Fra bibliotekschefens blog

25.08.16
Undskyld mig, men bronze er ikke breaking.

Dette blogindlæg handler ikke om OL, men om medierne. Det tager udgangspunkt i noget, der skete i løbet af OL, hvor danske medier gik shop-amok med de gule udsalgsskilte, som skal lokke kunder til butikkerne: med andre ord, dette handler om inflationen i brugen af overskriften ”Breaking news”

Det gælder i øvrigt både danske og tyske medier: for man kan også godt hidse sig op over, at større tyske kanaler nu også pludselig har breaking news (f.eks. n-tv), når et dodbold hold slår et andet hold i den tyske bundesliga. Hvor stor en overraskelse er det, at et hold vinder? Og er det en nyhed, der ændrer verden?

Tilbage til det danske kulturliv. Sport er jo er en stor del af kulturen, og naturligvis skal der rapporteres om alt det spændende, som sker under et OL (og som i år også før og sandsynligvis efter OL). Det handler om de danske medier, hvor især Danmarks Radio (DR) har været til debat igen-igen hen over sommeren.

Skal der betales 3,7 milliarder til DR, når de bruger så meget sendeflade – også digitalt på dr.dk – på at dække stort set alt, hvad der kan tænkes, og når man endda udsætter en TV-avis, som burde være helliget det virkelig vigtige, fordi der så tilfældigvis er en dame-double i badminton?

Mere ophidset kan man blive, når det dag og nat vælter ind med ”gule skilte”, både på nyhedssitet dr.dk (og tv2.dk, som også er public service subsidieret), med informationer om at der er vundet en bronze i en disciplin, der så åbenbart er særlig vigtig, fordi der var danske sportsudøvere med i denne.

Så spørger man sig selv: var der virkelig ikke andet breaking? Var der nye bombardementer i Aleppo, terror i Afrika, konflikter i Asien eller fra klimafronten, hvor man åbenbart om bare nogle år kan sejle hen over Nordpolen. Jeg mener: det er da sådan set breaking news…..big-time.

Måske man kan læse forargelsen her både mellem - og på linjerne. Det gør heller ikke noget, for måske er det sundt at hidse sig op, at engagere sig i, hvad medierne synes er vigtigt, og dermed også, hvad vi alle synes er vigtigt. Vil vi leve i et samfund, hvor breaking news er, hvem der er kommet videre til finalen i X-factor?

Som sagt, skal der være plads til sport og sportslige resultater, og man må da gerne fortælle, hvem der er stemt hjem, når Danmark og Deutschland søger den næste supermodel, som de så gør stort set non-stop. Men devaluerer vi ikke, hvis der sker noget med selve samfundet, som berører os rent fysisk?

Egentlig kunne jeg godt tænke mig at skrive til Danmarks Radios bruger-redaktør, som også kaldes intern ombudsmand og vagthund, for at høre, om de har nogle etiske overvejelser om, hvornår de bruger ”breaking news”, om der er en nedre grænse, om der ikke er forskel på terrorangreb og en bronzemedalje.

Hvad siger du? Hvor går din grænse? Kommenter gerne, enten her på Facebook eller send en mail til biblioteket på minmening@dcbib.dk