»Kan de ikke snart finde på noget fornuftigt i EF?«

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 4. januar 2018. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

»Kan de ikke snart finde på noget fornuftigt i EF?« Sådan sluttede Karl Otto Meyer en lederartikel i april 1981. Sætningen fortæller om hans holdning til Det europæiske Fællesskab, EF. Han var glødende modstander, og gennem årene skrev han mere end 300 ledere om EF. Det svarede næsten til hver 20. lederartikel i den periode, hvor han var chefredaktør. Der er ikke fundet en eneste artikel, hvor han skrev positivt om EF. Der er flere, hvor han startede positivt ud, men efterhånden foretog så mange nuanceringer, at artiklen endte som et kritisk indlæg.

Hans syn på EF var meget konstant gennem alle årene, men hans modstand blev mere og mere udtalt efterhånden. Og grundkritikken kan spores helt tilbage til årene efter krigen, hvor han var meget skeptisk over for et udvidet europæisk samarbejde. Han blev ved med at understrege, at han var for internationalt samarbejde, men at det skulle være suveræne nationalstater, der frit valgte at arbejde sammen. Han var omvendt kraftigt imod alt overnationalt samarbejde, hvor overnationale myndigheder og institutioner kunne træffe afgørelser, der bandt nationalstaterne. Derfor ytrede han sig regelmæssigt imod de kræfter, der arbejdede for, at EF skulle være en føderal organisation med egen regering og eget parlament.

Dansk optagelse i EF

Kort efter, at han var tiltrådt som chefredaktør, beskrev han sin EF-holdning i en leder. Han var tilhænger af »et europæisk statsforbund, et forbund af fri, suveræne stater. Det må være et mål, vi nu langsomt - vi gentager langsomt - stiler imod. Kommende generationer må så afgøre, om dette statsforbund skal afløses af en europæisk forbundsstat.« I 1964 var han ikke helt afvisende over for en forbundsstatsløsning, men det var noget, kommende generationer måtte beslutte. Det er den eneste gang, hvor han åbnede for, at tiden måtte vise, om EF skulle udvikle sig til at blive en union. Senere var det ikke en mulighed han åbnede op for. Det var til gengæld noget, han regelmæssigt advarede imod.

I slutningen af 1960erne var der talrige diskussioner om, at EF skulle udvides, så også Storbritannien blev medlem. Og hvis Storbritannien kom med, var det meget sandsynligt, at Danmark også ville søge om optagelse, da det britiske marked fortsat var afgørende for den danske landbrugseksport. Det fik Karl Otto til at skrive flere artikler om, at Danmark skulle gå forrest i forsøget på at skabe en nordisk union, der som minimum bestod af Danmark, Norge og Sverige. Det skulle primært være en økonomisk union, som samlet skulle forhandle med EF-landene om et tættere samarbejde, eventuelt om et fælles EF-medlemskab. Da disse såkaldte Nordec-forhandlinger brød sammen i 1970, stod det snart klart, at Danmark sammen med England og Norge ville søge om at komme med i EF.

Avisens holdning for negativ

Op til den danske EF-afstemning i oktober 1972 skrev Karl Otto flere lederartikler i Flensborg Avis. Hans kritiske indstilling over for EF skinnede tydeligt igennem, men teknisk set undlod han at komme med forslag til de danske vælgere om, hvad de skulle stemme. Alligevel var der flere kritiske røster i både Sydslesvig og i Danmark, der mente, at avisens holdning til EF var for negativ. I en lederartikel den 21. februar 1972, der ikke var skrevet af Karl Otto, men formentlig af O.M. Olesen, blev det forklaret, at avisen ikke ville »blande sig i den interne debat i Danmark, hvorvidt Danmark skal blive medlem af EF eller ej. Det afgør den danske befolkning ved en folkeafstemning.« Avisen fandt det åbenbart nødvendigt at forsvare sig imod en kritik af, at især Karl Otto opfordrede danskerne til at stemme nej ved folkeafstemningen. I artiklen blev det understreget, at »vi er modstandere af fællesmarkedets traktater, principperne i dem, hvad enten Danmark bliver medlem af EF eller holder sig udenfor.« Det mente man ikke betød, at avisen blandede sig i den danske EF-valgkamp. For »vi blander os ikke i indre danske anliggender, men vi vil prøve at være med til at holde det hus i orden, vi selv bor i.«

Når man læser artiklen mange år senere, sidder man tilbage med en oplevelse af, at Karl Otto og Flensborg Avis fedtspillede. Man ville ikke tone rent flag og erkende, at man ønskede et dansk nej ved EF-afstemningen, men der kan ikke have været ret mange læsere, der har været i tvivl om, at det var sådan, det hang sammen.

Smørlagrene

I de følgende år, hvor Danmark var medlem af EF, skrev Karl Otto mange artikler om Danmark og EF. Han beskrev af flere omgange, at der var optræk til en ny afstemning i Danmark, fordi EF gik i en overnational retning. Det havde befolkningen ikke støttet i forbindelse med EF-afstemningen, og når der nu blev afgivet suverænitet til EF, måtte der en ny afstemning til.

