Knud Kristensen og Sydslesvig 1.del
Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 27. december 2013. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.
»Regeringen, som staar paa den nationale Selvbestemmelses Grund, er af den Opfattelse, at Danmarks Grænse ligger fast«. Sådan udtrykte den socialdemokratiske statsminister, Vilhelm Buhl, den nydannede befrielsesregerings grænsepolitik, da Folketinget 9. maj 1945 mødtes første gang efter befrielsen. Den nyudnævnte indenrigsminister, Knud Kristensen, bakkede som medlem af regeringen op bag statsministerens udtalelse.
Erklæringen trak på mange måder tæppet væk under mange dansksindede sydslesvigeres ønske om, at grænsen skulle rykkes mod syd. Her var der et ønske om en ny grænse ved Ejderen eller i det mindste ved Slien. Alligevel kom grænsediskussionen i de følgende år til at køre på højtryk. Især da Knud Kristensen blev statsminister for en ren Venstre-regering efter folketingsvalget 30. oktober 1945. Under valgkampen havde et af Venstres hovedpunkter været »Frihed for danske Mindretal til at leve deres Liv uden Tryk af fremmed Magt«, og det var også en del af regeringsgrundlaget.
Regeringens støttepartier var Det radikale Venstre og Det konservative Folkeparti. De radikale var lodret imod at pille ved 1920-grænsen, mens mange konservative var for en ny afstemning, selv om formanden, John Christmas Møller, var stærkt imod. Derfor var det regeringens politik, at 1920- grænsen lå fast, men fra juni 1946 tog statsministeren rundt i Danmark og udtalte, at det kunne blive aktuelt med en ny folkeafstemning i Sydslesvig, og at målet altså var at få Sydslesvig tilbage. Dette sagde han som privatmand, og det skabte så stort politisk postyr, at regeringen i efteråret 1947 blev tvunget til at trække sig og udskrive nyvalg.
Lige siden har Knud Kristensens noget besynderlige linje i Sydslesvig-spørgsmålet vakt forundring, og der er gennem årene blevet givet mange bud på hvilke overvejelser, der lå bag hans ageren. Senest er historikeren Søren Mørch i »25 Statsministre« kommet med sin fortolkning; Knud Kristensen havde aldrig interesseret sig for Sydslesvig, og hans udtalelser var en taktisk manøvre, der skulle udradere Christmas Møller og splitte Det konservative Folkeparti. Først senere viste det sig, at Sydslesvig-politikken havde stor opbakning blandt vælgerne, og det fik ham til at fortsætte sine udtalelser om en ny grænseafstemning. Mørchs udlægninger trækker i meget høj grad på Tage Kaarsteds langt mere nuancerede analyse i »De danske ministerier 1929-1953«, hvor han tillægger Kristensens sikre politiske instinkt stor betydning; statsministeren fornemmede i begyndelsen af 1946, at der var mange stemmer at hente på Sydslesvig-spørgsmålet, og det var først efterfølgende, at han indså, at det ville gå ud over Christmas Møller og Det konservative Folkeparti. Andre har ment, at han fortsatte sine udtalelser som privatmand, fordi han ønskede at fremprovokere et mistillidsvotum, idet han befandt sig dårligt med at være statsminister.
En fjerde mulighed kunne være, at Knud Kristensen rent faktisk mente, hvad han sagde. At han anså det for retfærdigt, at befolkningen i Sydslesvig »ad åre« fik mulighed for at stemme om det nationale tilhørsforhold. Og at han mente, at han havde ret til at udtale sin egen personlige holdning, selv om den afveg fra den politik, som regeringen, styret af støttepartierne, måtte føre. Det var i hvert fald det, han gav udtryk for, også efter han var trådt tilbage som statsminister.
Knud Kristensens udtalelser
Knud Kristensen havde allerede i marts 1945 kontakt med to ledende medlemmer af Sydslesvigsk Udvalg - der senere blev til Sydslesvigsk Udvalg af 5. Maj 1945 ? som var en dansk-national bevægelse, der blev dannet i september 1944. Udvalgets formål var at »Sydslesvig skal med det samme være en Del af det danske Rige, saaledes at Grænsen flyttes sydpaa, mindst til Slien, helst til Ejderen«, som det er noteret i et håndskrevet program dateret 31. marts 1945. Vurderet ud fra Sydslesvigsk Udvalgs beslutningsprotokol virker det ikke, som om Knud Kristensen på dette tidlige tidspunkt havde givet nogen løfter, ligesom der tilsyneladende heller ikke i de første efterkrigsår var nogen tættere kontakt til Kristensen eller andre fra Venstres ledelse.
Kort efter, at Knud Kristensen blev statsminister, havde han et møde med J. C. Møller, der var udpeget til overborgmester i Flensborg af den britiske besættelsesregering, og som 1939- 46 var formand for Folkeraadet, der var en fællesrepræsentation af danske foreninger i Sydslesvig. Møller refererede på et møde i Folkeraadet i slutningen af november 1945 fra et møde, han havde haft med Knud Kristensen, hvor statsministeren angiveligt udtalte, at »Han mente, at Regeringserklæringen af Maj 1945 betød, at Grænsen laa fast foreløbig«. Ordet »foreløbig « er understreget i referatet, og Møller havde tilsyneladende fået det indtryk, at beslutningen om grænsen ikke var endelig, og at det kunne nytte noget at fortsætte kampen for en ny grænseafstemning. Den vurdering skulle altså vise sig at være helt korrekt.
Statsministeren sparkede for alvor gang i grænsedebatten med sin grundlovstale i 1946 i Toftlund. Her lagde han op til at få en »Tilkendegivelse af, hvor den hjemmehørende Befolkning [i Sydslesvig] ønsker at høre til«, og han sluttede med at konstatere: »Sydslesvig genvundet, det er Kampens Maal«. Et par uger senere uddybede han sin holdning. Han gentog, at målet var »at vinde - det tabte tilbage igen«, men at dette synspunkt havde forskrækket nogle velmenende danskere, der nok støttede »de Danske Syd for Grænsen«, men ikke ville være med til en afstemning, der »kunde føre Landsdelen hjem til Danmark«.
Udtalelserne gav ham mange venner i Sydslesvig, og mange fjender på Christiansborg. Op til mindretallets årsmøde 23. juni 1946 sendte Knud Kristensen en hilsen, hvor han glædede han sig over, at det igen var muligt at holde årsmøder. Han udtalte videre, at han »ikke kunde afvise et virkeligt, af et folkeligt Flertal baaret Ønske om en Tilbagevenden til det gamle Land, saafremt dette Ønske fremsættes ganske frivilligt - hvor alene den nationale Overbevisning gør sig gældende«.
På årsmøderne kvitterede talerne for statsministerens opbakning. Det var et gennemgående tema, at det ville være rimeligt og ønskeligt, hvis der blev gennemført en ny folkeafstemning i Sydslesvig. Men det skulle være et rent nationalt valg, der var renset for kortsigtede materielle hensyn.
