Da Karl Otto Meyer blev formand for SSW

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 28. september 2017. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

I foråret 1960 skulle der vælges ny formand for SSW, fordi den tidligere formand, Frederik Mommsen, ønskede at træde tilbage. Formandsvalget fandt sted på landsforsamlingen den 23. april 1960, og i ugerne før var der blevet snakket meget i krogene.

Formandsvalget blev for alvor skudt i gang en måned forinden, da Mommsen oplyste bestyrelsen om, at han ønskede at træde tilbage. Den officielle grund var, at han syntes, at han som 59-årig ville overlade posten til yngre kræfter, ligesom han ønskede at bruge mere tid på arbejdet som leder af SSW-gruppen i Flensborg Byråd. Men i realiteten drejede det sig om, at han var træt af, at SSW var en slags vedhæng til SSF. På et lukket forretningsudvalgsmøde et par uger inden valget blev han citeret for at sige, at »der ikke fra SSFs side har været vist ham tilstrækkeligt hensyn, og at han navnlig er blevet ked af den nuværende ordning, hvorefter SSWs tilskud fra Staten og Grænseforeningen figurerer på SSFs regnskab og budget som små »yderligere« beløb efter SSFs beløb.« Det var altså en noget anden grund til, at han ønskede at trække sig som SSW-formand end det, han officielt sagde.

I sine erindringer skrev Karl Otto meget lidt om baggrunden for, at han blev valgt til ny SSW-formand. Faktisk skrev han bare, at »jeg var blevet foreslået fra flere sider, og jeg havde sagt ja til at modtage valg.« Man kan få den opfattelse, at det var ret spontant, at han blev opstillet, og at han lidt forbløffet accepterede opstillingen. Den udlægning virker langt fra sandsynlig, idet der næppe hersker tvivl om, at han nøje blev kørt i stilling til posten, og at han selv var langt mere aktiv, end man får indtryk af i erindringerne.

Fire kandidater

På landsforsamlingen blev man efter forslag fra distriktsskoleinspektør Svend Johannsen enig om, at den nye formand skulle have et flertal af stemmerne bag sig, inden han var valgt. Derfor måtte man ud i tre valgrunder, inden Karl Otto løb af med sejren. Da mødet startede, blev det oplyst af mødelederen Hans Wolf, at fire var bragt i forslag. Det var Niels Bøgh Andersen, der var tidligere formand for SSF; Karl Christiansen, der var journalist på Flensborg Avis; Hermann Tychsen, der var formand for SSF, og så altså Karl Otto. Derefter var der en 40 minutters pause, og da man mødtes igen, blev det gjort klart, at Bøgh Andersen trak sit kandidatur, men at landmand Wilhelm Hönck fra Ejdersted stillede op. Der er ingen begrundelse for, hvorfor det skete. I første valgrunde fik Tychsen 20 stemmer, mens de tre øvrige hver fik 17. Derefter trak Hönck sit kandidatur, og i den efterfølgende afstemning vandt Karl Otto snert over Karl Christiansen. I den sidste afstemningsrunde fik Karl Otto 36 stemmer mod Tychsens 31 og var dermed valgt.

Der var tre store hovedpunkter i forbindelse med valget, som delte forsamlingen i forskellige fløje. Det første vedrørte forholdet mellem SSW og Sydslesvigsk Forening, SSF. Da Svend Johannsen anbefalede, at SSFs formand, Hermann Tychsen, også skulle være formand for SSW, var det med det erklærede mål, at SSW og SSF igen skulle være én forening, som det havde været frem til 1948. Han og andre opfattede delingen som en dårlig løsning, der var blevet gennemtrumfet efter krav fra de britiske militærmyndigheder i Slesvig-Holsten. Flertallet af forsamlingen var altså imod en sammenlægning af SSW og SSF, selv om det var et snævert flertal. Karl Otto gik til valg på, at SSW skulle profileres som et selvstændigt parti for det dansksindede mindretal og de nationale frisere, og dermed frigøres fra SSFs skygge.

Det andet store hovedpunkt var en diskussion om, hvorvidt formanden skulle komme fra Flensborg eller fra det øvrige Sydslesvig. Her var Tychsen og Christiansen fra Flensborg, mens Hönck og Karl Otto boede uden for Flensborg. Den afgående formand er citeret for at have udtalt, at »Flensborg havde et naturligt krav på at stille den ny formand«, og derfor er »journalist Karl Christiansen Mommsens kandidat som ny formand for SSW.« Men sådan gik det altså ikke, og der var med valget af Karl Otto flertal for en ikke-flensborgensisk formand.

