlige Sydslesvig.

Den indre styrke

Hitlers magtovertagelse i 1933 ændrede naturligvis meget for mindretallet, men årsmøderne var fortsat tilladt. Det var dog først en uges tid inden årsmødet i 1933, at Politipræsidiet i Flensborg gav sin tilladelse til, at »Danebrog maa hejses på Friluftsstævnet «, men »det sædvanlige Spejderoptog fra Duborg-skolen til Festpladsen er i Aar forbudt«. På et bestyrelsesmøde i Den Slesvigske Forening nogle uger forinden opfordrede formanden kraftigt til, at »arbejde for en stærk Deltagelse«, men der er ikke foretaget skøn over, hvor mange der rent faktisk deltog. At årsmødet var tilladt betød ikke, at der kunne tales frit. Én efter én fremhævede talerne behovet for dansk sammenhold, ligesom mindretallets dansk-nordiske oprindelse blev understreget. Omvendt var kritikken af de nazistiske myndigheder nedtonet, hvilket også var et tydeligt kendetegn i årene derefter.

Om årsmødet i 1934 kunne man tilfreds notere, at »alt, vi ønskede, blev tilladt«, og det blev beregnet, at 1.500 fulgte optoget gennem byen, mens der var »mindst 5.000 deltagere i Friluftsmødet«. Ernst Christiansen gjorde klart, at »Tidens Krav til os er frem for alt andet, at hver enkelt af os frit maa vedkende sig sin Danskhed – Den bedste, den eneste Vej til at dæmme op for økonomisk og politisk Forfølgelse er frit og aabent at vedkende os, at vi er Danske og vil være Danske«. Altså et nærmest demonstrativt fokus på indre styrke fra den gamle frontkæmpers side.

Fokus på indre styrke vedblev at være det centrale de følgende år, og i 1936 og 1937 deltog flere orkestre i optoget gennem byen. Flensborg Avis mente, at der disse år havde været 6000-7000 deltagere, og Ernst Christiansen kunne med tilfredshed notere, at der var voksende tilslutning og stigende opbakning over hele linjen. Der er således grund til at tro, at det op gennem 1930erne lykkedes mindretallet at rykke tættere sammen og at stå imod presset fra de nazistiske myndigheder og fra flertalsbefolkningen. Men efter at årsmødet i 1938 blev aflyst på grund af mund- og klovsyge, kom man ned på jorden igen i 1939, hvor der var markant færre deltagere. Det skyldtes ifølge Flensborg Avis en kombination af dårligt vejr, færre tilrejsende fra Danmark og »hele den Tyngde, der er lagt paa den danske Folkedel i det tredje Rige, og de sidste Par Aars voldsomme Fremstød imod den«. I 1939 blev optoget gennem byen desuden chikaneret af et musikkorps fra Hitler-Jugend, der vedholdende forsøgte at overdøve det hele ved at spille »Schleswig-Holstein meerumschlungen«.

Der er således næppe tvivl om, at det stigende pres på mindretallet lige inden krigens udbrud havde konsekvenser for mindretallet og for årsmøderne. Men det er vigtigt at bemærke, at de tyske myndigheder også inden den nazistiske magtovertagelse lagde et pres på mindretallet. Derfor var årsmøderne et vigtigt middel til at vise sammenhold og til i fællesskab at erklære utilfredshed med myndighedernes behandling af mindretallet.

Spørg biblioteket