Flensborg Avis' logo
Flensborg Avis' logo

Slesvigland – en dråbe der udhuler

25.05.16
Slesvigland er blevet digitaliseret og lagt ud her på hjemmesiden under Forskningsafdelingen. I den anledning har Mogens Rostgaard Nissen skrevet tre kronikker om tidsskriftets tidlige historie. I kronikkene i dag og i morgen beskrives baggrunden for tidsskriftets start, og den sidste kronik behandler reaktionerne, efter at de første numre var udkommet.

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 25. maj 2016. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

I løbet af de to år, der gik, fra Traugott Møller i foråret 1978 barslede med de første ideer om Slesvigland, til det udkom første gang i marts 1980, var projektet flere gange ved at kuldsejle. Det hang i væsentlig grad sammen med Traugott Møller. I denne kronik beskrives Slesviglands vanskelige opstart.

Traugott Møller sendte konstant mange og lange breve til især Sigfred Andreasen, men også til Karl Otto Meyer, H. P. Clausen og andre, der var tilknyttet Slesvigland-projektet. Han kom hele tiden med nye ideer og nye planer, og forslagene hang ikke altid lige godt sammen. I de første mange måneder var planerne luftige og diffuse, både med hensyn til formål, målgruppe og udgivelsesfrekvens. Det var den vigtigste grund til, at projektet trak ud.

I slutningen af september 1978 kom Møller for første gang med forslaget om, at tidsskriftet skulle hedde »Slesvigland«. Tidligere havde »Landet Slesvig« været det, der oftest blev benyttet, men Sigfred Andresen, Karl Otto Meyer og H.P. Clausen bakkede hurtigt op bag det nye navn, som man herefter holdt fast ved. Møller forklarede, at navnet Slesvigland alene skulle skrives på dansk – ikke på tysk i stil med Schleswigland eller lignende – og han mente, at det »udtrykker det geografiske område fra Skælbækken til Ejderen«. Han brød sig ikke om betegnelsen »Sydslesvig «, fordi det var geografisk ukorrekt og da det var værdiladet. Derfor fandt han – og den øvrige kreds – at Slesvigland var det bedste navn til tidsskriftet.

Frustrationer

Efterhånden som månederne gik blev Andresen mere og mere frustreret, og den 7. oktober 1978 skrev han i et privat brev til Karl Otto Meyer: »Det er egentlig min beslutning i dag, at jeg trækker mig ud af det her tidsskriftsvæsen«, men fulgte op med at oplyse, at han ville vente nogle dage med at træffe den endelige beslutning. Om baggrunden for sine overvejelser skrev han, at projektet gik ham på nerverne, og at han ikke kunne blive ved med at arbejde på denne måde, hvor Møller konstant skrev og kom med nye forslag. I brevet noterede han også, at Jørgen Detlefsen – der var journalist ved NDR og tiltænkt en plads i redaktionskomitéen – havde oplyst, at han på grund af sit arbejde »ikke kunne være med til hans [Møllers] separatistbevægelse«.

Andresen valgte at fortsætte som chefredaktør, fordi der nogle dage senere blev afholdt et redaktionsmøde, hvor det blev besluttet at udskyde udsendelsen af det første nummer til september 1979. Han var meget bekymret for, om det ville være muligt at skaffe nok gode artikler, men hans største betænkeligheder gik på, hvilken rolle Møller skulle have i forhold til tidsskriftet. Møller spillede flere gange ud med, at han ikke skulle være en del at redaktionen, men at han alene ville være rådgiver og komme med forslag til artikler. Og Møller understregede i flere breve, at hans forslag netop var forslag og ikke befalinger. Alligevel var han meget dominerende, både fordi han kom med en lind strøm af ideer, men især fordi han betalte for det hele. Situationen var uholdbar, og Andresen havde svært ved at leve med Møllers fortsatte indblanding, når han selv var tidsskriftets chefredaktør.

Det var også fortsat meget uklart, hvad formålet med tidsskriftet skulle være, men der blev skabt nogenlunde klarhed i begyndelsen af november 1978, hvor Møller, Andresen, Meyer og Clausen mødtes og traf nogle afgørende beslutninger. Man aftalte, at Traugott Møller-Fonden skulle garantere økonomien, og at redaktionen skulle indsamle stoffet og tilrettelægge indholdet af hvert nummer. Man vedtog også et såkaldt manifest, som Meyer udformede; »SLESVIGLAND er et uafhængigt, tosproget tidsskrift, der på en populær, sandfærdig og fredelig måde fortæller om slesvigske forhold i fortid og nutid.« Tidsskriftet ville anerkende Slesvigs forskellige kulturer og sprog, og at »Slesvig er blevet påvirket af tysk kultur«. Men »opgaven skal være, at få befolkningen til at forstå, hvorfor der stadig er en levende danskhed i dette område og samtidig oplyse om, at det er helt naturligt, at folk, der lever i området, finder frem til en identitet i det danske. Ud fra disse principper vil tidsskriftet arbejde for en voksende danskhed i Slesvig.«

For en voksende danskhed

Dermed var ånden ude af flasken, idet formålet med tidsskriftet altså ikke alene var at formidle interessante historier om Slesvig; man skulle også arbejde for en voksende danskhed. Møller havde hele tiden talt for, at formålet med Slesvigland skulle være »dråben der udhuler«. At man gennem velskrevne artikler løbende påvirkede den del af den slesvigske befolkning, der ikke var særligt tysk eller slesvig-holstensk indstillet, i en dansk retning. Ved at fortælle denne gruppe den sandfærdige historie om landsdelens danske fortid, ville Slesvigland netop fungere som »dråben der udhuler«.

