Flensborg Avis' logo
Flensborg Avis' logo

Jens' første måneder ved fronten

28.01.15
Flere hundrede fra Flensborg faldt i 1914. Jens Nielsen Jensens breve viser, at han meget hurtigt blev meget træt af krigen.

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 28. januar 2015. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen og Jens Nygaard. Artikel og fotos er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Noyon. Journalist ved Flensborg Avis, Jens Nielsen Jensen, var blandt de første dansksindede sydslesvigere, der blev sendt til fronten i efteråret 1914. Fra midten af september og de følgende to måneder var han fast ved skyttegravene i Nordfrankrig i området ved Noyon.

Jens skrev stort set hver dag et brev på fem-seks sider til sin hustru, Ellen. I mange breve beklagede han, at han ikke havde noget at fortælle, fordi der intet skete. En meget stor del af tiden var han og hans soldaterkammerater på det sted, hvor de var indkvarteret, og tiden gik med eksercits og støvlepudsning.

Intet om kampe

På intet tidspunkt beskrev han de kampe, han deltog i, selv om der løbende var antydninger af, at han nu havde været eller skulle i kamp. Det hænger utvivlsomt sammen med, at han ikke ville gøre Ellen mere bekymret, end hun allerede var.

Brevene bærer også præg af, at han ikke forventede, at dem derhjemme ville kunne forstå ham, hvis han skrev alt for detaljeret om, hvad der skete ved fronten.

'Desuden forklarede han i et brev, at han ikke kunne skrive om kampene i sine breve:

- Jeg fortæller ikke om det, da det set med krigslovenes øjne ikke rager jer, hvad vi bestiller, eller hvor vi er. I kunne let komme til at nævne et eller andet, og det kunne let bringe jer eller mig ubehageligheder.

Selv om denne advarsel var reel nok, så kan det også opfattes som en bekvem undskyldning for at slippe for at gå i detaljer med, hvad der skete ved fronten.

Gik hårdt til

Selv om Jens og andre soldater undlod at skrive om selve kampene i deres breve hjem, så gik det hårdt til i efteråret 1914. Alene fra de fi re kirkesogne i Flensborg - St. Petri, Vor Frue, St. Jørgen og St. Hans - faldt mindst 225 unge mænd i 1914, mens der formentlig har været op mod 100 faldne fra Nikolai sogn.

Jens' breve bærer et tydeligt præg af, at han efter tre-fi re måneder ved fronten var træt af krigen:

- Vi havde jo ikke ventet, at krigen skulle vare så længe. Det vil sige, jeg lærte efterhånden at forstå det, men oprindeligt var også jeg inde på, at det hele kunne være endt i løbet af måneder.

Pessimistisk grundtone

I et andet brev fra november noterede han videre:

- Jeg tænker nu for resten ikke så meget på, hvor længe det kan vare. Tiden må afventes, og man kan simpelthen ikke gøre sig noget billede, for hvem ville have troet det muligt, hvis det før krigen var blevet sagt, at man kunne ligge overfor hinanden som her i måneder.

I næsten alle breve fra november og december 1914 var der en pessimistisk grundtone, selv om han forsøgte at skjule det for Ellen. Han så heller ikke positivt på 1915, og han forklarede sin hustru, at hun ikke skulle forvente, at krigen ville være forbi i løbet af det nye år.

Det fi k han som bekendt ret i.

Livet blandt kammerater

Beskrivelsen af kammeratskabet ved fronten i Jens Nielsen Jensens »Feltbreve« til Flensborg Avis og i de private breve til Ellen stemmer ikke overens.

Noyon. Jens Nielsen Jensen skrev adskillige »Feltbreve« til Flensborg Avis. Alene i efteråret 1914 skrev han fem forskellige feltbreve, der blev bragt i avisen.

Flensborg Avis havde som andre dansksindede aviser i Slesvig været forbudt i de første uger efter krigens udbrud, og da den blev frigivet igen i slutningen af august 1914, var avisen under stærk censur. Jens' feltbreve bærer da også tydeligt præg af selvcensur, idet han aldrig skrev om selve krigshandlingerne eller om, hvor han var. I stedet fortalte han om andre oplevelser, der ikke direkte havde med krigshandlingerne at gøre.

Flensborg Avis bragte den 28. december 1914 feltbrevet »Livet blandt kammerater«, hvor Jens skrev om forholdet til sine soldaterkammerater. Hovedpointen var, at kammeratskabet i delingen var blevet styrket meget gennem de måneder, de havde været sammen.

Han understregede, at »Sammenhold må der til, og meget skal slibes til rette. En hel del skal lære at forstå hverandre, fi nde det bedste frem og give det næring. Især må kammeratskabet fremmes; der kan under krigsforhold blive fuldt ud brug for den mangen gang«.

Han mente, at det havde været en særlig udfordring at få soldaterne i hans deling til at passe sammen, fordi den bestod af ældre soldater - Jens var 35, da han blev sendt i krig - som ikke fandt sig i ret meget. Soldaterne i delingen kom fra Slesvig og Holsten og havde en nogenlunde ens baggrund, men alligevel var det ikke let at få kammeratskabet til at trives.

I løbet af efteråret skete der meget. Efter at have lært hinandens navne »gik man over til at interessere sig for hinandens hjemegn og senere for hinandens private forhold«. Næsten alle soldaterne havde billeder af deres kære i skjortelommen, og »snart var der fl ere, der interesserede sig for »hende« og »de små«; navnene indprentedes og træk om de små, der nu sad hjemme og dagligt skrev til far, fortaltes«.

Derfor mente Jens, at der var opstået et ægte kammeratskab i delingen, og »om noget eller nogen forsvandt, ville billedet ændres og livet blive noget fattigere«.

Brevene til Ellen

Det er jo en smuk historie, men den stemmer ikke helt med det, han fortalte sin hustru, Ellen.

Her skrev han frustreret, at det var umuligt at være inden døre, fordi tobaksrøgen lå tungt, og kortspillerne larmede så voldsomt, at han ikke kunne tænke. Han mente, at det var »en forfærdelig hensynsløshed mod andre«, men han havde ikke sagt noget, da »ingen ville forstå én«.

Juleaften fi k mændene i delingen cognac, og nogle var i fuldskab kommet op at slås. »Latterligt at give sprit ud og så bagefter gå ængstelig omkring for at hindre, at der sker noget; hvor folk dog er mærkelige!«.

I de private breve gav Jens således udtryk for, at han ikke var glad for al kammeratskabet, fordi han ikke røg og drak som de andre. Samtidig foretrak han at læse bøger og skrive breve i stedet for at spille kort.

Spørg biblioteket