Om kampen mod vesttysk remilitarisering og tvungen værnepligt

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 27. maj 2017. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Da Karl Otto Meyer kom tilbage til Sydslesvig i sensommeren 1949, gik det ikke helt stille af. Efter et halvt år blev han som knap 22-årig udnævnt til skoleleder for den danske skole i Skovlund, og der havnede han i lidt af et minefelt. Samtidig blev han aktivt involveret i modstanden mod planerne om vesttysk remilitarisering og tvungen værnepligt. En modstand, der skyldtes bekymring for, at militæret igen ville kunne destabilisere det gryende vesttyske demokrati og derefter true Vesttysklands naboer samt i frygten for, at unge dansksindede sydslesvigere igen ville blive tvunget til tysk militærtjeneste.

Da Karl Otto blev udnævnt til skoleleder i Skovlund, skyldtes det, at Skoleforeningens ledelse havde valgt at fyre forgængeren. Det skete, fordi forældrene til 20 af skolens elever krævede ham fjernet. Da der kun var 34 elever på skolen, valgte Skoleforeningens ledelse at skride til handling. Det fik 11 andre forældre til at sende et brev til den fyrede lærer med kopi til Skoleforeningen, hvor de forklarede, at de ikke havde ønsket afskedigelsen, og at de var meget kritiske over for sagens forløb. Det var med andre ord en dybt splittet skole, han overtog, ligesom mindretallet i landsbyen var meget delt. Der var en »gammeldansk« gruppe, der var centreret omkring en Valsbølhus-kreds, der havde været danske inden 1945, mens de »nydanske« var kommet til efter krigen. Mange blandt de »gammeldanske« så skævt til de nye, som man ikke anså som rigtigt dansksindede. Samtidig var der en konflikt mellem to »gammeldanske « familier, der også skabte problemer for det dansksindede samfund i Skovlund. Derfor var Karl Otto fra starten nødt til at balancere mellem de forskellige dansksindede grupperinger, og skal man tro på formanden for forældrerådet, Johannes Johannsen, så »kom der nu en god tid for den danske skole«, da Karl Otto tog over.

Tvungen værnepligt ...

Det var også i 1950 og 1951, at Karl Otto sammen med en gruppe yngre sydslesvigere engagerede sig kraftigt i modstanden mod vesttysk remilitarisering og tvungen værnepligt. Forbundsrepublikken var blevet stiftet i 1949 på et tidspunkt, hvor den kolde krig udviklede sig kraftigt. Krigen i Korea brød ud i sommeren 1950, og det var i høj grad en konflikt mellem Øst- og Vestmagterne. I Europa blev en række øst- og mellemeuropæiske lande tvunget ind under sovjetisk herredømme, ligesom Tyskland blev delt i et Øst- og et Vesttyskland. Derfor var der blandt Nato-landene en stigende interesse i at få den ny forbundsrepublik med i et forpligtende militært sikkerhedssamarbejde. Det skyldtes både, at Vesttyskland kunne give alliancen et militært boost, og at officerer og efterretningsfolk fra det tidligere nazistiske regime havde stor viden om Sovjet. Sådan så man også på det i Danmark. Den socialdemokratiske Hans Hedtoft-regering og Erik Eriksens Venstre-Konservative regering, der tog over fra oktober 1950, var i stigende grad interesseret i, at Vesttyskland kom med i det vesteuropæiske sikkerhedssamarbejde. Det skyldtes, at et fremtidigt vesttysk militær ville styrke forsvaret af Danmark - herunder de danske bælter og stræder - meget betydeligt.

Men i Sydslesvig stillede sagen sig anderledes. Mange inden for mindretallet så med dyb skepsis på, hvad der foregik i Konrad Adenauers Vesttyskland. Med Nazi-Tysklands kapitulation blot fem-seks år tidligere og med mange personlige erfaringer som tyske soldater under krigen var der stor modstand mod igen at blive tvunget ind som tysk soldat. Især blandt de yngre mænd - hvoraf mange havde deltaget i krigen - var det et absolut krav, at unge sydslesvigere slap for værnepligten. Samtidig erkendte de fleste, at man i Vesten var nødt til at beskytte sig mod Sovjet og Østblokken, og at det var nødvendigt med et militært forsvar.

... men ikke for sydslesvigere

Karl Otto indgik en lille gruppe yngre mænd fra mindretallet, der fra efteråret 1950 og de følgende år ytrede sig meget skarpt imod remilitariseringen og værnepligten. I foråret 1951 gennemførte de en underskriftsindsamling i Flensborg- området, hvor knap 500 skrev under på, at dansksindede sydslesvigere ikke igen skulle være tyske soldater. Samtidig drog de rundt i Sydslesvig og forsøgte at skabe bred opbakning bag modstanden. Gruppens ledende mænd var: Journalist på Flensborg Avis, Karl Christiansen, der samtidig var gruppens talsmand, som havde kontakten til SSFs formand, Niels Bøgh Andersen og generalsekretæren, Frants Thygesen; Landmand Heinrich Lorenzen, der blandt andet stillede bil til rådighed, og så Karl Otto, der var den mest aktive til at skrive politiske indlæg i den grænsepolitiske ugeavis, Slesvigeren.

