Flensborg Avis' logo
Flensborg Avis' logo

Et dunkelt kapitel i det danske mindretals historie

02.07.18
Den historiestuderende Björn von Winterfeld er i samarbejde med Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek i gang med at kaste lys over det såkaldte Folkeråds virke for det danske mindretal fra 1939-45.

Artiklen er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev offentliggjort mandag den 2. juli 2018. Ophavsmand til artiklen er Jens Nygaard, foto er taget af Martin Ziemer. Artiklen og fotoet er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Flensborg. I 1944 blev Max Petersen, der var distriktsformand inden for den Slesvigske Forening, arresteret.

Det hang sammen med, at hans nevø var blevet rekrutteret til det tyske SS. Det var ikke noget, som bekom den danske Max Petersen vel. På et internt møde inden for det danske mindretal ytrede han sig i ikke rosende vendinger om SS. Og kort tid efter blev han arresteret.

Ved en retssag blev han frikendt, men det var Gestapo åbenbart ligeglad med. Han blev sendt i en kz-lejr, som han dog blev sluppet ud af efter en måneds tid med henvisning til, at han havde sukkersyge.

- Det var helt klart, at der var en stikker inden for de danske rækker. Man vidste også godt, hvem det var, men man kunne i 1944 ikke gøre ret meget andet end at fryse ham ud, fortæller Björn von Winterfeld.

Historien om Max Petersen er en af de opdagelser, han har gjort i forbindelse med sit arbejde med et historisk masters-speciale i tilknytning til Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek. Det drejer sig specielt om det såkaldte Folkeråds virke inden for det danske mindretal fra 1939 til 1945. Altså en meget dunkel periode for mindretallet - og samtidig er det en periode og et tema, som hidtil kun har været meget dunkelt belyst.

- Det er sådan lidt mærkeligt, for besættelsen fra 1940-45 er den bedst belyste historiske periode i Danmark. Men hvad der skete i den samme periode i Sydslesvig er der ikke blevet skrevet ret meget om eller forsket meget i, fortæller Björn von Winterfeld.

Han stammer selv fra Sydslesvig og har fået i skole i Harreslev og på Duborg-Skolen. Senere gik han i gang med at studere historie i Odense, og det er dette studium, som han nu vil afsluttet med et tema fra sin gamle hjemegn. I forvejen drejede hans bachelor- arbejde sig også om Sydslesvig: Om oldefaderen Axel Liebs virke under Anden Verdenskrig, hvor han var indkaldt til det tyske militær.

At han beskæftiger sig med Folkerådets virke fra 1939-45 hænger sammen med et godt råd, som han fik fra lederen af Forskningsafdelingen, Mogens Rostgaard Nissen.

- Folkerådet var jo faktisk den tids Samråd - men med beslutnings-kompetence, siger Mogens Rostgaard Nissen.

At Folkerådet blev dannet hang ifølge Björn von Winterfeld især sammen med, at mange inden for mindretallet dengang mente, at Flensborg Avis' chefredaktør, Ernst Christiansen, sammen med nogle enkelte andre som for eksempel Cornelius Hansen, havde for stor magt. Så der var et ønske om mere demokrati via et organ, som de forskellige organisationer kunne sende repræsentanter til.

- Det var så selvfølgelig lidt paradoksalt, at man valgte Cornelius Hansen som formand, ligesom rådet blev udvidet fra 15 til 17 medlemmer, så der også blev plads til Ernst Christiansen, fortæller Björn von Winterfeld.

Rådet mødtes en gang hver måned, altid den første mandag, og der var mange temaer oppe og vende.

- I den første tid drejede det sig meget om chikane i forhold til mindretallet, fortæller Björn von Winterfeld.

Mange fra mindretallet mistede deres arbejde, blandt andet blev to fyret fra postvæsenet, fordi det skulle være en nazistisk mønsterarbejdsplads. Den slags sager blev taget op af rådet.

Fra tysk side var der forskellige indstillinger til, hvordan det danske mindretal skulle behandles. Lige efter nazisternes magtovertagelse i 1933 slog lokale nazister ned på mindretalsdanskerne, men det medførte kraftige reaktioner fra Danmark, og eftersom Tyskland gerne ville være gode venner med Danmark, fik de lokale nazister i det store og hele fra Berlin besked om, at man skulle omgås mindretalsdanskerne lempeligt.

Det var mange af de lokale nazister ikke glade for, og på lokalt plan udmøntede det sig blandt andet i, at mange fra mindretallet blev nægtet børnepenge. Det var sager, som var for små til at kunne sendes til Berlin, så den danske stat trådte til i stedet.

- Men ellers var mønsteret i høj grad, at Folkerådet klagede til Berlin, der så som regel holdt med danskerne, fortæller Björn von Winterfeld. De lokale nazister mente i høj grad, at det danske mindretal var en skamplet for dem. Blandt andet var de danske spejdere i Sydslesvig den eneste ungdomsorganisation i Tyskland, som var tilladt ved siden af Hitlerjugend.

Netop en sag fra denne ungdomsorganisation er Björn von Winterfeld også stødt på. Det drejede sig om, at en dansk bondes søn mod hans vilje var blevet indrulleret i Hitlerjugend. Folkerådet klagede, men den lokale nazistiske gauleiter gav dem et afslag. Så blev der klaget til Berlin, og herfra lød det, at drengen ikke skulle med i Hitlerjugend, hvis hans far ikke havde givet ham lov.

Björn von Winterfeld har via sine studier erfaret, at fokus i Folkerådet skiftede, efterhånden som man kom længere hen i krigen. Da begyndte man at beskæftige sig mere med interne ting. Forsigtigheden ytrede sig også i et råd, som alle mindretalsdanskere fik i 1943.

- De blev advaret om, at de ikke skulle ytre sig om Tysklands fremtid, fortæller Björn von Winterfeld.

I et statement fra 1943 blev tyskerne forsikret om det danske mindretals loyalitet, og det samme skete i 1944 - men her blev der også peget på, at blandt andet det danske kulturarbejde var vedblevet i den vanskelige tid.

- På den måde ville man også sikre sig legitimiteten i tiden efter et eventuelt tysk nederlag i krigen, fortæller Björn von Winterfeld.

Han kan se, at specielt det sidste krigsår var en hård tid for det danske mindretal - hvilket afspejles i Folkerådets virke. Danske skoler og forsamlingshuse blev beslaglagt, mindretalsdanskeres brænde blev holdt tilbage og meget andet.

- I den periode prøvede rådet i høj grad bare at afværge de værste følger, fortæller den unge historiker.

Den 7. maj 1945 var der andre toner, da rådet ligesom alle andre sad og ventede på den endelige tyske kapitulation. »Nu skal vi kræve vor ret«, hed det så.

Björn von Winterfeld har haft stor glæde af at beskæftige sig med Folkerådets arbejde i sit speciale.

- Det er et stort set ikke belyst tema, siger den unge forsker, som ofte har haft svært ved at finde egnede kilder - men efter ihærdig granskning er det som regel lykkedes.

Specialet skal afleveres i september.

Spørg biblioteket