Flensborg Avis' logo
Flensborg Avis' logo
Forsiden af Flensborg Avis den 28. januar 1954, hvor Overforvaltningsrettens dom i Karl Otto Meyer-sagen var hovednyheden.
Forsiden af Flensborg Avis den 28. januar 1954, hvor Overforvaltningsrettens dom i Karl Otto Meyer-sagen var hovednyheden.

»Et demokrati uden demokrater« – Karl Otto Meyer-sagen 1952-54

29.06.17
Karl Otto Meyer blev suspenderet fra sin stilling i Skoleforeningen på grund af et foredrag, han havde holdt i Sønderborg. Flere førende jurister blev bedt om at give en juridisk vurdering af sagen, men afslog, sikkert fordi de ikke ønskede at bakke Karl Otto Meyer op.

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 29. juni 2017. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Karl Otto Meyer blev suspenderet fra sit arbejde som skoleleder i Skovlund i begyndelsen af februar 1952. Det skete efter, at den slesvig-holstenske kultusminister, Paul Pagel, havde inddraget hans undervisningstilladelse. Det skyldtes, at Karl Otto et par uger i forvejen havde holdt et foredrag i Sønderborg, hvor han forklarede om modstanden mod vesttysk remilitarisering og tvungen vesttysk værnepligt.

I de tyske grænseaviser blev Karl Otto citeret for at have kaldt Vesttyskland for »et demokrati uden demokrater«. Det havde han ganske vist ikke sagt, men det var for så vidt ligegyldigt, da det var det han mente. Ironisk nok kan afskedigelsen af Karl Otto betragtes som en bekræftelse af, at demokratiet endnu stod svagt i Slesvig- Holsten i begyndelsen af 1950erne.

Karl Otto var meget skeptisk over for, om et nyt vesttysk militær ville støtte op bag demokratiet og den nye vesttyske forfatning, og det gav han udtryk for. Han argumenterede også for, at »loyalitet er et gensidigt forhold mellem stat og borger. Man kan kun være loyal over for statsmagten, når denne på et demokratisk grundlag er loyal over for sine borgere.« Derfor havde de vesttyske myndigheder ingen ret til at kræve, at de dansksindede sydslesvigere skulle være tyske soldater.

Han gik også langt i sin kritik af, hvordan en ny vesttysk hær ville blive opfattet i nabolandene - især i Polen. Han understregede, at den sovjetiske besættelse af Polen ikke var værre end den nazistiske havde været, og at et remilitariseret Vesttyskland blot ville få polakkerne til at rette sig mod Sovjet og vende ryggen til Vesten. For et utrænet øre kunne dette lyde som en opbakning til Sovjets politik i Østeuropa, men det er en slem misfortolkning. Karl Otto forventede, at et remilitariseret Vesttyskland ville kaste befolkningerne i Østeuropa i armene på Sovjet, og han var bekymret for, at det ville gøre det umuligt at få genforenet Øst- og Vesttyskland. Dermed ville det også være umuligt at slippe af med østflygtningene, der befandt sig i Sydslesvig.

Suspension

Den reelle grund til kultusministerens krav om, at Karl Otto blev suspenderet - og fra juni 1952 afskediget - var det vedholdende krav om, at den såkaldte selvbestemmelsesret blev respekteret. Heri lå der et krav om, at Sydslesvig blev adskilt fra Holsten og Tyskland, så der på sigt kunne blive gennemført en ny folkeafstemning i Sydslesvig om det nationale tilhørsforhold. Karl Otto arbejdede altså for, at Sydslesvig blev genforenet med Danmark, og det blev der i den grad kigget skævt til blandt politikere og embedsmænd i Kiel. Derfor krævede Pagel - godt støttet af den slesvig-holstenske ministerpræsident, Friedrich Wilhelm Lübke, at Karl Otto blev fjernet som lærer og skoleleder. Det forekommer overvejende sandsynligt, at de vesttyske myndigheder i første halvdel af 1950'erne fulgte Karl Otto og andre aktivistiske sydslesvigere nøje, og at disse sagsmapper fortsat findes et eller andet sted i de slesvig-holstenske arkiver.

Suspensionen og fyringen af Karl Otto var af to grunde problematisk. Den første grund var, at Karl Otto var ansat af Skoleforeningen, der var en privat forening. Spørgsmålet var, om myndighederne havde ret til at kræve en privatansat lærer fjernet, når der altså ikke var tale om en offentligt ansat tjenestemand. Den anden grund var, at det eneste anklagepunkt mod Karl Otto var, at han havde holdt et foredrag i Sønderborg. Spørgsmålet var derfor, om suspensionen var en overtrædelse af forfatningens sikring af ytringsfriheden og andre borgerlige rettigheder. Begge disse punkter blev helt centrale i den sag, der blev ført mod kultusministeren frem til januar 1954, hvor Overforvaltningsretten i Lüneburg gav Karl Otto fuldt medhold.

Der gik flere uger, inden suspensionen af Karl Otto blev offentligt kendt. Det skyldtes, at Skoleforeningen via bestyrelsesmedlemmet Jørgen Andersen, der også var medlem af Landdagen, forsøgte at klare sagen i al mindelighed. Det lykkedes ikke, og efterhånden blev Skoleforeningens ledelse voldsomt kritiseret fra forskellig side i SSFs hovedbestyrelse og af Lærerforeningens bestyrelse. Desuden blev Flensborg Avis og Südschleswigsche Heimatzeitung angrebet for ikke at tage sagen op. Endelig blev også SSF kritiseret for, at det først var i begyndelsen af maj 1952, at man offentligt udtrykte kritik af myndighedernes suspension af Karl Otto.