Gruppen var nødt til at skrive om deres holdninger i Slesvigeren, fordi »Flensborg Avis og Heimatzeitung har nægtet at optage indlæg, repræsenterende vort standpunkt. Det var en skuffelse af rang for os« som Karl Otto forklarede det i en artikel. Det var et udtryk for en redaktionel linje i de to mindretalsaviser, hvor der ikke blev bragt kritiske artikler om et følsomt emne som remilitarisering og værnepligt, eller om uenighed inden for mindretallet, som det for eksempel var tilfældet med skolesagen i Skovlund. Derfor måtte gruppen fortælle om deres holdninger i Slesvigeren. Det skete blandt andet i et temanummer i marts 1951, hvor man var blevet anmodet om »at give plads for de anskuelser, unge sydslesvigere fremsætter«, og det gjorde man gerne, fordi »disse tanker har bud til hele det danske folk.« I temanummeret skrev Karl Christiansen en artikel med overskriften »Jeg siger nej til den tyske uniform«, hvor han ud fra sine egne erfaringer som soldat under krigen advarede imod, at dansksindede sydslesvigere igen risikerede at skulle tjene et militær, der blev ledet af officerer, der tidligere havde været en del af det nazistiske regime. Heinrich Lorensen skrev artiklen »Hvor ansvarsløst …! Vi står på gammel dansk folkegrund«, hvor han knyttede modstanden mod værnepligten sammen med, at Sydslesvig var gammel dansk land, hvorfor man ikke kunne kræve at dansksindede mænd skulle være tyske soldater. »Marie Meyer, husmoder, Skovlund« skrev artiklen »Frihed, sandhed og ret«, hvor hun repræsenterede de sydslesvigske kvinders modstand mod både remilitariseringen og værnepligten.

Værnepligt og selvbestemmelsesret

I den sidste artikel - »Vort standpunkt« - sammenfattede Karl Otto gruppens centrale pointer i tre hovedpunkter: »1: Som danske har vi intet i en tysk hær at gøre. 2: Vi kan ikke bringe det i overensstemmelse med vor samvittighed at gå ind i en hær, der ledes af de samme officerer og befalingsmænd, der så villigt ledede Hitler-hæren, og 3: Vi ønsker at blive løsrevet fra Tyskland og betragter det som uretfærdigt, at Sydslesvig stadig er under tysk overhøjhed.« Dermed knyttedes modstanden mod værnepligten sammen med spørgsmålet om selvbestemmelsesretten og en ny folkeafstemning om Sydslesvigs nationale tilhør, der ikke var blevet gennemført. Både Karl Otto og Karl Christiansen havde på dette tidspunkt erkendt, at Forbundsrepublikken formentlig ville opbygge et militært forsvar, uanset hvad sydslesvigerne mente om det. Derfor blev hovedindsatsen rettet mod værnepligten, hvor man kæmpede for at friholde de dansksindede sydslesvigere. Det fik dem til at gennemføre underskriftsindsamlingen, hvor knap 500 sydslesvigere på et par dage bakkede op om at bede mindretalsledelsen om aktivt at arbejde for dette krav. Karl Otto skrev en ny artikel i Slesvigeren den 27. juli 1951, hvor han erkendte, at det ikke var sandsynligt, at sydslesvigerne helt slap for at blive indkaldt til militærtjeneste. Derfor foreslog han en løsning, hvor »de unge frit kan vælge, om de vil tjene en tysk hær eller en dansk (eventuelt nordisk eller europæisk).«

Det lykkedes Niels Bøgh Andersen at få aftalt et møde med den danske udenrigsminister, den konservative Ole Bjørn Kraft, den 15. december 1951. På mødet deltog ud over Bøgh Andersen også Karl Christiansen, Heinrich Lorenzen og Karl Otto. Ifølge et håndskrevet referat fra mødet, som blev skrevet af Karl Otto, fejede Kraft stort set alle deres argumenter til side. Han udtalte, at »jeg har en levende, menneskelig forståelse af Deres standpunkt, men vil fremhæve, at denne vesteuropæiske hærs skabelse har afgørende betydning for Danmark.« Derfor konstaterede han, at »De kan komme i den situation, at De ved at nægte også kan komme til at nægte at forsvare Danmark«, hvilket må have været et hårdt slag for de tre sydslesvigere. Kraft lovede ganske vist, at »jeg vil gøre alt for at finde en ordning, der er bedst for Dem, mindst sårende «, men udtalte samtidig, at han mente det var urealistisk med en løsning, hvor dansksindede sydslesvigere kunne blive værnepligtige i Danmark.

Det er uvist, om det var mødet med den danske udenrigsminister, der fik Karl Otto til at trække sig fra den aktive modstand mod remilitariseringen og værnepligten, men det kan i hvert fald konstateres, at han efter dette tidspunkt næsten ikke deltog længere. Det er dog mere sandsynligt, at det hang sammen med, at Karl Otto i begyndelsen af februar 1952 blev suspenderet som lærer og skoleleder, efter at den slesvig-holstenske kultusminister, Paul Pagel, havde krævet ham fjernet. Og det er suspensionen og den senere fyring, der er temaet for næste måneds Kar Otto Meyer-kronik.