Flensborg Avis' logo
Flensborg Avis' logo
Fotografi fra ca. 1935 af familien Meyer. Karl Otto er nr. to fra venstre. (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Fotografi fra ca. 1935 af familien Meyer. Karl Otto er nr. to fra venstre. (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Legitimationskort fra 1945, der er udstedt til ”Knud Hansen”, det var én af Karl Ottos illegale identiteter. (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Legitimationskort fra 1945, der er udstedt til ”Knud Hansen”, det var én af Karl Ottos illegale identiteter. (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Karl Otto Meyer - barndom og opvækst

28.02.17
Karl Otto Meyer voksede op i det danske mindretal, og det prægede ham så meget, at han overførte sin antipati mod nazisterne til at gælde alle tyskere, skrev han senere i sine erindringer.

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 28. februar 2017. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og fotos er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

I det første bind af sine erindringer Frihed, lighed og grænseland fra 2001 fortalte Karl Otto Meyer meget om sin barndom og sit barndomshjem, og indholdet af denne kronik er i væsentlig grad baseret på disse erindringer.

Karl Otto blev født den 16. marts 1928 i Adelbylund lige uden for Flensborg. Hans familie kan bedst betegnes som typisk sydslesvigsk, for den var nationalt blandet. Faren, Otto, var fra Heidelberg og uddannet bogtrykker, mens moren, Frieda, var født i Oversø, og ud af en delvist dansksindet familie. Karl Otto mente, at mormoren vist nok havde stemt dansk i 1920, men at hun siden var blevet tysksindet og senere igen sympatisk indstillet over for nazismen. Da faren kom til Flensborg, blev han ansat på Flensborg Avis, hvor han arbejdede frem til pensioneringen i 1956, kun afbrudt af fire års soldatertjeneste under Første Verdenskrig. I løbet af årene på avisen blev faren tæt knyttet til chefredaktøren Ernst Christiansen, og det havde betydning for, at familien blev aktive inden for det danske mindretal. Men det var moren, der havde den nære kontakt til skolen, til Den slesvigske Forening, til ungdomsforeningerne og til kirken. Karl Otto og hans tre søskende gik alle i dansk skole, og de var alle med i ungdomsforeningerne. Karl Otto var blandt andet aktiv spejder.

Skolegangen

Han startede i Tarup danske skole, da han var seks år gammel, og fire år senere rykkede han videre til Duborg-Skolen. Han var en flittig elev, der samtidig havde talent for skolearbejdet. Derfor hang skoleflytningen både sammen med, at familien i mellemtiden var flyttet til Kappelgade i Flensborg, og at han trængte til større udfordringer. Han har selv konstateret, at kravene til eleverne på Duborg-Skolen var noget højere end det, han havde været vant til i Tarup, men at »alt det nye interesserede mig gevaldigt«. Han gik kun på Duborg-Skolen frem til sommeren 1944, hvor han med støtte fra Skoleforeningen startede på gymnasiet på Sønderborg Statsskole, fordi det endnu ikke var muligt at tage en dansk studentereksamen i Sydslesvig.

Han skrev forskellige skoleopgaver, da han gik på Duborg-Skolen. Den første var en rapport fra en lejrskole, der blev afholdt i Broager i september 1941, da Karl Otto var 13 år. Opgaven bærer præg af, at han var stærkt interesseret i Sønderjyllands historie, og at han tillige var en noget gammelklog dreng. Senere på året 1941 skrev han en historieopgave der viste, at han allerede på det tidspunkt var meget bevidst om sit nationale ståsted. Han startede opgaven med at konstatere: »Det et menneske elsker højst er sikkert sin hjemstavn. Vor hjemstavn er det Sønderjylland, som står under Tyskland. Vi er danske, og vi betragter også landet her som dansk.« Derefter fulgte han op med på Claus Eskildsensk vis at bevise, at Sydslesvig egentlig var dansk, og han sluttede opgaven med at konkludere: »Når vi nu har betragtet alt dette: Bygninger, sten, sprog o.s.v., ser vi, at alt taler dansk. Landet er dansk, selv om tyskerne påstår det modsatte. Denne påstand er grebet lige ud af luften, det har vi bevist.«