I mange andre artikler beskrev han, hvordan EF-bureaukratiet udviklede sig, blandt andet fordi der blev ansat flere og flere højtlønnede bureaukrater i Bruxelles. Han skrev også meget om EFs landbrugspolitik, der skabte en overproduktion af smør, med store smørlagre til følge. Lagrene blev nedbragt ved, at der blev solgt billigt smør til Sovjet, der tjente godt på at videresælge det til Chile. Det var forkasteligt, når man i stedet kunne sælge smørret billigt til socialt svage grupper i EF-landene.

Senere var han meget kritisk over for EFs fiskeripolitik, der åbnede for, at især vesttyske fiskere fik adgang til at drive storfiskeri i grønlandsk farvand. Det var et udtryk for, at EF kanøflede den grønlandske befolkning, og at de store EF-lande havde mere at skulle have sagt end de små lande. Derfor var det helt forståeligt, at den grønlandske befolkning i 1982 valgte at forlade EF.

En anden grund til, at Karl Otto var så kritisk indstillet over for EF, var, at der frem til 1972 kun var seks medlemslande, og selv om der efterhånden kom flere lande til, var det ikke et samarbejde, der omfattede hele Europa. EF kunne ikke optræde på Europas vegne, selv om man forsøgte på det. Han var også meget kritisk over for, at EF var en slags lukket klub, hvor østeuropæiske lande som Polen og Tjekkoslovakiet blev forment adgang. På den måde var EF med til at opretholde Jerntæppet i Europa. I stedet skulle man arbejde for at øge samarbejdet mellem landene i Øst- og Vesteuropa.

EF-Parlamentet

I løbet af 1970erne skrev han flere artikler om det problematiske i, at EF nærmede sig diktaturstaterne Grækenland, Spanien og Portugal. EF skulle holde den demokratiske fane højt, og det måtte betyde en afstandtagen fra de fascistiske sydeuropæiske lande. Derfor ville det være forventeligt, at han støttede de tre landes optagelse i EF i 1980erne, fordi landene på dette tidspunkt var blevet gryende demokratier. Men sådan forholdt det sig ikke. Da det i 1985 blev besluttet, at Spanien og Portugal året efter skulle optages i EF, var Karl Otto imod. Det skyldtes både, at EF med udvidelsen ville udgøre en tredje stormagt i verden ved siden af USA og Sovjet, og det var der ikke behov for. Det skyldtes også, at han forudså en endnu større overproduktion af fødevarer, og EFs landbrugsordninger ville blive endnu dyrere og mere bureaukratiske. I 1979 blev der for første gang afholdt valg til det nyetablerede EF-parlament. I årene forinden havde Karl Otto advaret mod dette parlament, fordi det var meget uklart, hvilke beføjelser det ville få. Det var et problem, at vælgerne i EF-landene ikke vidste, hvad valget til parlamentet ville betyde. Det var et endnu større problem, hvis EF-parlamentet rent faktisk fik beslutningskompetence, da der i så fald ville blive afgivet suverænitet fra medlemslandene til det overstatslige EF-parlament. I de følgende år skrev han adskillige artikler om EF-parlamentet, som han konsekvent betegnede som EF-forsamlingen for at demonstrere sin modvilje mod dette skinparlament.

Kritik af den tyske regering

I første halvdel af 1980erne begyndte der at komme skred i EFs integrationsproces. Det var han naturligvis skeptisk over for, og han var især kritisk over for den vesttyske regerings fortsatte bestræbelser for at udvikle EF i en føderalistisk retning. Den liberale Hans-Dietrich Genscher, der både var udenrigsminister i den socialdemokratisk-ledede Helmut Schmidt-regering og senere i den konservativt-ledede Helmut Kohl-regering, blev løbende kritiseret kraftigt. Genscher arbejdede ifølge Karl Otto for, at der blev indført fælles EF-udenrigs- og sikkerhedspolitik, og for at EF-institutionerne - kommissionen, parlamentet, domstolen m.fl. - skulle have flere beføjelser. Endelig skulle flere beslutninger træffes via flertalsbeslutninger, hvorfor medlemsstaternes muligheder for at nedlægge veto blev udhulet. Derfor var særligt Genscher - men også Kohl - politikere, han ofte beskrev i negative vendinger.

Han trådte tilbage som ledende redaktør på Flensborg Avis, inden der for alvor kom gang i integrationsprocessen med beslutningen om den europæiske fællesakt - EF-Pakken - i 1985- 86 og Maastricht-traktaten i 1991-92. Men han blev ved med at være højlydt modstander af EF/ EU, også i årene efter at han stoppede på avisen i 1985, og efter at han forlod Landdagen i 1996.

Karl Otto havde nogle stærke politiske holdninger, og det skabte også intern kritik inden for mindretallet. Det er den kritik, der temaet for næste måneds kronik.