De vestindiske Øer

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 14. februar 2017. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Den 31. marts 2017 holdes der en stor fest i Charlotte Amalie på St. Thomas. Årsagen er, at der for 100 år siden var skiftedag på de tre vestindiske øer St. Thomas, St. Jan og St. Croix. Øerne overgik nemlig fra at være danske kolonier til at blive en del af USA. I 1917 havde St. Thomas været en dansk koloni i omkring 250 år, mens de to øvrige øer havde været i dansk besiddelse i ca. 200 år. Derfor har øerne fortsat et meget tydeligt præg af dansk kultur og historie.

Oprettelsen af kolonierne

Den danske kolonihistorie i Caribien går tilbage til 1665, hvor en større ekspedition blev sendt af sted fra København med det formål at kolonisere St. Thomas. Det lykkedes ikke i første omgang, og det var først med stiftelsen af Vestindisk Kompagni i 1671, at der blev tilført nok økonomisk styrke til, at St. Thomas endelig kunne overtages. I 1674 udstedte kongen, Christian V, en oktroj - der var en kongelig begunstigelse - til Vestindisk-guineisk Kompagni, hvorefter kompagniet både havde monopol på handel med slaver fra den danske handelsstation i Guinea og på handlen med varer fra Vestindien. Kompagniet overtog øen St. Jan i 1718, og i 1733 købte man St. Croix af Frankrig. Frem til 1754 bevarede kompagniet sit monopol, hvorefter den danske stat overtog de tre øer og åbnede for private købmænds handel med slaver fra Guinea og med varer som råsukker, rom og mahogni fra Vestindien. Det var dermed også først fra 1750erne, at købmænd fra Flensborg og andre danske provinsbyer for alvor fik mulighed for at deltage i den vestindiske handel.

Kongemagten var meget interesseret i etableringen af handelskompagnierne, fordi den danske stat i den grad manglede penge. Den herskende økonomiske tankegang var, at en stat - det vil sige en enevældig kongemagt - skulle sikre økonomisk velstand ved støtte den indenlandske produktion, ved at øge eksporten og ved at begrænse importen. Derfor var det vigtigt at have nogle kolonier, hvorfra man kunne hente billige varer, der enten kunne forarbejdes og forbruges indenlandsk eller eksporteres med fortjeneste. Denne handel var belagt med forskellige afgifter og skatter, hvor langt den største del gik i kongens private kasse. Derfor var den danske kongemagt stærkt interesseret i at gøre København til et førende handelscentrum i Nordeuropa for handel med varer fra kolonierne i Asien og Vestindien. Den mission lykkedes, og i sidste halvdel af 1700-tallet var København netop et sådan center.

Handelskompagnierne

Set med nutidige øjne var handelskompagnierne i 1600- og 1700-tallet nogle underlige selskaber. De var principielt private foretagender, hvor alle havde mulighed for indskyde penge, men i de første mange år var kongen langt den største aktionær, ligesom det var ham, der traf alle vigtige beslutninger i selskaberne. I 1680 tvang han således aktionærerne til at indskyde flere penge i Vestindisk-guineisk Kompagni, fordi der havde været en række problemer i de første år. Det var først fra 1730erne, at der for alvor var blev åbnet op for nye aktionærer i kompagniet, ligesom det først var der, at kongen frasagde sig beslutningskompetencen. Det var også først fra dette tidspunkt, at kompagniet for alvor begyndte at tjene penge. Det var især monopolet på køb af råsukker i Vestindien og bearbejdningen på kompagniets sukkerraffinaderier i København, der skæppede godt i kassen. Men monopolet blev samtidig anstødssten til en stigende konflikt mellem kompagniet på den ene side og plantageejerne på den anden. Alle tre øer var blevet udstykket til private plantageejere, som var utilfredse med, at de alene kunne sælge råsukkeret til kompagniet. Det var baggrunden for, at den danske kongemagt overtog øerne i 1754, hvorefter kompagniet blev opløst. Kongens førsteminister, A. G. Moltke, var samtidig aktionær og blev i 1751 udpeget til præsident i kompagniet, og det var ham der gennemførte statens overtagelse af øerne. Det er uvist, hvor meget han forsøgte at tjene statens interesser, og i hvor høj grad han var kompagniets mand, men det er indiskutabelt, at kompagniet fik sine vestindiske bygninger og anlæg godt betalt.