Reaktioner i mindretallet

På Skoleforeningens årsmøde den 9. maj 1952 talte skoledirektør Bernhard Hansen meget om sagen, men hans udtalelser var ret tvetydige. Han var naturligvis kritisk over for myndighedernes håndtering af sagen, men han kom også med en slet skjult kritik af Karl Otto for at være for åbenmundet og uforsonlig. Skoleforeningen valgte dog at betale lønnen i den periode, hvor Karl Otto var tvunget væk fra sit skolelederjob, men det blev SSF, der førte hans sag. Karl Otto har selv været meget kritisk over for Skoleforeningens - især Bernhard Hansens - håndtering af sagen, især fordi der i 1953 var optræk til, at man ville standse lønudbetalingerne. Det fremgår dog af Hans Andresens netop udkomne bog om Skoleforeningens historie, at formanden for »Udvalget til fordeling af bevillingerne til støtte for dansk sprog og kultur i udlandet« - det nuværende Sydslesvigudvalg - Hans Jefsen Christensen, i maj 1953 meddelte, at han ikke kunne forsvare, at Skoleforeningen fortsatte med at betale Karl Ottos løn, da sagen var »af ren privat karakter«. Alligevel fortsatte lønnen med at komme gennem hele perioden, hvor Karl Otto var uden arbejde, og det må tages som et udtryk for, at Bernhard Hansen stod imod det politiske pres fra Danmark.

Da mindretallet holdt årsmøde den 8. juni 1952 var Karl Ottos undervisningstilladelse blevet endeligt inddraget nogle få dage forinden. Derfor blev myndighederne angrebet af mange årsmødetalere. Den vigtigste kritik blev leveret af Svend Johannsen, der var rektor for Ansgar- Skolen i Slesvig og distriktsskoleinspektør. Johannsen havde en særstatus inden for mindretallet, idet han i september 1940 blev indsat i kz-lejren Sachsenhausen, hvor han sad det følgende år, fordi han havde udtrykt sig meget klart imod det nazistiske regimes undertrykkelse af det danske mindretal. Men selv under nazismen kunne han fortsætte som lærer og skoleleder, men »det skulle altså, syv år efter at millioner har ofret livet for at redde demokratiet og de menneskelige frihedsrettigheder, være landsregeringen i Kiel under hr. Lübke forbeholdt som de første at fratage en dansksindet tysk statsborger retten til at undervise ved danske skoler i Sydslesvig på grund af personlige politiske opfattelser.« Han konstaterede samtidig, at han gjorde Karl Ottos sag til sin, og at kultusministeren også måtte afskedige ham, hvis han opretholdt fjernelsen af Karl Otto. Den opfordring valgte ministeren dog at overhøre.

Afgørelsen

Den slesvig-holstenske delstatsforvaltningsret afsagde dom i sagen i september 1953, og den var helt til fordel for kultusministeren. Forinden var der indhentet en juridisk vurdering hos Bonn-professoren Hermann Weber, der tilkendegav at de slesvig-holstenske myndigheder havde ret til at inddrage Karl Ottos undervisningstilladelse. Pagel og den øverste embedsmand i Slesvig-Holsten, lederen af Landskanzlei, dr. Ernst Kracht, havde i forvejen haft møder med Weber, mens Karl Ottos forsvarer, advokaten Andreas Hamann, end ikke var blevet indkaldt til en forhandling eller et retsmøde inden dommen faldt. For at gøre det hele endnu mere grotesk fik hverken Karl Otto, Hamann eller SSF noget at vide om dommen, inden de tre uger efter kunne læse om den i Flensburger Tageblatt.

Med dommen var Karl Otto og SSF tvunget til at føre sagen videre ved Overforvaltningsretten i Lüneburg. Advokat Hamann havde fortsat store forventninger til, at sagen kunne vindes, men han anbefalede, at der blev indhentet en juridisk vurdering af en anerkendt tysk juraprofessor. I de følgende måneder blev flere førende jurister kontaktet, men ingen mente, at de havde tid til at foretage den ønskede vurdering. I realiteten drejede det sig mere om, at de ikke ønskede at skrive en juridisk rapport, der bakkede Karl Otto op.

Overforvaltningsretten afsagde dom i slutningen af januar 1954, og den var entydigt til fordel for Karl Otto. Hovedbegrundelsen var, at Karl Otto var omfattet af forfatningens sikring af borgernes demokratiske rettigheder, blandt andet ytringsfriheden, og forfatningen omfattede også læreres rettigheder. Dermed var sagen afsluttet, og han blev genindsat som skoleleder i Skovlund. Sagen står dog fortsat som et af de vigtigste eksempler på den undertrykkelsespolitik, der blev ført over for det danske mindretal i begyndelsen af 1950erne i den periode, hvor Friedrich Wilhelm Lübke var ministerpræsident i Slesvig-Holsten.

Mens sagen stod på, ændrede Karl Otto sig politisk. Ikke så meget i forhold til, hvad han mente, men mere i forhold til, hvordan han agerede politisk. Kort sagt gik han fra at være en ung aktivist til at blive en mere afdæmpet politikerspire. Det er den forandring, der er temaet for næste måneds Karl Otto Meyer-kronik.

Materialer