Danmark har mistet én af sine mest monumentale billedhuggere.

Tilbage står mindet om en yderst kontroversiel personlighed og hans gigantiske værker.
 

Værk og publikum

De fleste med interesse for emnet har nok oplevet eller som minimum hørt om den legendariske skulptur Elias i Birk lidt uden for Herning, der efter 12 års arbejde blev indviet i 2001. Den enorme stålkonstruktion på mere end 600 tons er 32 meter høj og 60 meter i diameter. Opkaldt efter profeten Elias, som under en storm for til himmels i en ildvogn, og der er da også, helt i pagt med den bibelske tekst, midt i værket placeret en stor computerstyret gasbrænder, som med intervaller på knap et døgn spyr en 8 meter høj ildsøjle op i luften.

Andre vil have oplevet Cronhammar i den usædvanlige udstilling Racing Cars – The Art Dimension i Aros i 2006:. En totalinstallation med fuldblodsracerbiler fra Formel 1- og Le Mans-løbene på den ene side og kunsten på den anden, i et unikt univers af metal, styrke og hestekræfter. Eller i 2006 have besøgt Cronhammars underjordiske rige i installationen H i Cisternerne under Søndermarken på Frederiksberg:  28 søjler af lysende, faldende vand, som kunne besøges via gangbroer, i et sindrigt system over et vandspejl, der dækkede hele gulvet. Eller allersidste værk fra Cronhammars hånd: Perseus Gargoyle fra 2020, hvor en 12 meter høj, kroget søjle (Gargoylen) i Sjørring spyr rødt lys ned i stjernebilledet Perseus.

Ingvar Cronhammers indstilling til publikum er ikke mindre legendarisk. Da han på bestilling lavede et kunstbestik til A Hereford Beefstouw-restauranterne, klagede gæster over, at bestikket var umuligt at spise med. Det var han bedøvende ligeglad med:
"I dag er der alt for meget sådan noget ”jeg gider ikke, jeg vil hellere det eller det”. Men så fuck af! Sådan har jeg det. Men nogle gange i livet koster det noget at få en oplevelse. At blive beriget. Det kræver noget af dig. Det er netop derfor, at trappetrinene er ekstra høje på ”Elia”. Folk klager over, at de er svære at gå på. Jamen så bliv dog nede! Lad være med at gå op" (Jyllands-Posten, 14.5.21)

Baggrunden

Ingvar Cronhammar var svensk, født i 1947 i den sydsvenske by Kristianstad, men hans forhold til det såkaldte forbuds-Sverige var bestemt ikke det bedste:
”Sverige! Hvor alt er sat i system. Hvor man ikke kan tage fejl. Hvor man kan lugte desperationen som maskingeværolie, der er blevet for varm! Når folk taler om de der velorganiserede ting, og jeg tænker: LEVER DU? Är det ett liv, du representerar? Eller er vi i helvedes forgård? Det er så trøstesløst. Jeg måtte væk. Det var helt galt.” (Jyllands-Posten, 14.5.21) 
Han følte sig mere hjemme i Danmark. Som han siger i samme interview: ”I Danmark kan det i det mindste få lov til at gå galt i ny og næ.”

Allerede som som teenager flyttede han i midten af 1960’erne til Danmark, hvor efter sit studie på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus i 1967-71 forlod akademiet som billedhugger, og senere i sit liv var han i øvrigt i en årrække leder af Billedhuggerskolen ved Det Fynske Kunstakademi i Odense. Som ung blev han en del af kunstmiljøet i Aarhus, hvor han var tilknyttet sammenslutningerne Zygo og Sonde, og med afsæt i både amerikansk environment art og modkulturens provokationer skabte flere værker, der kunne ses som enten skarpe eller satiriske kommentarer til samfundet. Men han har senere fortalt, at det var en periode, hvor han følte sig usikker på, i hvilke retning, han skulle gå. Forløsningen kom på en tur i Nordsverige.

Inspirationen

På trods af sin uvilje mod hjemlandet, var der en oplevelse, der skulle få stor betydning for Cronhammers senere virke:
”Da jeg en dag kørte rundt i det nordlige Sverige og så nogle stolper, der var blevet brugt til at tørre hø på, så blev jeg ramt af noget uforklarligt. Har I set ”Nærkontakt af tredie grad”, hvor han kratter i kartoffelmosen? ”This means something”, siger han. Sådan havde jeg det, da jeg så de stolper. Siden har jeg ikke haft nogen anelse om, hvad mine værker går ud på.” (Herning Folkeblad, 29.11.2019)

Cronhammar har flere gange nævnt ”Nærkontakt af tredie grad” i interviews, som en forklaring på, at hans inspiration ofte nærmest kom dumpende som syn fra en anden dimension. Det kunne ske i form af indtryk, som han pludseligt kunne få under sine rejser rundt i landet og i film og litteratur. Eksempelvis i Herman Melvilles roman Moby Dick.
I en radioudsendelse om Herman Melville var Cronhammar engang med på en telefon fra Herning, hvor han fortalte, at Moby Dick var den mest fantastiske roman, han havde læst. Ja, det vil sige, faktisk havde han ikke læst hele romanen, for som han sagde, så han ville så gerne have den endelige besættelse liggende og vente på sig i småbidder. Som barn havde han dog læst Moby Dick i tegneserien Illustrerede Klassikere. Men allerede dér var det gået op for ham, at bogen indeholdt nok til et helt liv, så han sparede på den.

Sådan skulle alting ifølge Cronhammar ikke være for nemt. Han kunne f.eks. godt lide at lytte til musik på vinyl. Bla. fordi det ikke skulle være for let. Det var befordrende, at det var besværligt, at man skulle tage pladen ud af coveret, og lægge den på pladespilleren, inden man kunne høre musikken. 

Nu er Cronhammars livsmusik slukket. Tilbage står hans kolossale værker som vi kan begå og betragte og undres over.