Bibliotekschefens blog

31.05.18
Digitalt eller lokalt?

Sådan stod der på en powerpoint, og det handlede om en undersøgelse i Danmark, hvor man spurgte nogle brugere om, hvad de helst ville have. Om det skulle være det seneste nye digitale globalt og nationalt, eller fokus mere på lokale tilbud.

Det er naturligvis noget nervepirrende, at man sætter digitalt op som modsætning til det lokale. Kan vi ikke leve sammen i skøn harmoni, og kombinere det lokale fællesskab med de digitale friheder til at opleve hele verden hjemme i stuen.

Måske, måske ikke, - men som mindretal, måske netop en stor udfordring!

Senest så jeg, at man i ældreklubber her i mindretallet oplever, at færre kommer, fordi man har travlt med andet – underforstået også at ældre er faldet i iPad-fælden og ser serier og andet godt på de digitale dimser.

På et eller andet tidspunkt begynder også Tyskland også sådan rigtigt med digitalisering - ja undskyld, men det var venligt ment, og sødt sagt, og jeg kan se at man i Forbundsdagen endda overvejer at afskaffe fax´en.

Spøg til side, når der for alvor kommer gang i bredbånd også lokalt og mere landligt, så kan man blive noget urolig for, hvor mange der hænger fast i den store, digitale verden, og hvor få der møder op til de analoge, fællesskabsdannende arrangementer, uanset om det er i idrætsforeningen, ældreklub, menighedsråd, foredrag på biblioteket, læseklub eller spansk taco-aften i Aktive Kvinder.

Svaret stod der også, altså på spørgsmålet ”Digitalt eller lokalt”, og det lød: kvalitet. Det siger sådan set sig selv, men det er jo nemmere sagt end gjort. For hvad er lokal kvalitet, og hvordan kan det måle sig med den store, digitale verden? Jeg synes ikke, det skal måles, for det kan ikke sammenlignes. Det er to forskellige verdener, og vi må gøre alt for at holde fast i begge, både friheden og fællesskabet.

Konkret kan man allerede i weekenden 1. – 3. juni gøre en indsats for at være med i fællesskabet, dvs. sætte tablet og TV på stand-by og møde og til årsmøderne rundt i hele Sydslesvig og til de store friluftsmøder søndag.

Mottoet er netop ”Velkommen til Sydslesvig” – og også velkommen til dem, der ellers lever lykkeligt i den digitale verden til daglig. Kom ud og oplev virkeligheden.