dannebrog

Bibliotekschefens blog

29.06.16
Hvad er dansk?

Så er der endnu engang debat om de kære fædrelandsfølelser. Denne gang blandt andet på baggrund af ambitionen om en ”Danmarkskanon”, men også inspireret af, hvad en dansk statsborgerskabsprøve skal indeholde.

Der er flere tilgange til dette – bl.a. som set i flygtningedebatten, som viser to sider af samme danskhed, både den nationalt-stolte og den venligt-inviterende, præcis som der i Tyskland også har været flere former for ”tyskhed”. Eller er det måske mere udtryk for, at den nationale, entydige identitet er i spil, er den ved at blive pluraliseret – eller hvad onde tunger kunne kalde atomiseret?
”Frankrig gennemlever en kæmpe identitetskrise”, har den franske politiker Daniel Cohn-Bendit (”ham med 68-opgøret”) netop udtalt. Og Storbritannien må finde ud af, om de vil være europæiske også uden for EU.

Det interessante er imidlertid at hele denne mangfoldighed med hensyn til, hvad der er ”dansk”, den finder vi ikke bare nu, men også tidligere. Vi finder den hos de helt store danskere, og derfor lige et kort kig på de store danskeres Danmark.

Komponisten Carl Nielsen kaldte faktisk en overdreven dansk nationalfølelse for ”en åndelig syfilis, der har opædt hjernerne”, og dog skrev han også, at ”det kan ikke nytte at man vil være flot og kosmopolitisk, hjertet hænger dog ved det rådne land”, siger manden med melodien til ”Den danske sang”. 

Også H.C. Andersen, som skrev ”I Danmark er jeg født” var ved mange lejligheder kritisk over for det danske – eller måske de danske, der ikke forstod hans talent. Især i dagbøger og breve hidser han sig op og taler om de danske som ”onde, kolde, sataniske. Et folk, der passer for de våde, skimmelgrønne øer, hvorfra Tycho Brahe blev forjaget” (!) I 1841 skriver han i dagbogen om Danmark: ”et folk, der kun lever i kritik-kakleri og smålighed”.

Og nu – ”vi skriver 2016”, som Mads Skjern ville have sagt i nutidens Matador – Nu skal vi alle finde det særligt danske, der er værd at beholde fremover, som kulturminister Bertel Haarder udtrykte det på Flensborghus under årsmøderne tidligere på måneden. Det skal blive spændende at se hvad sydslesvigerne synes, vi skal beholde som danske værdier.

Spændende hvad kongerigets klogeste, hvor og hvem de end måtte være, i sidste ende finder frem til. Og det i en debat, der forhåbentlig bliver både folkelig og forfriskende, og gerne også med vid og bid, og med masser af sofistikeret selvironi, også noget særligt dansk, måske?