Nissen elsker at læse bøger
Nissen elsker at læse bøger

Da nissen flyttede ind - et juleeventyr

24.12.20
Af : H. C. Henriksen, ukendt eventyrforfatter

Har du hørt om dengang, da julenissen flyttede ind på biblioteket? Det er mange år siden, og så vidt vi ved, var det en nisse fra Vanderup, Lindved eller Treja.

En nisse kan bo mange steder. Dette var en ekstra klog nisse, som vidste, at biblioteket var et dejligt sted. Nissen flyttede ind på biblioteket vist nok i slutningen af forrige århundrede, i hvert fald var det på en mandag.
Hun hyggede sig fra første dag med alle bøgerne, som hun tog med op på nisseloftet. Selvom det normalt er nisser, der tryller, så var biblioteket vist også noget af et trylleværksted, fordi uanset hvor mange bøger, nissen tog med, var der altid fyldt op med nye spændende ting, når hun ville sætte bøgerne på plads. Nissen vidste godt, de skulle afleveres på automaten først. Men så ville personalet finde ud af, at nissen boede på biblioteket.
Nogle gange ville nissen gerne skrives op til en særlig god bog, men hun kunne ikke huske sit efternavn, og så kan man ikke få et lånerkort. Nissen havde selvfølgelig læst reglementet, selvom hun faldt i søvn fem gange. Sjette gang fik hun dog læst det.

Nuvel, skal sandheden frem, og det skal den i et eventyr som dette, så havde nissen nu ikke biblioteket helt for sig selv. Der var kommet aktiviteter om aftenen, og enten stod der en klog mand og talte om et eller andet, eller også var det en klog kvinde. Om formiddagen var der sådan set også aktiviteter, nogle gange noget om kunst og andre gange noget med små babyer, nissen var helt forvirret, ja forvirret og fornærmet over al den uro. I efteråret var der ”læseaften” for børn og unge, hvor andre fik lov til at være her - nissen var nu en gang mest glad for at have biblioteket for sig selv.

Men så skete det – i netop dette år, at nissen fik hele biblioteket for sig selv. Hun kunne danse rundt i garagen uden at skulle gemme sig for de store bogbusser - de var så store, at nissen troede det var deres helt egne biblioteker, som bare holdt inde i garagen for at få varmen og tanke nye bøger. Så da porten blev lukket, midt i foråret, var der pludselig stille, og nissen kunne gøre, hvad hun ville: løbe rundt på de mange trapper, gemme sig, sove i den flotte udstillingssal og lege med alle de mange spændende sager, som var i børnebiblioteket.

Da vinteren kom, kunne nissen også holde nytår med sig selv og hele biblioteket. Helt alene. Selvfølgelig syntes nissen, det var synd for de andre, der ikke kunne komme ind i bibliotekets store univers. Det lykkedes dog nogle - med det, der med et fint ord kaldes internet.

Nissen havde også god tid til at få læst de 368.520 bøger på biblioteket, men var blevet færdig allerede 6. januar, kl. 11.30. Og så var det, at nissen begyndte at savne nogen at være nisse for. Man er vel kun nisse, hvis nogen tænker på nissen. Hvis ingen tænker på nissen, ja så er der ingen risengrød og ingen at drille. Så måske det var bedst, hvis biblioteket kunne åbne igen i det nye år, og alle de andre nisser, store som små, kunne dele det hele med hinanden, for et biblioteket er noget, man deler med hinanden.
 

Tags