Flensborg Avis' logo
Flensborg Avis' logo
»The Illustrated London News« berettede i januar 1915 med tegninger om den såkaldte julefred nogle uger forinden, da soldaterne fraterniserede med hinanden. (Foto:FlA)
»The Illustrated London News« berettede i januar 1915 med tegninger om den såkaldte julefred nogle uger forinden, da soldaterne fraterniserede med hinanden. (Foto:FlA)

Julefreden i 1914

25.02.15
I juledagene i 1914 skete der noget højst usædvanligt ved Vestfronten. Soldater fra begge sider steg op fra skyttegravene og mødtes i ingenmandsland. Det skete langs hele fronten, men det var tilsyneladende især i de afsnit, hvor der var britiske soldater, at denne særlige julefred fandt sted.

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 28. januar 2015. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen og Jens Nygaard. Artikel og fotos er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Flensborg Avis berettede den 8. januar 1915 om en ret speciel begivenhed. Avisens historie var baseret på artikler i tyske aviser, som havde bragt nogle soldaterberetninger.

I Frankfurter Zeitung fortalte en soldat om, at der midt på dagen juledag var »en franskmand ovre i den fjendtlige skyttegrav 120 meter herfra, der vinkede med et hvidt stykke tøj«.

Derefter havde både tyske og franske soldater rejst sig op i fuld fi gur. Soldaterne gik frem mod hinanden »uden bælte og uden gevær«.

Situationen udviklede sig, og efterhånden »kom hele grupper hen til de fjendtlige skyttegrave. Snart udviklede der sig en omfangsrig udveksling af tobak, cigarer, cigaretter, pølser osv.«

De tyske soldater kunne således ved selvsyn konstatere, at de franske skyttegrave var »utildækkede og opholdsrummene noget tilbage«.

I Kölnische Zeitung kunne en anden soldat berette fra et afsnit, hvor der var britiske soldater. Han fortalte om en meget stærk oplevelse juleaften, hvor tyske og engelske soldater i hver deres skyttegrav havde sunget med på salmen »Stille Nacht« - der på engelsk hedder »Silent Night«.

Juledag var der først enkelte soldater på begge sider, der viftede med hvide klude og viste hovedet frem over kanten af skyttegraven, inden mange soldater valgte at gå op og mødes med hinanden i ingenmandsland. En britisk officer skulle have udtalt:

- Nu se dette billede, hvorfor kunne det ikke være således hver dag, og hvorfor må vi holde en så sørgelig jul her?

Få danske beretninger

Inden soldaterne igen trak sig tilbage til skyttegravene, lovede begge parter at lade være med at skyde efter hinanden de følgende tre dage, og ifølge soldaten blev dette løfte overholdt.

Der er mange andre beretninger om, hvordan julefreden bredte sig langs skyttegravene på Vestfronten. Der er dog kun få dansksindede soldater, der har fortalt om deres oplevelser i forbindelse med julefreden i 1914. Sønderjyden Thomas Kaufmann er en af dem:

- Opad dagen (juledag) kom nogle af vore folk og fortalte noget højst mærkeligt, de havde oplevet. De havde været nede i vore skyttegrave, og ingen af parterne løsnede et skud. Englænderne spillede fodbold over for deres skyttegrave. Man råbte over til hinanden, og enkelte besøgte endog modstanderen i deres skyttegrave.

Det var de menige soldater i skyttegravene, der gennemførte julefreden i 1914, og den kan vel bedst tages som et udtryk for, at soldaterne på begge sider ønskede at markere højtiden og holde fred i nogle timer.

Forbud fra ledelsen

De militære ledelser var mildt sagt ikke begejstret for det, der var sket. Her ønskede man at forhindre, at soldaterne fraterniserede med fjenden. Et sådant samkvem kunne både røbe eventuelle svagheder ved stillingerne, ligesom man i yderste konsekvens kunne risikere, at soldaterne kom til at opfatte fjendens soldater som kammerater.

Derfor forbød den tyske militærledelse omkring nytår 1914/15 sine soldater fremover at fraternisere med fjendens soldater.

Pinsefred på Østfronte

Nordslesviger berettede om et sjældent tilfælde af fraternisering med fjenden på østfronten i 1915.

Kaliningrad. Efter julefreden i 1914 var det ikke helt forbi med, at soldaterne havde kontakt med hinanden på tværs af skyttegravene. Der er mange beregninger om, at det fortsat fandt sted om end i mere beskedent omfang. Det ville da også have været underligt, hvis ikke der var kontakt mellem soldaterne, da der mange steder kun var 100-200 meter mellem skyttegravene.

Et interessant eksempel fandt sted i midten af maj 1915 på Østfronten i Kalvarija, der ligger i Litauen cirka 100 km øst for Kaliningrad.

Nordslesvigeren Sigurd Kloppenborg Skrumsager var kommet til fronten et par måneder forinden, og han fortalte i et brev til sine forældre om nogle højst besynderlige oplevelser, han havde haft pinsesøndag.

Pinsedag havde han været på sin post i skyttegraven i omkring et døgn. I brevet til sine forældre skrev han blandt andet:

Der faldt ingen skud

- Solen skinnede ned i graven til os, og jeg sad i nøgen fi gur og undersøgte tøjet fra top til tå. Bedst som jeg er i gang hermed, råber posten, der stod ved siden af mig, at nu har russerne plantet et par hvide faner på deres dækning - jeg sprang op og ser - ja minsandten. Hænger min skjorte på en spade og vinker af alle kræfter, og de vinker igen. Hoved kommer frem ved hoved, og snart kan også vi vise os fri for dækningen, og vi råber til hinanden, og en af russerne tager en af deres faner og løber frem imod os - men kammeraterne vil dog ikke følge ham, og han må snart løbe tilbage igen, dog vinker han stadig med fanen og viser sig så bevæget. Henrykkelsen varer en tid - det kunne selvfølgelig ikke vare ved - men der faldt stadigvæk ingen skud den formiddag. Det var dog kun et forspil til, hvad der skete om eftermiddagen - det var næsten utroligt - da udveksledes der håndtryk, og næsten alle løb vi frie omkring - derom senere.

Sigurd fulgte desværre aldrig op på historien, og hans nevø, Jens Skrumsager Skau, der har skrevet en artikel i Sønderjyske Årbøger 2013 om Sigurds breve, mener, at det hænger sammen med, at Sigurd fi k en pludselig orlov nogle få dage senere. Det er derfor sandsynligt, at han i stedet fortalte sine forældre om oplevelsen, da han kom hjem.

Det er en skam, at begivenheden ikke blev skrevet ned, da der åbenbart var en lokal pinsefred på Østfronten i 1915. Det er en pinsefred, der ikke er beskrevet i bøger og artikler om krigen på Østfronten.

Sigurd Kloppenborg-Skrumsager

  • Sigurd Kloppenborg- Skrumsager var født i Københoved i 1894. Han ønskede at blive chauffør ved en »Kraftwagenabteilung«. I stedet blev han indkaldt til et infanterikompagni.
  • I november og december 1914 blev han i Berlin trænet til fronttjeneste, og han var klar til at blive sendt til Østfronten lige efter jul. Men han blev syg. • Derfor var det først i midten af marts 1915, at han blev sendt til fronten i Litauen, hvor han var i maj 1915 og oplevede den besynderlige Pinsefred.
  • Sigurd var på Østfronten frem til november 1916. Derefter blev han overført til Lille på Vestfronten. Han kom på lazaret i marts 1917 med dysenteri, inden han i efteråret 1917 blev hjemsendt.

Materialer