Karl Otto Meyer som nyuddannet lærer

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 22. april 2017. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Karl Otto Meyer vendte tilbage til Sydslesvig i 1949 som nyuddannet lærer. Efter fire år på seminariet i Skaarup var han klar til at komme hjem og undervise de sydslesvigske børn. Det skete på et tidspunkt, hvor der var stort behov for danske lærere, idet antallet af elever på de danske skoler i Sydslesvig steg voldsomt, ligesom der i årene efter krigen var etableret mange nye danske skoler.

I sine erindringer har Karl Otto beskrevet, hvordan han under studiet var i praktik på Bornholm. Her lærte han læreren C. C. Haakansson at kende, og de to enedes om, at Karl Otto skulle søge til Husum danske skole, når han var færdiguddannet. Det hang sammen med, at Haakansson var blevet udpeget til ny skoleleder i Husum, og derfor blev det her, Karl Otto fik sin første ansættelse som lærer. Han var dog kun på skolen i et enkelt år, idet han året efter overtog stillingen som lærer og leder af den danske skole i Skovlund, hvor han var frem til 1963.

Det var en meget afklaret ung lærer, der kom tilbage til Sydslesvig. Både erindringerne og seminarieopgaverne bærer et tydeligt præg af, at det ikke var nogen tilfældighed, at han blev uddannet lærer. Selv om det kan lyde højtravende, er der klare antydninger af, at han opfattede det som en mission - eller livsgerning - at komme til Sydslesvig for at lære eleverne i de danske skoler om dansk kultur og dansk historie.

Historieundervisningens formål

Kort før Karl Otto afsluttede sit studium, skrev han en omfattende opgave på 21 håndskrevne sider, der havde titlen »Historieundervisningens formål og midler«. I opgaven gjorde han det klart, hvorfor historie var så vigtigt et fag, ligesom han havde nogle klare meninger om, hvordan undervisningen skulle gennemføres. Opgaven bærer et tydeligt præg af, at han fandt historiefaget helt afgørende for eleverne, og i indledningen argumenterede han imod den tyske filosof Nietzsches opfattelse af, at historien kunne virke hæmmende på den fremtidige udvikling. Tværtimod var det vigtigt, at »lade historien fortælle børnene, at der mellem fortid og nutid ikke kun er modsætninger, men også et stærkt, frugtbart sammenspil.« Man skulle bruge historien til at få eleverne til at forstå deres samtid, og man skulle undervise i fædrelandets historie, fordi »Det, vi som folk og nation er blevet til, er vi blevet ved de begivenheder, vi igennem historien har oplevet og ved den udvikling, menneskeheden har gennemgået fra Arilds tid til nu.«

For ham var det især Danmarkshistorien, der var afgørende. »Historieundervisningen skal gå fra det nærmeste til det fjerneste, derfor først Danmarks historie, senere indflettes Nordens og til sidst verdenshistorien.« Heri ligger der nogle didaktiske overvejelser om, at børnenes kendskab til historien bedst udvikles ved at tage afsæt i historien tæt på dem selv. Han fulgte senere op med at notere: »Hvis der findes gravhøje, jættestuer, mindesmærker eller historiske steder i nærheden, så bør læreren sørge for, at eleverne får dem at se. … På denne måde kan børnene lære hjemstavnen at kende.« Men som det også fremgår af begge disse citater, havde Karl Otto desuden et tydeligt nationalpolitisk sigte med, at eleverne skulle kende deres fædreland. For - som han udtrykte det: »Et af skolens hovedpunkter vil altid være at fremme en levende kærlighed til fædrelandet hos sine elever. … Historieundervisningens mål må derfor altid være at fremme denne fædrelandskærlighed, som er kærlighed til folket, til det nationale.«

