De første årsmøder efter Anden Verdenskrig

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 8. juni 2013. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Efter et årsmøde-lignende fredsmøde i Flensborghus i juni 1945 blev de første egentlige årsmøder afholdt 22.-23. juni 1946. Mandagen efter lød overskriften på forsiden af Flensborg Avis; »Flensborg har talt – Hen ved 50.000 Deltagere i Aarsmødet i Flensborg, 10.000 i Slesvig og omkring ved 7000 i Husum«.

Nu skal den slags opgørelser tages med store forbehold, og Flensborg Avis kan have haft interesse i at overdrive deltagerantallet. Men tror man på avisens vurdering, var tilstrømningen i Flensborg tilsyneladende op mod ti gange større, end den havde været i de mest velbesøgte år før krigen, ligesom der som noget nyt blev afholdt to store møder i Slesvig og Husum. Der var således tale om en eksplosiv stigning i opbakningen til det danske mindretal i almindelighed og til årsmøderne i særdeleshed. Det stod i skærende kontrast til møderne lige før og under krigen.

Under krigen

I 1940 var der ganske vist et årsmøde, men mindretalsledelsen besluttede »at se bort fra Friluftsmødet i Aar« ud fra en forventning om, at Gestapo ville forbyde det. I stedet blev der holdt to mindre aftenmøder. Heller ikke i 1941 eller 1942 blev der afholdt friluftsmøder, og i 1942 blev der udelukkende holdt et møde i Flensborghus. Der var planlagt et årsmøde i 1943, men 25. maj blev det besluttet, at »Aarsmødet er foreløbig udsat, om Afholdelsen skal der tales en anden Gang«. Det skete på et møde i det såkaldte »Folkeraad «, der var en fællesbestyrelse for de danske foreninger i Sydslesvig. Mødet drejede sig om de tragiske dødsfald efter det allierede bombeangreb 19. maj, da blandt andre mange børn fra den danske børnehave Ingrid-hjemmet blev dræbt. Det er uvist, om der var en sammenhæng mellem de to ting, eller om de dansksindede ledere simpelthen fandt det formålsløst at afholde flere årsmøder under krigen

I forbindelse med »Fredsmødet« i juni 1945 gik omkring 200 spejdere forrest i det traditionelle danske optog gennem byen. Dannebrog blev hejst, og der blev sunget forskellige danske sange, blandt andet »den sønderjyske nationalsang«, »Det haver så nyligen regnet«. Ifølge Flensborg Avis var det vigtigste under dette årsmøde-lignende fredsmøde at demonstrere »eet Haab, een Tro, een Vilje«.

Vemodige årsmøder

De store årsmøder i juni 1946 var en stærk markering af mindretallets styrke lige efter krigen, også selv om de britiske besættelsesmyndigheder havde nægtet tilladelse til flaghejsning. Det foranledigede nogen debat i Folkeraadet, om man skulle vælge at kalde det »Sommerstævner « i stedet for »Aarsmøder«. Årsmøderne i 1946 var meget præget af vemodige taler om de dansksindede, der havde deltaget i krigen. Taler om dem, der var blevet dræbt; dem, der var kommet invaliderede hjem, og om dem, der fortsat var i krigsfangenskab. Hovedtaleren Samuel Münchow, der var formand for Den Slesvigske Forening, mindedes de faldne danske soldater med »de faldt for en Sag, som ikke var deres. De stred og faldt, fordi de efterkom deres Forpligtelse over for Herbergsstaten. – Vi holder dem i Ære, de gav det bedste, de gav deres unge Liv«.

Redaktøren på Flensborg Avis, L. P. Christensen, indledte også sin tale med at mindes de faldne og invaliderede dansksindede soldater. Han tilføjede et ønske om, at »vor sydslesvigske Hjemstavn og vore unge Folkefæller aldrig mere maa blive inddraget i Krig. Vi er rede til ethvert Offer; men det skal bringes i en god Sags Tjeneste, for egne, hellige Værdier«. Dermed banede han vejen for hovedemnet for de fleste talere, nemlig Sydslesvigs fremtid. Faktisk havde den danske stats - minister Knud Kristensen skudt gang i denne diskussion lørdag aften i en radiotale med en »Hilsen til de danske Aarsmøder«. Her glædede han sig over, at det igen var muligt at holde årsmøder, og han så det som noget naturligt, at man på basis af »Folkenes Selvbestemmelsesret « igen kunne afholde sådanne festdage. Men han gik et skridt videre og udtalte, at han »ikke kunde afvise et virkeligt, af et folkeligt Flertal baaret Ønske om en Tilbagevenden til det gamle Land, saafremt dette Ønske fremsættes ganske frivilligt – hvor alene den nationale Overbevisning gør sig gældende«. Det var et problematisk statement fra en dansk statsminister, hvis regering officielt var imod at ændre 1920-grænsen. Også selv om han lagde vægt på, at en afstemning kun skulle gennemføres, når den var renset for kortsigtede politiske og økonomiske interesser. Mange havde en opfattelse af, at den store opbakning til det danske mindretal i de første efterkrigsår hang sammen med, at man på den måde kunne få gratis mad og andre fornødenheder fra Danmark.

