Flensborg Avis' logo
Flensborg Avis' logo

Genforeningen

29.12.12
Grænsedragningen. I juli 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark, efter at det siden 1864 havde hørt under Tyskland. Det er en af de store begivenheder i den nyere danmarkshistorie. Billedet af Christian X, der på sin hvide hest red over den gamle grænse ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld, står klart i mange danskeres erindring. Men der var også samtidige karikaturtegnere, der havde en mere ironisk distance til begivenheden.

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 29. december 2012. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Da Christian X red ind i Sønderjylland den 10. juli 1920 var det en meget stor begivenhed. Hans ridt på den hvide hest var symbolet på, at Sønderjylland igen kom til at høre med til Danmark, efter at det i mere end et halvt århundrede havde hørt under Preussen og fra 1871 under Tyskland. Begivenheden er lige siden blevet fejret årligt, og rundt omkring i hele Danmark er der bygget talrige nationale mindesmærker, som symboliserer genforeningen.

Afstrafning af Tyskland

At Sønderjylland igen blev en del af Danmark skyldtes, at Tyskland var den store taber efter Første Verdenskrig. De vindende stormagter Frankrig, Storbritannien og USA ønskede at straffe Tyskland, der blev tvunget til at afgive landområder til nabolandene. Et af disse områder var Sønderjylland. Den amerikanske præsident, Woodrow Wilson, opstillede i januar 1918 sine berømte 14 punkter om fredsbetingelserne efter krigens afslutning, og heri understregede han, at de nye landegrænser skulle drages ud fra afstemninger om det nationale tilhørsforhold. Dermed blev der åbnet for, at befolkningen i Nordslesvig skulle stemme om, hvilket land man ønskede at høre under - Danmark eller Tyskland. Derom var næsten alle enige i Danmark og blandt de dansksindede i Slesvig. Problemet var blot at afgøre, hvordan afstemningen skulle finde sted. Allerede fra oktober-november 1918 lovede de førende tyske socialdemokrater - som efterhånden fik etableret en revolutionsregering i Tyskland - de dansksindede slesvigere, at man ville støtte en folkeafstemning i Nordslesvig. Underhånden fik man at vide, at den nye grænse skulle drages så retfærdigt som muligt, hvilket havde stor betydning for Flensborg.

Zonerne

Alle vidste at der var stort dansk flertal i den nordlige del af Slesvig, mens der var et lige så stort tysk flertal i den sydlige del af hertugdømmet. Efter lange diskussioner på dansk side, hvor den førende dansksindede politiker i Sønderjylland, H. P. Hanssen, fik gennemført sine planer, blev man enige om, at der skulle være en afstemningszone 1, som gik fra den gamle Kongeå-grænse ned til den nuværende dansk-tyske grænse. Her skulle der stemmes en bloc, hvilket vil sige, at der skulle være et samlet afstemningsresultat for hele zonen. Afstemningen i denne zone fandt sted den 10. februar 1920, og der var en markant overvægt af danske stemmer på 75 procent imod 25 procent tyske stemmer. Dette klare resultat skjulte, at der var tysk flertal i byerne Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Højer og i de mindre sogne Ubjerg og Tinglev.

I afstemningszone 2 - der altså lå syd for den nuværende dansk-tyske grænse ? fandt afstemningen sted den 14. marts 1920, og der var et meget klart tysk flertal på 80 procent af stemmerne. I Flensborg havde man fra dansk side håbet, at der ville være mange danske stemmer, men også her var der et stort dansk nederlag i forholdet 75 procent tyske og 25 procent danske stemmer. I ingen af sognene eller byerne i afstemningszone 2 var der dansk flertal.