Den nationale tilgang

Karl Otto var helt bevidst om, at det ikke var uproblematisk at have et nationalt sigte med undervisningen. Derfor diskuterede han i opgaven denne nationale tilgang til undervisningen, og han noterede blandt andet, at »man hører nu ofte mennesker sige: »Vi må afskaffe fædrelandskærligheden, thi den bliver misbrugt «. Eller også: »Intet har gjort så megen skade i denne verden som det nationale, væk med det«. Han gav også udtryk for, at især mange unge lærere havde denne opfattelse. Derfor gjorde han meget ud af at forklare og forsvare sin holdning. Kernen i argumentationen var, at det ikke kan være skadeligt at lære børnene om fædrelandets historie, fordi alle mennesker er naturligt knyttet til deres familie og deres folk, og derfor har de behov for at kende til historien. »Vort liv må leves i forbindelse med det danske væsen, med dansk tankemåde, med historien, sproget og med det danske folk, derfor må skolen arbejde for, at eleverne fornemmer røsten fra fortiden og lever deres liv i pagt med det inderste i dem selv, og da kommer vi ikke uden om det nationale.« Han var fuldt ud klar over, at mange anså nationalismen som årsag til mange ulyksaligheder i historien, og mest udtalt i forbindelse med de to verdenskrige. Han understregede da også, at det nationale aldrig måtte blive en religion. Det var en meget vigtig pointe hos ham, at det nationale var noget, der rakte indad. Det var dansk tankemåde; dansk sprog; dansk historie og dansk kultur i bred forstand, der bandt det danske folk sammen. Men det var ikke noget, der rakte udad i forhold til andre nationer. Nationalfølelsen måtte »aldrig påtvinge andre at leve dette liv imod deres vilje«, og det var derfor utænkeligt, at den kunne bruges til at føre angrebskrige. Derved adskilte han sig fra den tyske nationalisme i kejsertiden og under nazismen, uden at han dog direkte foretog denne sammenligning. Det er også en vigtig pointe hos Karl Otto, at historieundervisningen skulle bruges til at skabe både fædrelandskærlighed og menneskelighed, og at dette var forudsætningen for at eleverne kunne forstå, »at vi også har brødre ude i de andre lande, at vort land kun er et led i et større hele i verden. Ud fra det nationale kan vi så skabe det internationale.«

Undervisningen

I den sidste halvdel af opgaven skrev Karl Otto om, hvordan undervisningen i historie bedst kan gennemføres. Det er allerede nævnt, at han mente, at undervisningen skulle tage afsæt i historien tæt på eleverne, altså i hjemstavnens og i Danmarks historie. Han mente også, at det var vigtigt, at undervisningen skred kronologisk fremad, så eleverne frem til 3.-4. klasse blev undervist i perioden fra oldtiden til vikingetiden, mens eleverne i 5. og 6. klasse lærte den øvrige del af Danmarkshistorien. I 7. og 8. klasse skulle eleverne i stigende grad arbejde med at fortolke historien og perspektivere den i forhold til nutiden. Og endelig fremhævede han betydningen af, at store personligheders historie blev fortalt, fordi det kunne gøre historien levende, og fordi eleverne derved kunne få et indblik i »deres tankemåde og handlinger«.

Rent formidlingsmæssigt lagde han stor vægt på fortællingen. Læreren skulle med sin fortælling gøre eleverne interesseret i historien. Det stillede naturligvis store krav til lærernes fortælleevner, og Karl Otto erkendte da også, at det desværre ikke var alle historielærere, der var lige gode til det. Han anbefalede da også forskellige pædagogiske kneb, der kunne gøre fortællingen mere levende. »Sangene, der omhandler historiske begivenheder, har altid børnenes interesse, og igennem dem får de mere udbytte og glæde af stoffet.« Lærerne burde også benytte landkort og billeder i undervisningen til at anskueliggøre, hvor de historiske begivenheder havde fundet sted, og hvordan forskellige kunstnere havde illustreret historien. Til gengæld advarede han imod, at historielærerne selv begyndte at tegne for meget, idet tegnelærerne var meget bedre til at klare det.

Fortælleundervisningen skulle kombineres med overhøringer, og han anerkendte, at den undervisningsform blev kritiseret for, at »at barnet var passivt, og at faget blev mekaniseret til hukommelse og eksamination.« Som alternativ kunne undervisningen lægge mere op til selvstændigt arbejde, hvilket Karl Otto var stærkt kritisk over for. Han talte om en »hjemmestuemetode «, hvor eleverne selvstændigt eller i grupper skulle foretage gennemgangen af stoffet; hvor hjemmearbejdet bestod i at forberede oplæg mm. og hvor selve eksaminationen var oplægget og gruppesamarbejdet. Han konkluderede, at dele af denne hjemmestuemetode allerede i et vist omfang var inddraget i historieundervisningen på skoler, »der hylder de gamle principper «. Men han konkluderede: »jeg kan ikke tro, at mange elever kan klare disse opgaver med udbytte.«

Karl Otto sluttede med at forholde sig til, om lærerne kunne eller skulle holde sine egne meninger udenfor. Og han konstaterede, at »hvis det er sandt, at historie er liv, så kan læreren ikke holde sig selv udenfor og bør ikke gøre det. Historien skal opleves, derfor kan han ikke gøre det, og derfor vil han fortælle ikke ud fra en objektiv bog, men ud fra sig selv.«

Næste måneds artikel vedrører Karl Ottos engagement imod vesttysk genoprustning og genindførelse af værnepligt i Vesttyskland. Det var emner, der fik bølgerne til at gå højt i Sydslesvig i begyndelsen af 1950erne.