Slaverne

Plantagedriften på de vestindiske øer var meget arbejdsintensiv. Det var baggrunden for, at der blev hentet slaver i Afrika, der blev solgt til plantageejerne. Sådan var det også i Brasilien, i det øvrige Caribien og i Nordamerika, idet den oprindelige befolkning ikke kunne dække behovet for arbejdskraft. Det vides, at der blev fragtet omkring 100.000 slaver på danske skibe i perioden 1660 til 1807, hvilket svarer til et par procent af alle de slaver, der blev hentet i Afrika. I 1792 forbød den danske regering slavehandlen, men forbuddet var først gældende fra 1803. I løbet af denne tiårige periode steg importen af slaver til de danskvestindiske øer meget kraftigt, idet plantageejerne havde god tid til at sikre sig den fornødne arbejdskraft. Der blev hentet omkring 30.000 slaver i perioden 1792-1807, hvilket svarede til op mod ti procent af den samlede slavehandel i denne periode.

Skibe fra Flensborg

Købmændene i Flensborg deltog i handlen med De vestindiske Øer fra 1750'erne til 1864. Det er en væsentlig grund til, at skibene fra Flensborg næsten ikke deltog i slavehandlen, idet den berømte trekanthandel mellem Europa, Afrika og Amerika stort set var ophørt i midten af 1700-tallet. Derefter gik handlen direkte mellem Afrika og Amerika, og tilsvarende direkte mellem Europa og Amerika og mellem Europa og Afrika. Men handlen mellem Flensborg og de danske kolonier i Vestindien voksede kraftigt i sidste halvdel af 1700-tallet. Det vides, at der i perioden 1755-1806 mindst var 124 skibe, der sejlede mellem Flensborg og Vestindien. Denne handel er fortsat meget synlig, både i Flensborg og på de vestindiske øer. I Flensborg er der en række gamle pakhuse og købmandsgårde, der er bygget i perioden, ligesom byens førende købmand, Andreas Christiansen, der blandt andet anlagde det nuværende Christiansen Park, tjente mange af sine penge på den vestindiske handel. Han og andre af byens købmænd anlagde sukkerraffinaderier i Flensborg, der kunne forarbejde vestindisk råsukker.

Flensborg-sten

På de vestindiske øer er mange af bygningerne fra den danske periode opført med mursten fra Danmark. Eller rettere; de gule mursten i Charlotte Amalie; Christiansted og Frederiksted kaldes normalt »Flensborg-sten«, fordi de er lavet på teglværkerne langs Flensborg Fjord. Skibene fra Flensborg kunne altså fyldes med tegl og mursten samt levnedsmidler og redskaber, når de sejlede til Vestindien, mens det især var råsukker, kaffe, te, mahogni og rom, der blev lastet, når skibene sejlede retur. Et vidnesbyrd om denne tætte handelsforbindelse får man, når man besøger den danske kirkegård i Christiansted på St. Croix. Her finder man gravstenene efter tre mænd - Hans Mathiesen, Andreas Decken og Hans Jordt Petersen - der alle var født i Flensborg. På kirkegården er der i alt 131 gravsten, men det er kun noteret på et fåtal af stenene, hvor de begravede var født, og derfor er Flensborg stærkt overrepræsenteret på kirkegården.

I den næste kronik beskriver Klaus Tolstrup Petersen, hvordan der i årtierne efter nederlaget i 1864 var aktuelle planer om at lave en byttehandel med Tyskland om én eller flere af De vestindiske Øer med Nordslesvig.