ferieblokken
ferieblokken

Bibliotekschefens blog

13.07.17
FeriebloKKen

Dette indlæg er skrevet lige inden jeg suser ud af døren på vej på ferie. Jeg oplevede engang en vicedirektør inde i Finansministeriet, der brugte stort set to uger af sin ferie på at rydde op i sager inde på hendes kontor: ”I må ikke forstyrre hende, hun har ferie og er kommet for at rydde op”, sagde vores chef. 

Sol, sommer og strand – børn og barnlige slapper af og leger i sandet, som herefter følger med hjem og drysser irriterende over det hele. Men sådan skal det være. Trods ferie, er der så alligevel nogle, der lige griber mobiltelefonen - for som Dan Turell engang skrev om parret, der skulle i sommerhus og hvor manden havde taget lidt arbejde med: ”… for der er jo altid noget”. 

Faktisk er der åbenbart altid ”noget” for over 50% af danskerne når de ellers skulle holde ferie. De tjekker mails, læser notater og rapporter osv. Men hvorfor? Bange for at blive fyret? Næppe, da slet ikke nu, hvor der er rigtig god gang i beskæftigelsen på rigtig mange områder. Er det for at gøre karriere? Måske for nogle. 
Der er til gengæld andre argumenter, som er mere relevante og som skal have et par korte kommentarer med. Den klassiske ”undskyldning”: det er nemmere at komme tilbage fra ferien, hvis der ikke ligger hundredvis af mails. Det er selvfølgelig en pointe, men så ville det jo være logisk slet ikke at holde ferie, men til gengæld gøre arbejdsdagen kortere..…ikke? 

Der er ingen tvivl om, at vi har brug for afveksling i forhold til arbejdet. Brug for tid med familie og venner, for tid til ro og til nye oplevelser og omgivelser. Så når folk alligevel sysler lidt med arbejde i ferietiden, handler det måske mere om - som det har været fremme i danske medier - fordi de gerne vil vise, at de er uundværlige. Præcis som de hele tiden helst skal være online og opdatere på de sociale medier. 
Vi gør det med andre ord ikke af hensyn til vores arbejdsplads, og heller ikke af hensyn til vore kolleger. Vi gør det af hensyn til os selv. ”Se mig”, siger selfie-generationen.

Tænk nu over, at ferien er til at for at slappe af – ikke stresse rundt. Falde ned og ikke fare op. I stedet for at skrive beskeder og blogindlæg, vil jeg tage bloKKen frem og tegne en køn krussedulle.