Opløb af kunstnere

Da genforeningen fandt sted nogle måneder senere, var der som nævnt stor festivitas i Sønderjylland og i Danmark. Men skal man tro karikaturtegneren Valdemar Møller, var der måske knap så meget at være stolt af. Tegningen »Hurtig Udrykning. Gerda Christophersen gaar over Grænsen« er meget ironisk over for de tvivlsomme kulturelle fordele, sønderjyderne ville have ved at komme ind under Danmark. Gerda Christophersen var en af datidens største danske skuespillerinder, og hun var fra 1912 teaterdirektør i Casino. På teatret var det især inden for operettegenren at hun var kendt, men hun var samtidig en pioner inden for dansk stumfilm. Fra 1919 var hun direktør i det rejsende teater, og det er det, som er motivet på Valdemar Møllers tegning. I hælene på Gerda Christophersen fulgte Holger Rasmussen, der »kommer med Den sorte Panter«. Han var også en samtidig dansk skuespiller, der ligeledes i forskellige perioder havde været direktør for Casino. Rasmussen havde i 1910 omarbejdet romanen »Den røde Kansler« til teaterstykket »Den sorte Panter«, hvilket havde gjort ham berømt over hele landet. I 1920 blev han udnævnt til direktør for Det Sønderjyske Teater, og det er baggrunden for, at han er med på Møllers tegning.

Tegningen viser, at danske kunstnere havde travlt med at komme til Sønderjylland umiddelbart efter genforeningen. Og billedet illustrerer, hvordan dansk kultur og historie skulle spredes til den nye landsdel. Omvendt virker det mildt sagt ikke, som om Valdemar Møller havde særlig stor fidus til Danmarks kulturelle formåen. Det udtrykkes blandt andet ved det omskrevne udtog fra Elverhøj, der citeres nederst på siden: »Nu saa afsted! Vel er vi ej de første i Kunsten - men i Sønderjylland vi ej de sidste være ville. Og saa afsted til Haderslev!«

Tysk ringeagt

Tegningen indikerer altså, at dansk kunst og kultur var ret tilbagestående. Noget tilsvarende blev der givet udtryk for på tysk side. Her var der almindelig enighed om, at Danmark var Tyskland langt overlegen i økonomisk henseende. Til gengæld blev der fra forskellig side argumenteret for, at den tyske regering skulle sende penge til grænseområdet for at støtte tysk kultur, der angiveligt klart distancerede den danske. Som historikeren Morten Andersen har fremhævet, udtrykte rektor Sellin ved universitetet i Kiel dette synspunkt meget klart i marts 1922 i en ansøgningsskrivelse til den tyske regering; »Penge har danskerne flere af end os, men kulturelt er vi de rigeste, og kan, når vi udnytter alle vore bedste kræfter, tilkæmpe os sejren.« Det var klar tale og et udtryk for en tysk ringeagt for dansk kultur.

At den danske regering og opposition i 1920 var enige om, at den nye grænse skulle drages ud fra folkeafstemninger, var noget nyt i forhold til tidligere tider. Kun få yderliggående dansknationale argumenterede for et Danmark til Ejderen, hvilket hang sammen med et ideologisk skifte siden midten af 1800-tallet. Lige så vigtigt var det dog, at der blandt de danske toppolitikere var en forventning om, at Tyskland på et eller andet tidspunkt ville blive stærkt igen, selv om det var kraftigt svækket efter Første Verdenskrig.

Derfor ville det blive et stort problem i fremtiden, hvis der inden for Danmarks grænser var et stort tysksindet mindretal. I 1920 var der således ikke noget politisk ønske om at få en større del af Slesvig med til Danmark. 1920erne var en relativt afspændt periode i Europa, hvilket især illustreres ved indgåelsen af Locarno-aftalen i 1925, hvis formål var at skabe fred mellem Tyskland og Frankrig. Men efter den økonomiske krise brød ud i slutningen af 1920erne, begyndte det internationale spændingsniveau igen at stige. Og her blev 1920-grænsen et stigende problem for Danmark.

Men grænsespørgsmålet eksisterede allerede inden den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933. Det officielle Tyskland anerkendte aldrig 1920-grænsen i mellemkrigstiden. Det nazistiske regimes angreb på grænsen fra 1933 og frem var således mere en ændring af de midler, der blev brugt, end det var en ændring af selve målet, som var at få Nordslesvig tilbage. Det er således først nogle år efter afslutningen af Anden Verdenskrig - og især med de såkaldte København-Bonn aftaler fra1955 - at man kan sige, at 1920-grænsen lå endeligt fast.

Den sidste artikel fra e-bogen »Karikaturtegninger og Danmarkshistorie«, som bringes i Flensborg Avis den 2. januar 2013, er også skrevet af Mogens Rostgaard Nissen. Det er en artikel om Landmandsbankens krak i 1922 - et emne, der igen er blevet aktuelt.

Spørg biblioteket