»De tre genier«
Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 28. august 2017. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.
På SSWs landsmøde den 23. november 1957 blev det nyligt overståede valg til Forbundsdagen i Bonn drøftet. Det havde været et skidt valg for SSW. Partiet havde mistet 12.000 stemmer sammenlignet med det foregående valg i 1953, og man var nu nede på 32.000 stemmer. Stemmetallet var gået tilbage ved hvert valg siden slutningen af 1940'erne, og det var en mismodig landsledelse, der var samlet. Der var enighed om, at der måtte gøres noget, men man var uenige om, hvad der skulle ske.
På mødet var der flere, der udtalte sig om forbundsdagsvalget, og hvad der var gået galt. Blandt de mest kritiske var Karl Christiansen og Karl Otto. De tilhørte begge den unge generation inden for mindretallet, idet Karl Otto endnu ikke var fyldt 30, mens Christiansen var et par år ældre. Christiansen var journalist på Flensborg Avis, og han var allerede aktiv inden for både Sydslesvigsk Forening (SSF) og SSW. I begyndelsen af 1950erne havde de begge været meget aktive i kampen mod vesttysk genoprustning og genindførelsen af vesttysk værnepligt. Men den kamp var tabt, da forbundsrepublikken blev optaget i NATO i 1955 og værnepligten var gennemført. Derfor var de to nu klar til at engagere sig på anden vis inden for mindretallet.
Kritik fra de unge
På mødet lagde Karl Christiansen for med sin kritik. Den gik mest på SSWs politiske budskaber under valgkampen, der havde været forkerte. Han mente, at SSWs problem ved valget i 1957 var, at man var gået til valg som et helt almindeligt parti, der beskæftigede sig med alle politiske emneområder. Da »den overvejende del har stemt på SSW som en del af den danske bevægelse« skulle linjen i forbindelse med landdagsvalget i 1958 lægges »på de nationale problemer og i fremtiden arbejde på at styrke det kulturelle arbejde.« Man skulle med andre ord slå stærkere på, at SSW var det danske og det frisiske mindretals parti.
Karl Otto fulgte op med at konstatere, at SSW havde fået færre stemmer. end der var medlemmer af SSF. Derfor skulle der gøres en indsats for at få alle dansksindede til at stemme på SSW. Han konstatererede også, at tilbagegangen varierede mellem de forskellige kredse, og at det var nødvendigt at analysere kredsresultaterne grundigt og lære deraf. Konkret var han meget kritisk over for, at valgmaterialet blev udsendt alt for sent; at medlemmerne af SSWs valgudvalg havde været på ferie, da valgkampen spidsede til og at SSWs valgmøder overvejende havde været præget af fiasko.
De to kom altså med en meget kras kritik af både organiseringen og indholdet af valgkampen i forbindelse med forbundsdagsvalget i september 1957. Der var også andre, der ytrede sig kritisk på mødet, men det var helt klart de to unge, der førte an.
Nyt valgudvalg
Næste punkt på dagsordenen var planlægningen af landdagsvalget i september 1958, og SSWs formand, Frederik Mommsen, foreslog, at der blev dannet et lille valgudvalg bestående af tre medlemmer samt partiets landssekretær, Hermann Bornholt. Forslaget blev støttet af flere, blandt andet af SSFs formand Hermann Tychsen. Mellem de mest prominente modstandere af forslaget var mindretallets Grand old man, Samuel Münchow, der mente, at udvalget var for lille. Da der blev stemt om forslaget var 25 for og 19 imod, hvilket viser, at der var forbløffende stor modstand mod det lille valgudvalg. Det skyldtes mest, at valgudvalget fik meget store beføjelser, der gik ud over kredsenes indflydelse på valgkampagnen.
Derefter blev Karl Otto, Karl Christiansen og Rolf Lehfeldt foreslået og valgt til valgudvalget. Der var nogle få, spage indsigelser, der mest gik på, at de tre var for unge og uerfarne. Men der var ingen modkandidater, hvorfor valget gik hurtigt. Vurderet ud fra mødereferatet ser det ud til, at beslutningen om det lille valgudvalg og udvalgets sammensætning reelt var truffet på forhånd. Karl Christiansen og Karl Otto havde koordineret deres kritik af 1957-valget, og det førte direkte hen imod, at de blev medlemmer af valgudvalget.