Unge og gamle kandidater

Det sidste hovedpunkt drejede sig om kandidaternes alder. Hönck var i 50erne, og Tychsen var knap 50 år, men havde gennem en årrække været en del af mindretalsledelsen. Hönck var derimod først blevet aktiv inden for mindretallet i de første år efter krigen, og det styrkede ikke hans kandidatur. Karl Otto var 32 år, og Karl Christiansen et par år ældre, og på mødet var der flere, der mente, at de to var for unge. Alligevel endte man altså med at vælge den yngste af de fire kandidater.

Et muligt fjerde punkt om, hvorvidt den nye formand skulle bekende sig til en »hjemstavnslinje « eller en »danskorienteret linje« spillede tilsyneladende en beskeden rolle i 1960. Frem til midten af 1950erne var der inden for mindretallet nogen uenighed om, hvorvidt målet for mindretallet var, at der ad åre skulle gennemføres en ny folkeafstemning, så området kunne blive genforenet med Danmark, eller om man skulle slå på SSW som et hjemstavnsparti, der havde lagt genforeningskravet bag sig. Men den diskussion var blevet overhalet af den politiske udvikling, og derfor var spørgsmålet ikke længere relevant. Når det er sagt, må Hönck dog betragtes som for meget »hjemstavns- sydslesviger« til at kunne blive valgt som formand for partiet.

Reaktioner på valget

Dagen efter skrev Flensborg Avis' chefredaktør L. P. Christensen meget om valget i en artikel på forsiden. Han forklarede, at »den 32-årige tog med ydmyghed og i glæde imod valget«, og slog i det hele taget mere på den nye formands alder end på de ting, han ville udrette. Han gjorde også meget ud af at understrege, at der under »forhandlingerne på mødet i går førtes i en god og saglig tone«, og at man ønskede at »klarlægge opgaverne og i fællesskab at nå frem til veje og midler, der kan tjene løsningen af vanskelighederne. Alle bestræbelser og ønsker mundede ud i ønsket om at kunne fremme det, man er fælles om.« Hvis man læser blot en smule mellem linjerne, ligger det klart, at der havde været stor uenighed på mødet, men at man alligevel havde fundet frem til brugbare løsninger, som man kunne blive enige om.

I Kristeligt Dagblad skrev chefredaktør Bent A. Koch om valget, og han var ikke udelt positiv. Koch var tillige medlem af Flensborg Avis' tilsynsråd og havde et rigtig godt kendskab til Sydslesvig. Han beskrev en situation, hvor Karl Otto få år tidligere »var alt andet end populær inden for mindretalsledelsen. Man fandt ham for stejl og ungdommelig.« Han skrev videre, at »Karl Otto Meyer råder stadig over et stejlt, ungdommeligt sind og som forhandlingens mand kan man næppe betegne ham.« Alligevel så Koch dog også positive ting ved valget, idet Karl Otto kunne være med til at sparke noget tiltrængt dynamik ind i den aldrende sydslesvigske mindretalsledelse. Andre aviser bemærkede også, at valget af den ny SSW-formand var udtryk for et tiltrængt generationsskifte.

Karl Otto valgte som formand at føre en mere selvstændig SSW-linje i forhold til SSF. Det indebar blandt andet, at der blev diskuteret mere politik på de fælles SSF-SSW-møder, men også at »SSW i højere grad end før beskæftigede sig med almene, samfundspolitiske spørgsmål«, som han har udtrykt det senere. I landdagen beskæftigede han sig med alle politiske emner, og ikke alene dem der i snæver forstand drejede sig om mindretalsspørgsmål og Sydslesvig. Han arbejdede også for et løsere samarbejde, så SSW-formanden ikke automatisk var næstformand i SSF, og omvendt at SSF-formanden var næstformand i SSW, fordi det var to forskellige foreninger med forskellige formål og visse forskellige interesser.

Tre år senere blev Karl Otto pludselig udnævnt til ny chefredaktør på Flensborg Avis. Det kom som en kæmpestor overraskelse for mange både nord og syd for grænsen. Men hvorfor blev han udnævnt til chefredaktør? Det er temaet for næste måneds kronik om Karl Otto Meyer.