disruption
disruption

Bibliotekschefens blog

14.12.17
Disruption på dansk

Det hedder disruption, også på godt dansk. Det er et ord, der nu om dage betyder mere end bare en forstyrrelse eller afbrydelse, som det ellers betyder på engelsk. Det står også som begreb for den tendens til teknologier, som ikke bare er noget nyt, men som decideret undergraver eller nedbryder den nuværende måde at gøre tingene på, så noget nyt opstår i stedet for.

Et brev, som jeg netop har modtaget fra PostNord Danmark, kan man vist også kalde disruption. De skriver, at man ”grundet driftsmæssige ændringer” (læs: digitaliseringen, der er skyld i faldende omsætning) vil ”sætte nyt servicemål” (læs: forringe den service, de tilbyder, konkret kan man først få posten kl. 9.30).

Nu er det naturligvis småtingsafdelingen. Set i en større sammenhæng kan vi nævne internetplatforme som Airbnb og Uber, der i den grad har revolutioneret måden at finde overnatning og kørsel på, og som har udfordret den traditionelle hotel- og taxidrift i stort set hele verden og på ganske få år.

Det er denne udfordring – revolution, om man vil – som det såkaldte ”Disruptionsråd” skal se nærmere på, bl.a. for at gøre det til en positiv oplevelse for danskere og danske virksomheder, så de er bedre rustet til at møde den digitale disruption med al dens kunstige intelligens, robotter og andet godt fra det teknologiske himmerige.

Den revolution, vi er midt i eller måske bare begyndt på, er sandsynligvis uendelig meget større end den kulturrevolution, vi oplevede i 1968 eller midlertidige modebølger som yuppietiden i 80-erne. Det er den digitale udvikling og deraf forandring af arbejde og samliv, som vil fylde historiebøgerne, uanset hvilket format der vil være i fremtiden.

Det er selvfølgelig sundt at vende ting på hovedet. Det er også sandt, at man bedre kan orientere sig, hvis man kan se horisonten og holde styr på, hvad der er op og ned. Det bliver i hvert fald en opgave, som bibliotekerne skal bidrage med, så vi forhåbentlig alle kommer godt ind i ikke bare det nye år, men i den digitale, disruptede tidsalder.