Der er også meget, der tyder på, at de allerede var gået i gang med at forberede et udspil til 1958-valgkampen, inden landsmødet blev afholdt. I hvert fald var de meget hurtigt ude med de første udkast til valgoplægget. Allerede i midten af januar 1958 fremlagde de hovedlinjerne på et møde med landsstyrelsen og repræsentanter fra kredsene. Denne effektivitet hang nøje sammen med en klar rollefordeling mellem de tre; Karl Christiansen kom med udspillet til den politiske linje; Rolf Lehfeldt tog sig især af at analysere forbundsvalget i 1957, for at trække på erfaringerne herfra i forbindelse med planlægning og gennemførelse af landdagsvalget i 1958; og Karl Otto tog sig særligt af organiseringen og planlægningen af valgkampen.
Ny politisk linje
På januar-mødet fremlagde Christiansen et politisk oplæg, hvor der blev lagt vægt på det danske og det frisiske mindretals rettigheder. Det blev understreget, at »alle samfundslag er repræsenteret i og af SSW. Trofasthed mod vor landsdels fortid, kærlighed til hjemstavnen og viljen til en lykkelig fremtid for Sydslesvig bør forene i én front. SSW kæmper for national ligeret og frihed, men også for social og politisk demokrati med de nordiske landes samfundsopfattelse som forbillede.« Derved blev den politiske linje lagt an på SSW som et regionalt mindretalsparti, der havde en direkte dansk-nordisk forbindelse.
Karl Otto havde lavet en plan for, hvordan valgkampen skulle forløbe. Kandidaterne skulle være på plads senest i februar, og i de følgende måneder skulle de deltage i flest mulige valgmøder, hvor de »skulle stå i døren og trykke folk i hånden« for at »skabe forbindelse mellem kandidat og befolkning.« Desuden skulle kandidaterne gennemgå forskellige skolingskurser, hvor de blandt andet blev undervist i at holde tale.
Senere præsenterede Rolf Lehfeldt en grundig vælgeranalyse af forbundsdagsvalget i 1957, som han overførte til konkrete anbefalinger i relation til det nært forestående valg. Han kunne konstatere, at der var for få af mindretallets unge, der stemte på SSW. Derfor anbefalede han, at der blev sendt et brev ud til alle dem, der lige var fyldt 21 år, hvor »man opfordrer dem til at stemme på SSW og samtidig kort opridser, hvad vi fra dansk side gør for de unge, og hvad vi kræver for dem.« Han konstaterede også, at SSW stod relativt stærkt i kommuner med 2-10.000 indbyggere, mens man stod svagere i landsognene. Derfor opfordrede han til, at SSWs landbrugspolitik altid skulle fremhæves på vælgermøder i de små byer, og »her bør alting sammenlignes med forholdene i Danmark.«
Succes ved landdagsvalget
Landdagsvalget i 1958 blev en relativ succes for SSW, idet man fik 2.000 flere stemmer end ved valget til Forbundsdagen året forinden. Det var første gang i ti år, at stemmetallet ikke gik tilbage. Desuden fik SSW både valgt Berthold Bahnsen og Samuel Münchow ind i Landdagen, hvilket var et meget stort skridt frem, idet partiet ikke havde haft medlemmer af Landdagen siden 1954. Resultatet blev blandt andet tilskrevet »De tre geniers« indsats, og de blev derfor sat til at styre valkampen i forbindelse med kommunalvalget i 1959.
Når man vurderer det lille valgudvalgs arbejde mange år senere er det slående, hvordan de professionaliserede partiets valgkamp. De fik gjort de politiske budskaber klarere og med et tydeligere regionalt sigte. På det organisatoriske plan blev valgkampen planlagt og gennemført langt mere professionelt end tidligere, ligesom den grundige analyse af valgresultatet fra tidligere valg blev brugt aktivt til at øge indsatsen over for ungdommen og landbefolkningen, hvor man tidligere havde stået relativt svagt.
Karl Otto Meyers deltagelse i det lille valgudvalg i 1958 og 1959 fik stor betydning for, at han i foråret 1960 blev valgt til formand for SSW. Det er dette valg, der er temaet i næste måneds Karl Otto Meyer-kronik.