Antipati mod tyskere

I erindringerne har Karl Otto har beskrevet, hvordan det var at vokse op i et dansksindet hjem under nazismen. I hjemmet kom mange forskellige mennesker, der i varierende grad var kommet på kant med regimet - uanset om det var andre fra det danske mindretal, tyske arbejdere eller mennesker, der tilhørte Jehovas Vidner. Han beskrev også, at familien havde haft et godt forhold til de fleste naboer, idet de ikke var nazister, men alligevel var det svært: »Det er for stærkt at sige, at vi levede i en dansk ghetto; men en slags ghetto var det med al den ensomhed, en ret indelukket verden fører med sig. Alligevel har vi grund til at være vore forældre taknemmelige for denne tilværelse, for derved undgik vi nazismens gift. Vi blev antinazister fra barnsben af, men desværre kom vi til at overføre denne antipati til alle tyskere.« Sammen med sine søskende levede han altså i en indelukket verden, og han blev opdraget til at være imod det nazistiske regime. Men han fik samtidig indpodet en antipati mod alle tyskere, hvilket han i erindringerne så kritisk på. Gennem hele sin barndom var han feriebarn i Danmark, og det kom til at betyde meget for ham. Danmark blev det sted, hvor han kunne tænke og tale frit, og det var en vigtig grund til, at han entydigt opfattede Danmark som sit fædreland og danskerne som sit folk.

Krigstjeneste og desertering

I efteråret 1944 blev han indkaldt til tysk krigstjeneste, og han var nødt til at gå ud af gymnasiet. Helt fra starten gav han udtryk for, at »jeg kunne ikke indse, at det var min pligt at tjene en forbrydernation«. Men mindretalsledelsen pålagde de unge dansksindede mænd, at de skulle deltage i krigen som tyske soldater - et forhold Karl Otto omtalte som »pligtens tunge bud«. Derfor deltog han i en syv-ugers militær grunduddannelse i Polen, hvor han traf den endelige beslutning om at flygte væk fra det tyske militær.

Da han kom hjem på orlov i januar 1945 valgte han derfor at flygte til Danmark, godt hjulpet på vej af sin gamle spejderleder, Hans Futtrup. Det var bestemt ikke risikofrit, hverken for ham selv eller for hans familie. Han risikerede at blive slået ihjel, hvis han blev taget, og forældrene risikerede at blive udsat for repressalier af myndighederne. Endelig var mindretalsledelsen stærkt bekymrede for, at regimet ville opfatte de dansksindede mænds flugt som udtryk for illoyalitet, der i værste fald kunne betyde, at man mistede retten til hjemstavnen. Så alt i alt var det en stor beslutning, der kunne have fået vidtrækkende konsekvenser, den 16-årige Karl Otto traf.

Illegal på Fyn

Frem til befrielsen den 5. maj 1945 levede Karl Otto illegalt på Fyn. Han havde tre forskellige illegale identiteter, og han boede flere forskellige steder. I de sidste besættelsesuger var han desuden tilknyttet en modstandsgruppe i Oure, men som han selv noterede: »min indsats i modstandskampen blev beskeden; jeg udførte lidt kurertjeneste og deltog i de aktiviteter, der var, mens vi ventede på at komme i aktion, når englænderne snart kom«. I ugerne efter befrielsen var han fortsat tilknyttet modstandsbevægelsen, og hans vigtigste indsats var at registrere og udspørge tyske flygtninge, der opholdt sig i flygtningelejre på Sydfyn.

Karl Otto var én af 20-30 dansksindede sydslesvigere, der valgte at flygte til Danmark for at undgå tysk krigstjeneste. Efter krigen forklarede han det med, at »man indså, at det var nødvendigt, at flertallet af mindretallet forblev loyale, men det ville være gavnligt, hvis nogle enkelte ville gå den modsatte vej, for derved at give englænderne og danskerne et billede af, hvordan sydslesvigernes vilje og sande ønske var.« På den måde kunne mindretallet fortsat stille krav over for Tyskland, fordi omkring 1.000 dansksindede havde deltaget i krigen, mens man samtidig sendte et signal til Danmark og England om sydslesvigernes sande holdning. Det er noget af en efterrationalisering, der er skrevet på et tidspunkt, hvor krigen for længst var forbi, og hvor synet på de sydslesvigske desertører skiftet til, at de havde gjort det rigtige.

Idealist

Flugten til Danmark for at undgå tysk krigstjeneste og forbindelsen til modstandsbevægelsen fylder meget i fortællingen om Karl Otto. Det er der flere grunde til, og det var noget han selv fortalte om i mange sammenhænge. Men det er også en historie, der fortæller meget om ham, og en beslutning, som fik betydning for ham resten af livet. At han som 16-årig traf et så afgørende valg viser, at han allerede som teenager var idealist, og at han gik ind i modstandsbevægelsen bekræfter hans antinazistiske indstilling. Men i modsætning til mange andre danske modstandsfolk var Karl Otto entydigt for folkestyret og for borgernes frihed. Han fokuserede meget på forholdene efter krigen, hvor Danmark atter ville være frit, og det danske folkestyre tilbage i en bedre udgave end før krigen.

I den følgende kronik næste måned følger vi Karl Ottos holdninger i de første efterkrigsår, hvor han læste på Skaarup Seminarium, og hvor han holdt talrige foredrag rundt om i Danmark om Sydslesvig.

Materialer