I de følgende måneder gik der igen studiekreds i den, og man kom ikke længere med de konkrete planer for tidsskriftet. Møller sendte en lind strøm af breve, hvor han kom med nye ideer. En væsentlig del af de følgende måneders diskussion gik på, hvor åbenlys man skulle være i forhold til hovedpunkterne i manifestet. Skulle man i den første leder skrive direkte, at formålet var at fremme danskheden i Slesvig eller skulle man lade være? Møller gik ind for, at man spillede med åbne kort, og han mente også, at det af lederen skulle fremgå, at det politiske mål var en adskillelse af Slesvig fra Holsten. Det var de tre andre imod, fordi de troede, at det ville få gruppen af tysktalende slesvigere, som ikke var særligt tysk eller slesvig-holstensk indstillede, til at vende Slesvigland ryggen.

Konflikt med SSF

Møller kom samtidig på kant med Sydslesvigsk Forenings (SSF) formand, Ernst Vollertsen. Møller havde tidligt kontaktet ham med et forslag om, at medlemmerne af SSF kunne købe tidsskriftet til en særligt gunstig pris. Og Møller anmodede i efteråret 1978 Vollertsen om at skrive en indledende artikel til det første nummer, hvor han på SSFs vegne udtrykte sin opbakning. I begyndelsen af oktober 1978 sendte Vollertsen udkastet til en sådan artikel, og det fik Møller op i det røde felt. Han mente ikke, at opbakningen var tydelig nok, idet Vollertsen netop fremhævede fordelen ved, at Slesvigland var uafhængig. Men det var især nogle bemærkninger om Møllers person, der faldt ham for brystet. Vollertsen noterede, at han havde lært Møller at kende som en mand »der igennem sin barndom og opvækst og senere manddomsgerning føler en stærk og dybtgående kærlighed til sin slesvigske hjemstavn«. Det er uvist, hvorfor dette udkast fornærmede Møller, men konsekvensen var, at SSF ikke længere havde noget med Slesvigland at gøre. En anden konsekvens var, at det bragte Sigfred Andresen i en penibel situation, idet han var tæt forbundet med SSF, og denne kontrovers var medvirkende til, at han på dette tidspunkt overvejede at stoppe som chefredaktør.

Husstandsomdeling

I et brev den 16. marts 1979 til Andresen, Meyer og Clausen foreslog Møller pludselig, at tidsskriftet skulle omdeles til alle 217.000 hustande i Sydslesvig. Ikke blot det første nummer, men også alle de efterfølgende. Dette forslag kunne de tre øvrige kun bakke op, og det øgede betydningen af Slesvigland betragteligt. Samtidig steg omkostningerne voldsomt, men Møller forklarede, at han havde afsat en bestemt sum penge til fonden, og at 70 procent af renteafkastet – ca. 5 mio. kr. årligt – skulle bruges til at udgive Slesvigland. Ulempen ved denne løsning var, at antallet af numre pr. år ville variere og afhænge af renteindtægten. Det var også en ulempe, at omfanget nu oversteg Flensborg Avis´ kapacitet, og man gik i stedet i gang med at afsøge andre trykkemuligheder. En proces der endte med, at Th. Laursens Bogtrykkeri A/S i Tønder påtog sig opgaven.

Opgavefordelingen

I foråret 1979 var der igen store vanskeligheder. Andresen var fortsat utilfreds med Møllers fortsatte indblanding, og i april overtog Erik Møller, der var direktør for Traugott Møllers tekstilfabrik, en stor del at kontakten mellem Slesviglands redaktion og Traugott Møller. Det var en nødvendig løsning, da forholdet mellem Traugott Møller og Sigfred Andresen efterhånden var så belastet, at hele projektet var ved at strande. Da Erik Møller tog over, kom der efterhånden styr på projektet, og opgavefordelingen mellem redaktionen, redaktionskomitéen, Traugott Møller og fonden blev klarlagt.

Hen over sommeren 1979 blev Helge Krempin engageret til at stå for layout, og de to medredaktører, Otto Lippert og Kurt Philippsen, blev tilknyttet. Dermed blev Slesvigland målrettet og klar til udgivelse fra begyndelsen af 1980. Redaktionen kom til at fungere som en redaktion; redaktionskomitéen med Meyer og Clausen fik aldrig nogen egentlig indflydelse på indholdet, og Traugott Møller fik ingen dominerende rolle.

I kronikken i morgen beskrives den noget turbulente modtagelse, Slesvigland fik i foråret 1980.

Spørg biblioteket