Manglende dansk støtte til ny afstemning

Der var frustration blandt de dansksindede ledere over, at den danske regering og den danske rigsdag ikke ville støtte ønsket om en ny folkeafstemning i Sydslesvig. Münchow udtrykte det noget teatralsk ved at spørge, om det var »Mor Danmark, som talte sådan til sine Børn – Skulde Dybbøl-Løftet ikke betyde noget mere?«.

Dermed hentydede han til løftet om, at »De skal aldrig blive glemt« som daværende statsminister Niels Neergaard udtalte i 1920 under Dybbøl-festen. Men Münchow noterede med tilfredshed, at der nu kom andre signaler fra Danmark, og også han gjorde klart, at »Hjemstavns- Spørgsmaal som vort kan ikke afgøres med Penge eller Mad – Det kan kun afgøres med Hjertet«. Det var et gennemgående udsagn under talerne på årsmøderne i 1946. Det ville være rimeligt og ønskeligt, hvis der blev gennemført en ny folkeafstemning i Sydslesvig, men det skulle være en fair afstemning renset for kortsigtede materielle hensyn. Det skulle altså være et rent nationalt valg, men det er uklart, hvordan det i praksis skulle være muligt at undgå, at økonomiske og politiske forhold blev vigtige elementer i forbindelse med en ny afstemning. Udtalelserne må derfor mest ses som signaler sendt til danske politikere om, at der var tale om et ægte nationalt ønske i Sydslesvig. Et ønske, der ikke lå under for befolkningens kortsigtede interesser i mad, tøj og undervisning.

På et møde 8. juli 1946 i Folkeraadet blev det vedtaget, at forretningsudvalget straks skulle rejse til København »for at forhandle med Rigsdagen om Sagen« – altså om en mulig folkeafstemning i Sydslesvig. Det var vigtigt at påvirke de danske ministre og lederne af de politiske partier, inden Folketinget dagen efter havde en stor debat om »Spørgsmaalet vedrørende Sydslesvig«. Selv om delegationen en uge senere kunne berette om stor lydhørhed og forståelse på Christiansborg for de sydslesvigske ønsker, så ændrer det ikke ved det faktum, at der ikke var politisk vilje i Danmark til en ny folkeafstemning – i hvert fald ikke på dette tidspunkt.

En mulig tilslutning til Danmark var fortsat et hovedtema på årsmøderne året efter den 7.-8. juni 1947. Generalsekretær Thygesen kunne om mandagen sende en hilsen til den ny danske konge, Frederik IX, fra »over 75.000 Sydslesvigere, samlede til danske aarsmøder i Flensborg, Slesvig og Husum«, ligesom statsminister Knud Kristensen fik en hilsen med »vor varmeste Tak for al Støtte og Medhu fra det danske Folk«.

Men det var ikke blot ønsket om en ny grænseafstemning, der var i fokus på møderne. Mange talere gjorde mere ud af, at den nystiftede Sydslesvigsk Forening havde fået rigtigt mange stemmer ved valget til landdagen tidligere på året.

Normalisering

De følgende år var der fortsat mange deltagere på årsmøderne, men fra begyndelsen af 1950erne faldt deltagerantallet noget tilbage. Det hænger sammen med, at der fandt en form for »normalisering« sted efter, at den første efterkrigsopbakning havde lagt sig. Til gengæld blev der afholdt årsmøder mange forskellige steder i Sydslesvig, og allerede i 1948 havde Rendsborg, Egernførde, Tønning og Kejtum egne årsmøder ud over de allerede etablerede møder i Flensborg, Slesvig og Husum.

Det blev afsættet til nutiden, da et vigtigt kendetegn ved årsmøderne jo netop er, at de afholdes i en lang række byer over hele Sydslesvig.